NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Men kritikerne føler sig ikke overbeviste.
»Den ny version peger umiddelbart i den rigtige retning, men der skal være overensstemmelse mellem indledningen og direktivets artikler,«siger Per Klok, EU-konsulent i LO.
I de afsnit, som handler om arbejdsret, er forslaget kun forandret i den såkaldte præambel; den indledende tekst hvor alle de gode hensigter ridses op.
Selve artiklerne i direktivforslaget er med enkelte undtagelser uforandrede.
»Præamblen må frem for alt ikke stå i modsætningsforhold til direktivteksten. Det gør den nu. Den ny version tyder på at man stadig ikke har forstået, hvordan den svenske og danske aftalemodel virker,«siger Dan Holke, chef for den svenske fagbevægelses advokatkontor, LO-TCO-Rätsskydd.
Det nye er at Kommissionens beroligende forklaringer fra i sommer, om at man ikke har til hensigt at bane vej for løndumping er indarbejdede i forslaget.
Men – som det fremgår af NOTAT’s oversigt nedenfor – kritikken fra fagbevægelsen er snarere forbigået end taget til efterretning.
Direktivforslaget kan komme til diskussion på et rådsmøde i starten af marts, og senere hen i juni. De reelle forhandlinger mellem medlemslandene finder sted i en arbejdsgruppe under Ministerrådet, som har aftalt møder hver anden uge i løbet af foråret.
EU-parlamentets synspunkter på forslaget vil muligvis først komme til en samlet afstemning i juni.
Kritik: Værtslandets regler skal gælde.
Reaktion: Ingen forandring af selve artikel 16.
Men sproglig stramning i præambel om at en virksomhed skal være etableret i et medlemsland, og ikke skjule sig bag en dækadresse.
Og præcisering om at et værtslandets myndigheder kan være behjælpelige ved kontrol af en virksomhed, men at det er oprindelseslandets myndigheder som er kontrolansvarlige.
Kritik: Uklart hvad som kommer til at gælde.
Reaktion: Sproglige præciseringer af artikel 17.
Tillæg i præambel om mulighed for undtagelser fra sag til sag, og præcisering af hvad Udstationeringsdirektivet indebærer, herunder at kollektive overenskomster i værtslandet skal gælde hvis disse overenskomster er ”officielt erklæret almengyldige eller de facto omfatter hele arbejdsmarkedet”. De betingelser viser at Kommissionen ikke har forstået den svenske og danske aftalemodel, mener det svenske LO’s chefjurist Dan Holke.
Kritik: Udstationeringsdirektivet trues ved forbud mod at kræve dokumentation af ansættelsesforhold og en personlig repræsentant fra virksomheden i værtslandet.
Reaktion: Mulighed for at kræve dokumentation for timeforbrug og lokale sikkerhedsregler. Mulighed for at kræve at en virksomhed udser en af de ansatte i værtslandet til lokal repræsentant, og mulighed for at værtslandet kan bede oprindelseslandet om at få relevante dokumenter hurtigt oversendt i tilfælde af kontrol.
Disse brede omend usikre konsekvenser forklarer hvorfor hele syv forskellige udvalg i EU-parlamentet er trukket ind i den politiske behandling af direktivforslaget.
Forslaget er grundlæggende et ”markedsdirektiv”. Idéen er at alle mulige typer at serviceydelser – tandpleje, byggeri, reklame, advokatbistand, undervisning, rengøring, m.v. – uforhindret skal kunne forhandles over landegrænserne.
En serviceyder, som er godkendt i ét EUland, skal uden forhindringer kunne sælge sine ydelser i et andet. Reglerne i en virksomhedens oprindelsesland skal gælde over hele linjen.
Og det er her det risikerer at gå galt, mener kritikerne.
Det har Euro-LO (EFS) advaret imod. Og fagbevægelsen i blandt andet Sverige, Danmark, Belgien og Frankrig har råbt op, imod at give fri bane for løndumping.
Kommissionen har afvist kritikken ved at pege på en af de i alt 23 undtagelser i forslaget; undtagelsen i artikel 17.5 om det eksisterende direktiv om udstationering af arbejdere.
Det direktiv – udstationeringsdirektivet - fra 1996 siger at værtslandets, og ikke oprindelseslandets regler skal gælde. Så der er ikke noget at komme efter, ifølge Kommissionen.
Som den aktuelle konflikt med en lettisk virksomhed i Sverige viser, stiller det spørgsmål ved om svenske fagforeninger kan påtvinge en udenlandsk virksomhed en svensk overenskomst.
Det mener i hvert fald arbejdsgiversiden at udstationeringsdirektivet ikke kan bruges til.
Der må, ifølge forslaget, ikke stilles krav om autorisation, om registrering, om en fast repræsentant, og om at opbevare arbejdsretslige dokumenter udover regnskaber på timeforbrug og papirer om sikkerhedsregler som er specifikke for den lokale arbejdsplads.
En fagforening, som vil tegne en overenskomst på en arbejdsplads, kan altså prøve at henvise til udstationeringsdirektivet, men hvis ikke der findes nogen dokumentation over de ansatte, og heller ingen at forhandle med, kan det hurtigt blive en begrænset fornøjelse.