Pinlig rapport fra regeringens forskere

Forsvarsministeriet fik formentligt, hvad de ønskede, da de bestilte en rapport om forsvars-undtagelsen hos DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier. Men forskerne har manglet den nødvendige distance til politikerne, og bidrager dermed til en pinlig konstruktion
Af Drude Dahlerup
8. december 2005

Da jeg i 1960'erne studerede statskundskab på Aarhus Universitet, havde vi i international politik et emne, der hed »småstats-teori«. Det handlede om de begrænsninger, som små stater naturligt er underlagt i deres udenrigspolitiske handlefrihed, men også om hvordan velrenommerede småstater kan have en vis indflydelses, bl.a. som mæglere i konflikter. Småstats-tankegangen var dengang en integreret del af dansk og nordisk selvforståelse. Det var noget vi – med en vis position selvhævdelse – var stolte over.

Men med nye tider kommer også nye teorier. I følge den nyligt udgivne rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS: Småstater og international indflydelse. Danmark og EU's fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (working paper no. 2005/9) må småstater i princippet vælge mellem »autonomi« og »indflydelse«. Begrebet autonomi forbliver dog udefineret i rapporten. Indflydelse over eget territorium og egen lovgivning, som selv små omverdensafhængige stater dog kan have, rummes ikke i det snævre begrebspar, som forfatterne Gorm Rye Olsen og Jess Pilegaard bruger i rapporten. Autonomi defineres nemlig som modsætning til indflydelse, og dermed bliver analysens konklusioner egentlig ganske forudsigelig.

Kilden er regeringen selv

Hvem siger egentlig at forbeholdet er »utroværdigt«? Hvad er da indflydelse? Jo, indflydelse, siger forfatterne, kan små stater have, hvis de fremstår som troværdige, og udviser forhandlingsvilje og viljestyrke. Det giver nemlig »coalition power«. Men den slags indflydelse kan man ifølge rapporten tilsyneladende næsten udelukkende få gennem EU, og dermed er konklusionen sådan set givet på forhånd, nemlig at det danske forsvarsforbehold er skadeligt for Danmarks indflydelse.

Hele rapporten går da også ud på at vise, hvor »besynderlig«, »uforståelig«, »inkonsistent«, »utroværdig« forsvarsforbeholdet er. Her mangler dog helt referencer, hvilket formentligt afspejler at dette primært er en intern dansk debat. Den eneste kilde, der angives til støtte for ræsonnementet, er – den danske regering selv! Generelt afspejler rapporten, hvorledes fortolkningen af dansk udenrigspolitik foregår inden for en ganske lille og snæver kreds af forskere, som gensidigt henviser til hinanden.

EU's militære kapacitet i »rivende- udvikling«

Man kan kun være enig med rapporten i at EU's fælles forsvarspolitik er inde i en rivende udvikling. Det nu forhåbentlig begravede forfatningsforslag talte da også om, »gradvis udformning af en fælles EU-forsvarspolitik«, der »vil føre til et fælles forsvarÖ« Som noget nyt indføres en gensidig forsvarsforpligtelse a la NATO's. Der skulle endvidere oprettes et Europæisk Forsvarsagentur. Endelig er dette formentlig den eneste forfatning i verden, som foreskriver oprustning, idet man skriver at »medlemsstaterne forpligter sig til gradvis at forbedre deres militære kapacitet« (art. I-41, stk.2, 3 og 7.) Som Jan ÷berg viste i NyAgenda-rapporten »Fremmer EU freden?«, så omtales i forfatningsforslaget ordet fred kun 8 gange, mens forsvar/forsvarspolitik er omtalt hele 64 gange og militær/kampstyrker 21 gange. Begrebet nedrustning forekommer bemærkelsesværdigt nok slet ikke i forfatningsforslaget.

Passer ikke ind i begreberne

Ifølge DIIS-rapporten er problemet at denne »rivende udvikling« af EU's forsvarspolitik pga. forsvarsforbeholdet medfører at Danmark mister indflydelse. Denne konklusion følger sådan set af selve definitionen på indflydelse, nemlig at man indgår i en større koalition. At et land som Norge kan have en så betydningsfuld rolle som mægler på bl.a. Sri Lanka og i Palæstina/Israel konflikten, mens Danmark og Sverige som EU-medlemmer er blevet mindre troværdige mæglere, er undgået forfatternes opmærksomhed – eller rettere, passer ikke ind i deres begrebsapparat.

Jeg er ikke i tvivl om at forsvarsministeriet, som jo har betalt (og bestilt?) rapporten, er ked af at deres folk ikke kan deltage i alle EU's militære aktioner. De fik med denne rapport formentlig, hvad de ville have. Trods forsvarsforbeholdet har den danske regering dog ikke undladt at sende folk til diverse militærkomiteer. Derimod har regeringen, som det gennemgås i rapporten, i 9 tilfælde aktiveret forsvarsforbeholdet.

Hvad rapporten ikke siger noget om

Af en hæderlig videnskabelig rapport kunne man forvente en analyse af selve konstruktionen af disse første militære aktioner i EU-regi. Men i DIIS-rapporten er dette bare noget, der sker. Hvilket for øvrigt rejser spørgsmålet, hvad det da er, som en dansk deltagelse skulle give Danmark indflydelse på, bortset fra kasketternes udseende?

Nu trak Danmark sig ud, da EU overtog NATO's operation i Makedonien. Men rapporten er blind for at der her er tale om en iscenesættelse af EU som militærmagt in spe. Solana var ifølge pressen rørt over at se de blå-gule farver i aktion for første gang. Visse kilder påstår at Makedonierne hellere ville have beholdt NATO, men hvem lytter til makedoniere i en sådan højtidsstund?

Rapporten mangler endvidere helt analyser af de større linier globalt set. Fremmer det freden i verden at EU, som står for 25 % af verdens BNP og 1/3 af våbensalget i verden, nu også langsomt udvikler fælles forsvarskapacitet? Set fra 3.verdens perspektiv, står der nu to stormagter i nord overfor de fattige lande i syd.

DIIS-rapporten hævder at den danske politik på dette felt forekommer uforståelig for vores samarbejdspartnere i EU. Det stiller jeg mig tvivlende overfor. De andre EU-politikere ved formentlig udmærket, hvad der ligger bag. De fleste lande har en eller anden form for forbehold i EU-samarbejdet, og det respekteres som hovedregel.

Nej'et ikke respekteret

Jeg er heller ikke enig i rapportens konklusion (eller er det en præmis?) at den danske regerings politik er tvetydig, når det gælder udvikling af EU's forsvarsdimension. Den danske regering og opposition respekterede ikke nej'et den 2. juni 1992. Vi på nej-siden argumenterede ikke for et dansk forbehold, men argumenterede mod militarisering af det civile EU-samarbejde generelt. Forbeholdene er derfor ja-sidens, og de var som rapporten ganske ærligt skriver rent »symbolsk«, dvs. det var ikke meningen at de skulle have nogen virkning: De skulle blot bruges til at få den forkastede Maastricht-traktat til at glide ned hos vælgerne ved omafstemningen i 1993. De senere fortolkninger af, hvad man kan være med i og hvad ikke, er så helt åbenlyst led i politisk pression mod de danske vælgere. Det fremgår også klart af det faktum, som nævnes i rapporten at Anders Fogh Rasmussen selv støttede at EU overtog operationen i Makedonien fra NATO. En sidegevinst var uden tvivl at man dermed ville gøre forbeholdet til grin.

DIIS-rapporten mangler den nødvendige videnskabelige distance til den førte politik. Dermed bliver den med sin forudsigelige konklusion selv en del af konstruktionen af dansk udenrigspolitik. Pinligt DIIS!