NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Man forbavses over den kynisme og vi-alene-vide holdning EU-lederne er i stand til at opbyde. Topmødet undlod at træffe de to eneste rimelige beslutninger; 1) at erklære forfatningen for endegyldigt død og borte 2) at love at alle vælgere vil blive hørt, uanset hvad de kommende forhandlinger ender med.
Nu besluttede topmødet i stedet at botanisere i EU-forfatningen, tilsætte andre overskrifter og anvende mere taktisk snilde for at undgå folkeafstemninger. Man lagde dermed grundstenen til permanent krise i forholdet mellem EU og borgerne. Signalet er: Forfatninger gennemfører man i det moderne EU ikke for og med borgerne, men uden om, henover og endda imod. Og skulle man i enkelte lande, som f.eks. i Danmark ikke kunne undgå folkeafstemninger, vil vi åbenbart ved afstemningen skulle svare ja eller nej til om vi gerne vil fuppes.
Det vil blive en uskyldig mini-traktat med et pænt navn, men hvor det eneste ’mini’ ved teksten er det som allerede er gennemført og man derfor venligst ikke bedes kære sig om. Det er en skamløs strategi, som mest af alt folk, der vil det europæiske samarbejdes bedste, burde sige fra over for.