NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
»Hvor meget bestemmer EU?« – det er 1000 kroners spørgsmålet, som er nemt at stille, men særdeles besværligt at svare på. Den kritiske dansker vil svare »næsten alting« og i hvert fald »alt for meget«. Den mere EU-positive vil sige »ikke meget«, og i hvert fald »ikke på områder, hvor vi ikke ønsker det«.
Svaret er svært, bl.a. fordi man skal lede mange steder for at få det fulde billede: EU's love hedder noget forskelligt, vedtages for-skellige steder og gennemføres forskelligt. I »Direkte og indirekte love« er forklaret de to vigtigste former for EU-bestemmelser, nemlig forordninger og direktiver.
Men så er der også lige afgørelserne fra EU-domstolen, meddelelser, henstillinger, rammeafgørelser med mere.
Hvis man vil, kan man få statistikken til at vise næsten hvad man vil.
Forskellen er, hvordan de vedtages og hvornår de gælder i de enkelte lande.
Forordninger vedtages i Bruxelles, og når de er vedtaget dér, gælder de direkte i alle medlemslande, og skal dermed ikke igennem det nationale parlament.
Direktiver vedtages også i Bruxelles, men skal gennemføres via de nationale parlamenter. De nationale parlamenter skal, før loven virker, således vedtage en national lov, men med samme indhold som EU-direktivet.
Formålet var at undersøge hvilken andel af lovene, som var gennemførelse af EU-beslutninger. For folketingsåret 2002-2003 var det på nogle områder over 80 procent.
»Det er i hvert fald ikke blevet mindre siden, nærmere mere,« siger Marlene Wind om sin undersøgelse.»Undersøgelsen tæller desuden kun, hvad der har med direktiver at gøre, mens alt hvad der har med forordninger og domstolsafgørelser at gøre ikke er talt med,« siger hun.
Jamen, er der så nogen selvstændighed tilbage?
»Det synes jeg, er et helt forkert spørgsmål,« svarer Marlene Wind.
»Det er jo danske politikere der vælger at være med til at træffe beslutninger i EU. Ofte er det de nordiske lande som presser på – der er talrige eksempler på at det netop er de mest udviklede lande som ønsker EU-regulering, hvor en national regulering ikke er effektiv,« siger Marlene Wind til NOTAT. Hun mener at et godt eksempel er debatten om de lange dyretransporter, som er resultatet af det indre marked og EU's ophævelse af de veterinære grænser: »Her vil Danmark og de øvrige nordiske lande gerne have fælles restriktive EU-regler. De har nemlig indset at det ikke nytter at vi i Danmark har stramme regler for hvor længe og hvordan levende dyr må transporteres, når flere af de andre lande har en helt anden holdning. Findes der ikke stramme fælles EU-regler på området, vil en dansk transportør af smågrise til enhver tid blot kunne drive virksomhed fra det EU land der har den ringeste dyrebeskyttelse.«
I sin bog fra januar 2006, »Den europæiske forfatningskamp«, skriver Marlene Wind at der i Danmark stadig optræder »unionsfornægtere«, der ikke vil erkende at »EU-reguleringen, som den har udviklet sig de seneste 20-30 år, reelt er trængt ind i enhver sprække af det nationale lovgivningsarbejde.«
Uanset hvordan man tæller, vil enhver optælling nemlig ikke afsløre om tallene dækker over små spørgsmål eller store og vigtige sager.
Morten Kallestrup har derfor valgt en anden metode. Han har studeret forløbet bag en længere stribe af EU-regler og deres omplantning til dansk lov. Det beskriver han i sin bog »Europæisering af nationalstaten«, som udkom i 2005.
Konklusionen var at EU-reglerne – ud-over at flytte magt til EU – også flytter magt fra folkevalgte politikere til embedsmænd og andre eksperter. I sin bog beskriver Morten Kallestrup seks sagsforløb. En af dem er købeloven, hvor en ny købelov den 1. januar 2002 erstattede den gamle lov.
Den nye købelov var en udmøntning af et EU-direktiv. På overfladen var der en forbedring for forbrugerne. EU-reglerne gav nemlig forbrugeren 2 års reklamationsret, hvor det i Danmark hidtil kun havde været 1 år.
Til gengæld kan man opregne en række minusser:
En vigtig konklusion i bogen – efter at have gennemgået forløbet omkring købeloven og de andre lovgivninger – er at magten forskydes. Fra Folketinget til ministeren og dennes embedsmænd, og fra politiske interesse-organisationer til nogle få specialister.
Med jævne ord: Det hele bliver så indviklet og uigennemskueligt, og foregår bag kulissen, at end ikke almindelige politikere, og slet ikke borgerne, kan følge med længere. Eller som bogens forfatter skriver: »Når EU medvirker til at øge kompleksiteten omkring et givet emne, må det antages, at nogle politiske og administrative eliter privilegeres på bekostning af de mindre vidende aktører.«