NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
Sammen med ICPPC’s næstformand, Jadwiga Lopata, var jeg i oktober i Sverige for at se på landbrugets situation efter otte år i EU. Min vært var Åke Karlsson, der er formand for de mindre svenske landmænds forening, Småbrukarlaget.
Åke har et landbrug på 150 hektar, der består af dyrket jord og skov. Det ligger i nærheden af Norrköping, 130 km syd for Stockholm. Åke og hans familie er stolt af sin besætning af kødkvæg.
Men Åke holder nu mest af to malkekøer, som er de eneste, han har tilbage. For midt i 1990erne, da Sverige kom med i EU, solgte han nemlig som så mange andre sine malkekøer, fordi EU’s bureaukratiske krav og de faldende mælkepriser gjorde mælkeproduktionen urentabel.
Åke er ked af, at de små og mindre landbrug trives dårligt under EU’s landbrugspolitik. Han fortæller, at 80 procent af EU's landbrugsstøtte går til 20 procent af landbrugene – nemlig de største. Så kan de øvrige slås om smulerne.
Han demonstrerer tydeligt sin holdning på et skilt ved indkørslen til sin gård, hvor der står »EU-fri zone«, og han fremviser med glæde sit hønsehus, der er bygget som en nøje efterligning af EU-Parlamentets hovedkvarter og fyldt med kaglende høns, som han siger.
Håkan mistede EU-støtten til sine græsarealer, fordi han slog dem i stedet for at lade dem vokse vildt. Åke forklarer, at EU-støtten til at tage græsarealer ud af produktionen har medført, at mange velstående byboere har opkøbt store landbrugsarealer og nu indkasserer EU-støtten uden at gøre noget ved landbruget.
Katarina søgte EU-støtte til etablering af sin gård, men opdagede, at det økonomiske udbytte ikke stod mål med bureaukratiet og papirarbejdet. På en enkelt dag mødte hele syv kontrollører op på gården, og nu forsøger hun at komme helt ud af systemet. Hun har mere at tabe end at vinde ved at søge EU-støtte, siger hun.
Sandheden er, at kun industrialiseret og specialiseret landbrug har en ærlig chance for at opnå EU-støtte af betydning.
Ironisk nok er det nemlig de landbrug, der er mest skadelige for miljøet, der har bedst mulighed for at få EU-støtte. Det er de landbrug, der går ind for monokultur og masser af kemi og maskineri, fortæller dr. ag. Artur Granstedt fra Stiftelsen Biodynamiska Forskningsinstitutet i Järna syd for Stockholm, som har forsket i forureningen af Østersøen.
Trods store anstrengelser er man i Sverige kun nået op på, at ca. 10 procent af Sveriges landbrugsareal dyrkes økologisk. Ligesom de øvrige deltagere i seminaret var von Essen meget bekymret for, at EU’s landbrugspolitik skal ødelægge de mange små traditionelle og miljøvenlige smålandbrug i Polen og forvandle polsk landbrug til industrilandbrug med store enheder og udstrakt brug af kemikalier.
De fleste små polske familielandbrug er nemlig bæredygtige – økologisk, økonomisk og socialt. Vi må lære at forstå, at den form for landbrug ikke er forældet, men er et forbillede for fremtidens landbrug.
Baggrunden er et ønske om at få indflydelse på udviklingen, når EU-medlemskabet fører til pres på de små familielandbrug og dermed på den polske natur og kultur.
ICPPC ledes af Jadwiga Lopata og Sir Julian Rose. Lopata driver et lille økologisk landbrug ved Strýzow i det sydlige Polen og organiserer en bevægelse for udvikling af økologisk landbrug og turisme i sin hjemegn.
Sir Julian Rose ejer Hardwick Estate, et økologisk drevet gods i det sydlige England. Han er rådgiver i landbrugsspørgsmål for den britiske regering og lokale myndigheder.
Se mere på www.icppc.pl/eng/index.php