NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Der mangler ikke udfordringer for EU's fælles sikkerhedsstrategi. Det kniber noget mere med værktøjerne.
Javier Solana, ophavsmanden til sikkerhedsstrategien, og den samlede EU-ledelse bruger en hel palet for at beskrive hvad man har til rådighed af virkemidler:
* EU's egen udvidelse og associationsaftalerne med nabolande.
* Civil støtte til konfliktområder, f.eks. politimissionen EULEX i Kosovo, EU's politimission i Afghanistan, og den økonomiske støtte til den palæstinensiske myndighed på Vestbredden.
* Bistand-, handel- og miljøpolitik generelt.
* Diplomatiske initiativer. Et eksempel herpå er deltagelse i den såkaldte Kvartet (EU, USA, Rusland og FN) som har prøvet at etablere fredsaftaler i Mellemøsten.
Og så er der det militære isenkram.
Samtidig skal der findes mandskab, våben og andet udstyr til:
* To større »stabiliserings- og genopbygningsoperationer« med civil deltagelse af højst 10.000 mand i mindst to år.
* To hurtige og tidsbegrænsede »reaktionsoperationer« med brug af kampgrupper.
* En nødevakueringsoperation, en overvågningsmission, en civil-militær bistandsoperation plus cirka tolv civile missioner med forskellige slags eksperter.
Nøgleordene i denne her sammenhæng er »skal kunne«. De overordnede mål er stadigvæk mål – ikke en beskrivelse af hvad EU rent faktisk har kapacitet til.
Adgang til et hangarskib ved udgangen af 2008 er også noget som har stået på ønskelisten, og som stadig er der som et uopfyldt ønske. Dertil kommer uopklarede forhold med hensyn til EU's brug af NATO-udstyr, og ikke mindst NATO's planlægningskapacitet. På papiret er det forhold løst.
En seks år gammel aftale kaldet Berlin Plus skulle give EU adgang til NATO's værktøjskasse. Den blev indgået for at åbne op for NATO-landet Tyrkiets forhandlinger om EU-medlemskab i 2002.
Og i 2003 blev der fastlagt en beslutningsproces for hvordan EU skal styre krigsoperationer med og uden medvirken fra NATO. Men det er endnu kun papirløsninger.
I virkeligheden har Berlin Plus-aftalen kun været i brug én gang, ved EU-missionen ALTHEA i Bosnien-Hercegovina.
Der er heller ikke taget nogle reelle beslutninger om at få etableret en selvstændig kommandocentral i EU-regi, noget som ellers stod højt på dagsordenen for det franske EU-formandskab i efteråret.
ISS-forskeren Giovanni Grevi mener at der er sket »visse fremskridt« i diskussionen mellem NATO og EU, men han forudser ikke nogle afgørende nye beslutninger under de tjekkiske og svenske EU-formandskaber i 2009.
DIIS-forskeren Niels Aadal Rasmussen er endnu mere afmålt i sin vurdering:
»Entusiasmen for Sarkozys tanker var begrænset i London og Berlin, og så blev det franske formandskab begravet i de faktiske kriser som Georgien og finanskrisen,« siger han.