NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Klaus Pedersen fra Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet følte »stigende bekymring undervejs ved læsning af dommen«.
»Dommen er meget klar. Den efterlader ikke meget andet til den svenske arbejdsret end at fastsætte størrelsen af den erstatning fagforeningen skal betale det lettiske firma,« siger han.
Det store spørgsmål er, hvor meget dommen vil ramme den danske model. Klaus Pedersen er usikker, men ser et lille håb om at Danmark friholdes for begrænsninger i konfliktretten.
Et yderligere stort problem domstolen ser i det svenske overenskomstsystem, er manglen på klarhed. Ifølge dommen er det en hindring for udenlandske virksomheder hvis de ikke kan få at vide på forhånd hvad de f.eks. skal betale i løn. Kampskridt som blokaden i Vaxholm er således ikke tilladt hvis der ikke er nationale regler, der »er tilstrækkeligt præcise og tilgængelige til, at det ikke i praksis gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser den skal overholde med hensyn til mindstelønnen«.
Fra både dansk og svensk side blev det argument ellers lagt frem at det er en styrke ved aftalesystemet at arbejdsmarkedets parter kan tilpasse en aftale, så den passer efter omstændighederne, men det argument vandt ikke gehør hos dommerne. Tværtimod understreger dommen at det der kan kræves af udenlandske virksomheder, er minimumsbeskyttelse på en række områder, herunder løn. Og ikke mere.
Men i Vaxholm-dommen underkender Domstolen denne måde at forene udstationeringsdirektivet med et kollektivt overenskomstsystem. Konkret har Sverige ifølge dommerne ikke fulgt en anerkendt fremgangsmåde til at fastsætte en mindsteløn. Blot at have kollektive overenskomster, der overlader den slags til arbejdsmarkedets parter, er ikke godt nok, mener Domstolen; for der findes svenske virksomheder der ikke har indgået overenskomst, og når der er det, bliver den udenlandske virksomhed diskrimineret.
Dette er en stor overraskelse for både fagbevægelsen og for den danske og svenske regering, hvor udstationeringsdirektivet er blevet opfattet som et minimumsdirektiv. Men dommen er meget præcis på dette punkt: Der kan ikke stilles krav til udenlandske virksomheder udover minimumsvilkår på en række områder der er opremset i udstationeringsdirektivet, herunder løn, ferie, arbejdstid og sikkerhedsforhold. Derfor må der heller ikke bruges kampmidler til at håndhæve overenskomster der går udover minimumsniveauet.
Udenlandske virksomheder vil med andre ord kunne lægge sig permanent i bunden af skalaen uden at risikere at blive udsat for faglige kampskridt.
Det forekommer meget svært at efterleve kravet om en klar, forudsigelig mindsteløn uden at lovfæste den, og det kan blive svært at modvirke social dumping hvis det kun er minimumsbeskyttelse der kan kræves gennem blokader.
Spørgsmålet er om dommen der er fældet på baggrund af begivenheder i Sverige, levner en udvej for den danske model. Klaus Pedersen mener der kan være et lille håb om at friholde Danmark.
»I Sverige ligger der nogle begrænsninger på konfliktretten som ikke findes i Danmark. Den udvidede konfliktret betyder at der er bedre muligheder i Danmark for at gøre overenskomster mere generelt gældende.«
Denne større klarhed kan måske friholde Danmark for begrænsninger i konfliktretten, mener han, men understreger at det er højst usikkert om den argumentation holder ved EF-domstolen.
»Den slags tiltag vil ske med stor risiko for en ny sag ved Domstolen. Og selv hvis det kunne lade sig gøre, vil det ikke være muligt med denne dom at kræve overenskomster på helt lige vilkår,« siger han