NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU-forfatningen er god. Den skal ikke ændres, og dermed basta. Det blev det endelige resultat af EU-parlamentets mest omfattende forfatningsdebat, siden stats- og regeringscheferne på juni-topmødet sidste år dekreterede tænkepause efter de franske og hollandske folkeafstemninger.
385 EU-politikere bakkede op om planen, mens 125 stemte imod og 51 undlod. Planen for EU-forfatningens overlevelse var forfattet af to af de førende føderalister i EU-parlamentet, den østrigske grønne Johannes Voggenhuber og den engelske liberale Andrew Duff.
»Ikke en Duff-rapport, men en duff rapport (døv rapport),« kommenterede James Allister, nordirsk forfatningsmodstander.
»Har I ikke hørt at de franske og hollandske vælgere stemte nej?« spurgte Jens-Peter Bonde på vegne af sin gruppe, og fortsatte »Har I ikke læst at traktaterne kræver enstemmighed for at kunne vedtages?«.
For EU-parlamentet er målet fortsat at få vedtaget EU-forfatningen.
Der skal ifølge planen »gøres alt for at sikre at forfatningen træder i kraft i løbet af 2009«.
Betænkningen foreslår derfor »at den nuværende tænkepause bruges til at sætte skub i forfatningsprojektet« og advarer i øvrigt mod »snævert fokuserede nationale debatter«.
»Derfor, som det er sagt mange gange i forfatningsudvalget, er det vigtigt at ændre konteksten (omstændighederne uden om teksten, red.) frem for teksten,« sagde Wallström.
Ved afstemningen stemte V, K, S og SF for planen, mens DF og JuniBevægelsen stemte imod, og R og Folkebevægelsen var fraværende.
Det er parlamenterne for det nuværende og de to kommende EU-formandskaber, Østrig, Finland og Tyskland, der på vegne af de nationale parlamenter slet og ret afviser planen om at EU-parlamentet og de nationale parlamenter skulle holde en række fælles konferencer:
»På grund af det faktum at 13 lande allerede har ratificeret forfatningen og 12 lande ikke har, er der meget forskellige tilgange til debatten om Europas fremtid, og der findes hverken et behov for eller en mekanisme til at de nationale parlamenter skulle finde en fælles strategi i den vedvarende debat.«
Så skulle EU-parlamentet være sat på plads, men for at understrege ærindet, tilføjes det:
»..De (nationale parlamenter, red.) vil ikke bryde sig om blot at blive set som et tillæg til EU-parlamentet.«
»...Men vi kan ikke se noget institutionelt eller juridisk grundlag for at give »omfattende konklusioner videre til Det Europæiske Råd«. Derfor kan vi ikke forpligte de nationale parlamenter til at gå ind i en sådan beslutningsproces.«
Under EU-parlamentets debat om genoplivningsplanen havde rapportens forfattere kun hovedrysten til overs for de tre parlamenters fællesbrev:
»Jeg må sige at jeg finder det ret underligt at formændene for det østrigske, finske og tyske parlament ser ud til at være noget tøvende med at samarbejde med os. Det er op til de enkelte parlamenter om de vil møde op. Dem, som møder op, vil have et afgørende ord i udformningen af beslutninger vedrørende fremtidens Europa,« sagde Andrew Duff, mens den anden forfatter, Johannes Voggenhuber kaldte brevet »ubehøvlet«.
Herhjemme tilføjede SF's Margrethe Auken til Politiken at de tre parlamenter »underløber« forsøget på at genoplive forfatningen, og overlader scenen til de store lande.