NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
EU's støtteordninger til landbruget ligger nogenlunde fast på 300 milliarder kroner om året. Men støtten til landbruget er i virkeligheden væsentlig større, oplyser OECD i Paris ifølge Jyllands-Posten for 14.6.2004
Størstedelen af landmændenes støtte betales af forbrugerne, der er tvunget til at betale høje priser, fordi EU kun i begrænset omfang tillader indførsel af landbrugsvarer fra lande uden for EU.
Beregnet på denne måde udgjorde støtten til landmændene i 2003 812 milliarder kroner, hvor den i 2002 lå på 755 milliarder.
Når støtten er steget så stærkt, skyldes det, at priserne for landbrugsvarer på verdensmarkedet er faldet. Dermed forøges forskellen på disse priser og priserne i EU.
Alt i alt udgør landbrugsstøtten 37 procent af landmændenes bruttoindkomst, mens den i USA kun udgør 18 procent og i Australien kun 4 procent. Lavest ligger New Zealand med 2 procent.