NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Præsident Hollandes beslutning om at sætte fransk militær ind mod islamister i Mali har vakt både kritik og beundring internationalt, og i Frankrig og i EU har den givet ham en smule af den lederrolle, han har savnet så stærkt siden sin tiltræden i maj sidste år.
Ellers har det været småt med succes’-er. Hollande har udråbt EU som en af de afgørende grundpiller i en økonomisk genopretningsplan. Men foreløbig er hans tanker om et ”socialt Europa” ikke blevet til andet end tomme slagord i EU-erklæringer.
Sagen er, at Frankrig ikke besidder den fornødne magt til at bestemme kursen. Derfor har han valgt at gå i flyverskjul i centrale EU-spørgsmål, fokusere på økonomien og se, om han mod alle odds kan få arbejdsgivere og fagforeninger til at tale sammen, i stedet for at alle faglige konflikter ender i gadedemonstrationer. Det ser lige nu ud til – måske – at kunne lykkes.
For Hollande er EU et vanskeligt emne at håndtere internt i hans eget parti, især fordi man fra tysk side åbent diskuterer et perspektiv, der omfatter ændringer af Lissabon-traktaten. Alt med EU-traktater åbner gamle ar blandt franske socialister, fordi partiet blev delt ved afstemningen om Lissabon-traktatens ”førsteudgave” – Forfatningstraktaten – der endte med et fransk nej i 2005. Francois Hollande og partiets ledelse stod for et ja dengang, mens den tidligere premierminister Laurent Fabius skiftede side til nej’et. Samme Laurent Fabius er i dag udenrigsminister og dermed nr. to i regeringen.
Hollande understregede i valgkampen, at Frankrig skulle gå sine egne veje i EU, og at han ikke ville være et halehæng til Angela Merkel på samme måde som hans konservative forgænger Nicolas Sarkozy.
Det lykkedes dårligt i første omgang. Hollande ønskede en ekspansiv, job-orienteret politik og en ”social pagt” skrevet ind i Finanspagten, og det var derfor en stor ydmygelse af den franske præsident, da det ikke lykkedes.
Nu lyder budskabet fra 50-års fejring-en, at Frankrig og Tyskland på et topmøde først i februar sammen vil præsentere en fælles ”løsning” på EU’s budgetramme 2014-20. Og at der til maj kommer et fælles udspil til tættere samarbejde inden for eurozonen.
I Tyskland og Frankrig peger man på, at den fransk-tyske akse igen har vist sin holdbarhed. Måske hænger det lige så meget sammen med, at Angela Merkel ser sin fordel i at placere sig som spilfordeleren i europæisk politik inden valget – dels indenrigspolitisk, dels over for David Camerons udfordringer til det europæiske samarbejde. Men under alle omstændigheder giver det Hollande helt nye muligheder for at komme ud af sit flyverskjul. u