ARTIKLER


Vestager i krig mod Holland og Luxembourg

Margrete Vestager går til angreb på de multinationale virksomheder, der smyger sig uden om at betale skat, og de lande, der hjælper dem med det.  


Af Sven Skovmand
1. januar 2016

Den 21. oktober 2015 meddelte den danske kommissær Margrethe Vestager, at hun vil kræve af Holland og Luxembourg, at de opkræver fuld skat af de internationale firmaer Starbucks og FIAT. Det fortæller Berlingske den 22. oktober 2015 i artiklen »Skattesager sender Vestager ind i politisk minefelt«.

Baggrunden er, at de to firmaer reelt næsten ikke betaler skat i de to lande - og heller ikke i de andre lande, hvor de tjener deres penge. Det har indtil nu sparet dem for mellem 150 og 225 millioner kroner, hvad der giver dem en helt urimelig fordel i forhold til konkurrenterne.

Også McDonald's er i søgelystet. Det oplyser Politiken den 4. december i artiklen »McDonald's fik lavet en dobbelt Lux«.

Selskabet flyttede i 2008 sit hovedkontor til Luxembourg og fik ved samme lejlighed fritagelse for at betale skat af sin årlige indtægt på 1,8 milliarder kroner. Pengene sendes nemlig videre til USA, der ikke beskatter McDonald's, fordi selskabet efter amerikanernes opfattelse hører hjemme i Luxembourg!

Margrethe Vestager har nu indledt en undersøgelse af, hvorvidt McDonald's guntige skatteforhold er en form for skjult statsstøtte.