NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
De er skudt op som paddehatte det seneste ti-år, lejrene, centrene, fængslerne, eller hvad de kaldes. De fleste er placeret langs grænserne til EU hvor hundredtusinder af mennesker har søgt lykken i EU, men har fået beskeden: »Uønsket«. Nu venter de kun på at blive sendt tilbage til der hvor de kom fra.
Det handler langt fra alene om asylansøgere. I lande som Frankrig, Italien og Spanien lever og arbejder millioner af udlændinge uden opholdstilladelse. Med mellemrum bliver de anholdt og udvises efter regler som varierer stærkt fra land til land.
EU-Kommissionen fremlagde for tre år siden et direktiv som skal harmonisere reglerne for hvordan og hvornår disse såkaldte tredjelandsstatsborgere sendes ud af EU. Hvis udvisning fra et EU-land skal gælde for alle EU-lande, er det nødvendigt med den samme – retfærdige – behandling. Sådan lyder filosofien bag forslaget. Fælles regler vil samtidig danne grundlag for et praktisk og økonomisk samarbejde om tilbagesendelse. Vrøvl, siger kritikerne, formålet er ikke at beskytte folk, men snarere at effektivisere udvisninger og skræmme personer fra at søge ophold i EU.
Amnesty International, det Europæiske Flygtningeråd og andre har længe kritiseret det planlagte udvisningsdirektiv og ført kampagne for mindstekrav som sikrer de udvisningstruede rettigheder og bedre forhold i lejrene. Indespærring af udviste i op til 18 måneder, forbud mod genindrejse i EU og ringe mulighed for frivillig hjemrejse er ikke en anstændig EU-standard, siger de, og opfordrer nu til at forkaste det som er blevet døbt »skammens direktiv«.
Tragedier som disse har skabt opmærksomhed og bekymring for de forhold man byder mennesker som ikke har gjort andet end at befinde sig i et EU-land uden tilladelse. I Belgien fik det seneste dødsfald regeringsmedlemmer til at kræve et moratorium for udvisninger indtil en ny lov om legalisering af papirløse træder i kraft.
Tyskland, Storbritannien og flere andre medlemsstater har ingen grænse for hvor længe man må frihedsberøve en person. I Frankrig gælder en grænse på 32 dage. I Spanien og Italien er det 40 og 60 dage. Hvis det ikke er lykkedes at arrangere en hjemsendelse inden da, er myndighederne forpligtet til at løslade personen.
I særdeleshed er forholdene på Malta blevet kritiseret. Her holder myndighederne illegale indvandrere indespærret op til 18 måneder i centre hvor de hygiejnemæssige forhold langt fra overholder internationale forpligtelser.
Mange af de mennesker der kan blive omfattet af dette forbud, er indvandrere som i årevis har boet i et af EU’s medlemslande og som derfor tvinges til at forlade familie og venner – foruden deres arbejde. De kan for eksempelvis være gift med en EU-statsborger. Forslaget indebærer et indrejseforbud på op til fem år.
Direktivet handler desuden om vilkårene under frihedsberøvelsen, særlige hensyn til familier og uledsagede børn, adgang til lægehjælp, ankemuligheder og inspektion af centrene.
Loven skal både vedtages (enstemmigt) af Rådet (EU’s regeringer) og af parlamentet (almindeligt flertal). Tyskeren Manfred Weber som er ordfører på sagen og repræsenterer den største partigruppe i Parlamentet, indgik derfor et kompromis med det slovenske formandskab som forhandler på vegne af EU’s regeringer.
Muligheden for 18 måneders indespærring blev fastholdt, men den normale maksimumperiode blev sat op til seks måneder. Imidlertid havde det slovenske formandskab gjort regning uden vært. Da regeringsrepræsentanter holdt møde den 7. maj, kunne de ikke nå til enighed.
Endnu engang er forslaget sendt til hjørne.
I Danmark er der ingen øvre grænse for hvor længe en udlænding uden opholdstilladelse må være indespærret.
I dag sidder omkring 70 frihedsberøvede asylansøgere i Kriminal-forsorgens lukkede fængsel Ellebæk ved Sandholmlejren. Tre af dem har siddet inde i et år, og syv har siddet inde mere end seks måneder.
Forslaget kræver vedtagelse både i Parlamentet og blandt medlemslandenes regeringer.
1. behandling i Parlamentet er planlagt til juni.
De fælles EU-regler for udvisning indebærer i den seneste udgave:
• Mindst syv dage til at forberede »frivillig hjemrejse«
• Maksimum seks måneders frihedsberøvelse
• Ekstra 12 måneder i »særlige tilfælde«
• Aftale påkrævet med det land der sendes tilbage til
• Særlig beskyttelse af uledsagede børn
• Adgang for hjælpeorganisationer til hjemsendelseslejre
• Forbud mod genindrejse i op til fem år for personer der ikke frivilligt rejser tilbage.