NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Da franskmanden Michel Barnier under en høring i januar i år skulle overbevise EU-Parlamentet om, at han var værdig til at indtage pladsen som Kommissær for det indre marked, blev han en anelse vag i mælet, da Sven Giegold, en tysk parlamentariker fra De Grønne spurgte ham, hvad han ville stille op med de rådgivende organer for Kommissionen – de såkaldte ekspertgrupper – der er domineret af erhvervslivet. Giegold, som andre kritikere af ekspertgrupperne, ser dem som et sted, erhvervslivets lobbyister kan påvirke EU-lovgivningen uden besvær, og med en virkning, der ofte overstiger almindeligt lobbyarbejde.
Barnier svarede med løse hensigtserklæringer. Erklæringer af en art, som både borgergrupper og skeptiske EU-parlamentarikere har hørt ved tidligere lejligheder. Efter års tovtrækkeri ligger derfor en klage hos ombudsmanden for Kommissionen og venter på at blive behandlet. Får klagerne ret, vil Kommissionens system for rådgivning skulle gennemgå en gevaldig overhaling.
Den opfordring følte Kommissionen ikke trang til at følge op på, og det har provokeret interessegrupper til at optrappe indsatsen for reformer. Op til valget til EU-parlamentet i 2009, fik et samarbejde mellem 160 NGO'er og græsrodsbevægelser, der er forenet i et samarbejde kaldet ALTER-EU, til bl.a. at love at arbejde for «.. fuld åbenhed omkring ekspertgrupperne... og for stærke forholdsregler for at hindre mangel på balance i sammensætning af ekspertgrupperne, og dermed privilegeret adgang for bestemte grupper.« Dette løfte har omtrent 70 medlemmer af Europa-Parlamentet skrevet under på.
I april bad den liberale parlamentariker Diana Wallis Kommissionen om at klare svart på, om den er enig i behovet for en reform af ekspertgrupperne, især de grupper, der er domineret af erhvervslivet. Det blev afvist af Kommissionens formand José Manuel Barroso, som svarede, at det »..hverken er nødvendigt eller passende at udforme nye generelle kriterier for udvælgelse af medlemmerne af ekspertgrupper.« I Barroso's øjne er det tilstrækkeligt, at Kommissionen søger at sikre »et højt niveau af ekspertise«, og at interessekonflikter søges undgået.
Det kan tage lang tid før klagen er behandlet, men får klagerne ret, står Kommissionen til gengæld over for en stor reform af ekspertgrupperne. Kredse i erhvervslivet, f.eks. i den finansielle sektor eller på energiområdet vil ikke længere kunne regne med en privilegeret adgang til beslutningstagerne, som har været et vigtigt aktiv for dem i mange år.