Error loading Partial View script (file: ~/Views/MacroPartials/ogAttributes.cshtml)

ARTIKLER


Portugal løsner op for livremmen

Siden finanskrisen har Portugal været i økonomiske vanskeligheder. De sidste fire år har den stået på økonomisk hestekur, men nu vil en ny regering slække lidt på sparekursen.  


Af Anders Høeg Lammers
1. januar 2016

SPAREPOLITIK. Der blæser nye vinde i Portugal i disse uger. Socialisten António Costa blev indsat som ny premierminister den 24. november i stedet for Pedro Passos Coelho fra Portugal centrum-højre socialdemokrati (navnet snyder, de svarer ca. til Merkels CDU i Tyskland).

Det holdt dog hårdt. Først ville præsidenten, Cavaco Silva, nemlig ikke lade Costa og hans støttepartier på den ekstreme venstrefløj – Venstreblokken og Kommunistpartiet – komme til fadet på trods af, de fik flertal i Parlamentet ved valget i oktober. Præsident Silva frygtede markedets reaktion på en regering, der bl.a. gik til valg på at ende landets ”besættelse” af sparepolitik og havde støtte fra euro-skeptiske partier:

»Det er min pligt at gøre alt, hvad der står i min magt for at forhindre, at vi sender de forkerte signaler til finansielle institutioner, investorer og markeder«, udtalte præsident Silva, som heller ikke var glad for de ”anti-europæiske fraktioner” på venstrefløjen.

Den siddende premierminister, Coelho, fik derfor først lov til at forme en mindretalsregering, men da oppositionen nedstemte Coelhos politik i Parlamentet, blev han tvunget til at trække sig. Og efter lidt præsidentiel tøven kom socialisten Costa så til.

Ikke et nyt Syriza

Spørgsmålet er nu, hvor langt Costa og regeringen tør gå og får lov til at gå. De siger selv, at de ikke er et portugisisk Syriza (det græske regeringsparti, som troede, de kunne udfordre ’Trojkaen’). Portugal har i årene 2011-2014 modtaget en økonomisk hjælpepakke fra IMF og EU på små 600 milliarder kroner mod at gennemføre en økonomisk hestekur, hvor bl.a. lønninger og pensioner blev skåret, mens skatterne steg.

Gælden er på hele 128 procent af BNP – det tredjehøjeste i EU og mere end en fordobling fra 2006 – og regeringen sigter efter at ramme 3,0 procent i budgetunderskud i år, det tilladte i EU’s stabilitetspagt.

Den nyudnævnte finansminister, økonomen Mario Centeno, har foreløbig søgt at imødegå kritikerne. Portugal er ikke på kollisionskurs med vores gældsforpligtigelser, »markedet vil have, vi udviser økonomisk ansvarlighed, og det er præcis, hvad vi har tænkt os«, udtalte han til TV-kanalen RTP 3.

Kan de få venstrefløjen og EU med?

Frem for et decideret opgør med sparepolitikken bliver det derfor et ”kontrolleret” opgør inden for rammerne af Stabilitetspagten.

Centenos håb er, at en sparepolitik i et ”langsommere tempo”, hvor man samtidig giver lavere skatter til de lavtlønnede og fjerner nedskæringerne på pensioner og offentlige lønninger, vil få økonomien til at vokse, så Portugal kan mindske sin gæld og sit årlige budgetunderskud.

Det store spørgsmål bliver, hvor længe Costa og Centeno kan få opbakning fra Venstreblokken og Kommunistpartiet til kursen. De advokerede begge for en omstrukturering af Portugals store gæld i valgkampen, men er foreløbig gået med til at sparke spørgsmålet til hjørne i en studiegruppe.

Og så er der EU, hvor man traditionelt ikke har været glad for, at nogen udfordrer den økonomiske sparekurs det mindste. Men også der er der opbrud, eftersom Den Europæiske Centralbank har pumpet penge ind i økonomien via opkøb af statsobligationer siden marts 2015.

Og markedet? Ja det har foreløbig taget stille og roligt imod den nye regering. Hvis Portugal kan overbevise EU om, at kursen er kontrolleret og ansvarlig, bør det derfor være muligt at få lov at gennemføre politikken uden henstillinger og indgreb fra Trojkaen.