Økonomisk integration under radaren

ØMU. Mindre regulering af banker og kapitalbevægelser. Mere regulering af medlemslandene, men skjult. EU’s valutaunion humper videre efter finanskrisens udbrud.

Af Staffan Dahllöf
22. februar 2016

Ved stats- og regeringschefernes seneste topmøde i Bruxelles i december var valutaunionens fremtid et af de syv emner på dagsordenen, men havnede helt i skyggen af de øvrige seks, primært flygtningekrisen.

Oplægget var ellers ambitiøst nok: Senest i 2025 skal der være gennemført en økonomisk og monetær union med et budget til en fælles finanspolitik. Det var opfordringen fra EU’s fem formænd; Jean-Claude Juncker (Kommissionen), Donald Tusk (Det Europæiske Råd – EU’s topmøder), Jeroen Dijsselbloem (Euro-gruppen), Mario Draghi (Centralbanken ECB) og Martin Schultz (EU-Parlamentet).

Hvis den højstemte opfordring lyder bekendt, er det med god grund. For tre år siden publicerede de daværende fire formænd en lignende rapport: ”Mod en dyb og egentlig økonomisk union,” hed det dengang.

Den rapport blev skudt til hjørne i december 2012, nøjagtigt som det skete med de fem formænds rapport i december 2015.

Som børn ved en bæk

Forklaringen på den afvisende holdning er den samme nu som i 2012, mener Derek Beach, lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet, der forsker i EU’s integration:

»Medlemslandene er ikke interesserede i en større reform ved en forfatningsproces. EU er ikke en stat med virkelige overførsler mellem landene, og det ønsker man heller ikke, at EU skal udvikles til.«

Til gengæld noterer han mange andre forslag, som stritter i forskellige retninger.

»Det er lidt, som når børn leger ved at sætte både i vandet i en bæk; nogle af dem sejler, andre kommer bare ikke af sted, og nogle synker under vejs. Idéen om, at eurolandene skulle indgå kontrakter med Kommissionen om at gennemføre reformer på hjemmebane, var for eksempel ikke levedygtig. Den idé er dukket op igen, men efter hvad jeg forstår, er Kommissionen ikke særligt begejstret. Man er bange for at blive opfattet som politisk syndebuk for upopulære tiltag.«

Snigende integration

Omvendt er nogle af de forskellige udspil efter finanskrisen mere vidtgående, end hvad beslutningstagerne måske selv er klar over:

»Bankunionen er, mener jeg, lidt overset. Den vil muligvis føre til en fælles garantiordning som i praksis vil kunne omfatte overføring af rigtigt store penge mellem medlemslande«, siger Derek Beach.

»Det europæiske semester, hvor EU overvåger medlemslandenes økonomi og eventuelle økonomiske ubalancer, er også forholdsvis vidtgående,« tilføjer han.

»I den forskning jeg er i gang med nu, kalder vi det for ”integration by stealth” (snigende integration, eller integration under radaren – red.),«  siger Derek Beach, som mener, at den metode har en pris:

»Bagsiden er, at det man gennemfører kommer til at mangle legitimitet. Hele fadæsen med forfatningstraktaten som blev afvist, men så gennemført alligevel, er et tydeligt eksempel på det. Demokratisk ser det ikke særlig kønt ud.«

Samtidig går bankunionen delvist og den foreslåede kapitalmarkedsunion i særdeleshed – se artikel på side 6-7 – i modsat retning. Her er retningen at lempe de politiske restriktioner på markedet.

En kamp om dagsordenen

Jakob Vestergaard, forsker ved DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) med speciale i global økonomisk styring, er kritisk over for den foreslåede kapitalmarkedsunion:

»Der er intet, der tyder på, at det vil gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at låne til investeringer. Problemet er ikke en mangel på kapital, men manglende efterspørgsel i økonomien blandt andet på grund af manglende forventninger til fremtiden. Kapitalmarkedsunionen er mere designet til at være et udstillingsvindue for Storbritanniens strategiske fordele ved EU for at holde på briterne i EU,« mener han. 

»Både bankunionen og kapitalmarkedsunionen er forsøg på at ændre den dagsorden om behovet for regulering, som blev sat lige efter finanskrisen. Hvis kapitalmarkedsunionen bliver gennemført, kan det meget vel være dødsstødet for den omdiskuterede opdeling af bankerne (forslaget om at banker skal opdeles i en del, som beskæftiger sig med ind- og udlån, og en anden adskilt del for spekulative investeringer, red.), og for bestræbelserne at indføre en skat på kapitaltransaktioner,« siger Jakob Vestergaard.

Lønstyring – på en eller anden måde

Tænketanken Bertelsmann Stiftung og Jaques Delors Institut i Berlin skriver i en fælles rapport (”What kind of convergence does the euro area need”), at euroen blev etableret med en konstruktionsfejl fra begyndelsen:

Kravene for at blive medlem af klubben er meget hårdere end kravene til at forblive i det gode selskab.

”Sagt på en anden måde, så fik euroområdets arkitekter grebet opgaven forkert an,” hedder det i rapporten.

Opfordringen til eurolandene lyder nu på at tilnærme (konvergere) sig hinandens inflation, lønudvikling og betalingsbalancer – hvad der hidtil har manglet.

Hvordan gøres det? Løndannelse er jo ikke noget som regeringer kan styre pr. diktat, i hvert fald ikke i den private sektor?

»Det er problemet, og et helt afgørende spørgsmål. Men vores hensigt har været at foreslå nogle centrale indikatorer, ikke at anbefale bestemte værktøjer, så langt er vi ikke endnu,« siger Katharina Gnath, hovedansvarlig for rapporten på Bertelsmann Stiftung i Berlin.

Eurobudget light

László Andor, ungarsk EU-Kommissær med ansvar for beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold i årene 2009–2014, mener sågar, at ØMU’ens ekistens er truet af en øget divergens – at økonomierne er ude af takt med hinanden.

I publikationen Intereconomics i august 2014 foreslog Andor en fælles europæisk arbejdsløshedsforsikring, som en slags kompensation for det fælles budget, som mangler i euroområdet.

I Bertelsmann-Delors-rapporten findes en lignende idé om en ”shock absorbing fund”, en pengekasse som landene betaler ind til i gode tider og kan trække på i dårlige.

»En sådan mekanisme behøver ikke at være så stor som et rendyrket eurobudget, som foreslået af de fem formænd og ville være mindre politisk følsom. Men hvis du spørger, om det vil være enkelt at introducere, så er mit svar nej,« siger rapportforfatteren Katarina Gnath.

Og så er traktatændring og et eurobudget slet ikke på bordet?

»Det er selvfølgelig noget, vi ville foretrække, og vi kan kun beklage, at man endnu en gang skubber de overordnede planer ud i fremtiden. Men vi må også være realistiske og indse, at der er andre vigtige emner for tiden,« siger Katarina Gnath. 

 

ØMU-integrationen - trin for trin:

1997-2011: 

Alle EU-lande må højst have tre procents budgetunderskud og 60 procents offentlig gæld ifølge euroens spilleregler i STABILITETS- OG VÆKSTPAGTEN. Kun eurolande kan straffes, hvis grænserne bliver overtrådt.

2011:

SEKS LOVE (”sixpack”) skærper krav til underskud og gæld, som også ikke euro-lande skal betale af i rater.
DET EUROPÆISKE SEMESTER – en ny måde at indrapportere og overvåge landenes finanslove på, bl.a. ved kontrol af makro-økonomiske ubalancer (lønudvikling, privat gældsætning, m.v). Alle skal overvåges, men kun eurolande kan straffes.

2011:

EUROPLUSPAGT: Frivillig aftale mellem 23 EU-lande om at skære ned på offentlige udgifter og forbedre konkurrenceevnen.

 2012: 

FINANSPAGT mellem alle EU-lande – undtagen Storbritannien, Tjekkiet og Kroatien – skærper krav om et budget i balance eller bedre samt afbetaling af for høj gæld. Reglerne skal skrives ind i landenes forfatning eller i anden permanent lov. Alle deltagerlande kan straffes med bøder undtagen Sverige, som har tilsluttet sig på egne betingelser. I kraft fra 2014.

 2013:

TO NYE LOVE (”twopack”) giver Kommissionen beføjelser til at kræve ændringer i et eurolands kommende finanslov, hvis underskuddet er for stort.

 2014-2016:

BANKUNION med fælles tilsyn, afviklingsmekanisme for dårlige banker og med forslag om indskydergarantiordning.

 2015: 

Forslag om en KAPITALMARKEDSUNION.