NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Heller ikke i Storbritannien hører man meget til EU-parlamentet når der ikke lige er valg. I avisen The Guardian kunne en journalist berette fra et tidligt møde med en gruppe velorienterede meget EU-venlige briter: Da en ledende politiker sagde at valgkampen skulle handle om EU, blev han mødt med en rungende latter fra mødedeltagerne. Den beretning siger alt om det britiske valg til EU-parlamentet. Det handlede om mangt og meget i Storbritannien, men ikke om EU.
Først og fremmest handlede det om afstraffelse af den siddende Labour/socialdemokratiske regering med premierminister Gordon Brown i spidsen. Hele foråret har været præget af den ene skandale efter den anden om politikere og ministres tilsyneladende uendelige opfindsomhed med hensyn til at få parlamentet til at betale for private udgifter. Det kriseramte parti fik da også sit ringeste valgresultat siden 1918 og mistede 5 mandater. Som spået også i nationale meningsmålinger gik de konservative stærkt frem. Men der var også overraskelser.
Men partileder Nigel Farage kunne profitere af den generelle proteststemning mod Labour, samt af den generelt kritiske stemning imod EU som også de konservative står for. EU-valget blev også det første gennembrud for den yderste højrefløj i form af BNP, British National Party. BNP vandt to mandater i valgkredse omkring de store arbejdsløsheds- og finanskriseramte midtengelske industribyer.
De Grønne havde også en pæn fremgang, men uændret 2 mandater. Havde Storbritannien haft samme valgsystem som i Danmark havde De Grønne fået 7 af de 72 britiske mandater.
I Skotland står SNP, Scottish National Party, traditionelt stærkt og fik uændret mandattal, og ligeledes det walisiske nationale parti.
Der er masser af citater som burde afskrække enhver vælger med historisk viden. Så hvem har egentlig stemt på dem?
Man skal se på de områder hvor BNP fik den største støtte. Det var i gamle nordengelske industribyer som fx Bolton, Burnley, Oldham og Preston, hvor det engelske klassesamfund er tydeligt på en måde som er helt ukendt i det kontinentale Europa. Byerne er karakteriseret af fattigdom, langtidsarbejdsløshed, ingen investeringer, forfaldne skoler, hullet sundhedssystem, høj kriminalitet og lave huspriser. For få penge kan man købe hele gader op af forladte og nedrivningsparate huse. Her har ingen velstand været siden tekstilindustrien lukkede for 30 år siden.
Da den konservative Margaret Thatcher kom til magten i 1979 var hun ligeglad, der var alligevel ingen af hendes vælgere. Da socialdemokraten Tony Blair kom til magten i 1997, var det i høj grad med appel til den engelske middelklasse som skulle levere de afgørende stemmer. De traditionelle socialdemokratiske Labourvælgere blev glemt. Meget apropos vandt BNP's Andrew Brons sit EU-mandat på bekostning af en af Labours mest begejstrede akademiske super-europæere, Richard Corbett. I mange nordengelske industribyer står socialdemokraterne nu så svagt at der knap er nogen organisering tilbage og dermed ingen til at gå ud og føre kampagne.
Ved EU-valget den 7. juni kom afregningen. Nu bævrer de etablerede engelske partier for hvordan det vil gå til det britiske parlamentsvalg som skal afholdes inden juli 2010.
hovedkilde: www.neurope.eu