NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Bundlinjen er simpel nok: Landene skal som hovedregel have et statsbudget i balance eller i overskud. Den »strukturelle balance« i statens udgifter må ikke udvise et underskud på mere end 0,5 procent af bruttonationalproduktet, BNP.
Dette krav skal skrives ind i de deltagende landes love på en »permanent måde«, helst i deres forfatninger. Hvis der alligevel rokkes ved budgetbalancen, skal »automatiske korrektionsmekanismer« sørge for at skatterne sættes op, eller udgifterne sættes ned.
Briterne, som i forvejen har sagt nej til aftalen, deltager alene som observatører. Det samme gælder de fire medlemmer af Europa-Parlamentet Elmer Brok (tysk kristdemokrat), Guy Verhofstadt (belgisk liberal), Roberto Gualtieri (italiensk socialist) og Daniel Cohn-Bendit (fransk grøn).
Derudover er der deltagere fra Kommissionen, Centralbanken (ECB), ministerrådets sekretariat og fra sekretariatet under EU's topmødeformand Herman Van Rompuy.
Den formelle ramme er Eurogroup Working Group, – en arbejdsgruppe under ministerrådet i Bruxelles, som normalt forbereder møderne mellem eurolandenes finansministre, nu i udvidet udgave.
Forvirret? Det er der al mulig grund til. Aftalen eller finanspagten eller traktaten er i sig selv en slags hybridkonstruktion.
Bruxellesavisen European Voice kalder den en »ikke-traktat« lavet af en »ikke-arbejdsgruppe«. I en note til Europaudvalget skriver folketingets EU-konsulent, at »Aftalen kommer så tæt som muligt på at være en traktatændring, uden at være det«.
Men uanset om man mener, aftalen er genial, blot nødvendig eller dybt forkastelig, så er der nogle grundlæggende problemer at holde øje med, også i det tilfælde, at der foreligger en endelig tekst, når dette nummer af NOTAT bliver læst.
Der står i aftalen, at finanspagten skal skrives ind i EU-traktaten »med tiden«... ?
Ja, det vil man prøve på. Men det kræver, at alle medlemslande er med på idéen til den tid, også briterne. Og en sådan traktatændring kan føre til krav om folkeafstemninger.
Domstolen skal vurdere, om et land har opfyldt kravet om at indføre en gældsbremse på den rigtige måde, hvis et andet land – og eventuelt Kommissionen – mener, det ikke er tilfældet.
Parlamentet skal ikke rigtigt noget, andet end at blive inviteret til diskussionsmøder sammen med udvalg fra nationale parlamenter.
Et andet aspekt er, at EU's regler for aktindsigt, som per definition gælder for institutionerne, ikke bliver til nogen større hjælp for dem, der måtte have interesse i at følge finansaftalens sindrige mekanik.