Magt og interesser styrer samarbejde

NETVÆRK. Danmark, Sverige og Storbritannien har valgt euroen fra, men bliver ikke holdt uden for indflydelse på andre områder af den grund. Tværtimod har de tre ”udenfor-lande” en meget stærk netværkskapital; de er nogle af dem, som de andre EU-lande helst vil samarbejde med.

Det viser interviews med mere end 600 EU-diplomater og embedsmænd, som forskere ved Göteborgs Universitet har lavet af flere omgange siden 2003.
EU-landenes ambassadører og deltagere i de vigtigste arbejdsgrupper, som forbereder ministerrådets beslutninger, er blevet spurgt: Hvilke andre EU-lande samarbejder I oftest med for at opnå en fælles løsning? Det land, som bliver nævnt først, får ti point, nummer to ni point og så fremdeles.

Svarene viser, at Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Sverige, Danmark og Holland var de mest efterspurgte partnere i 2009 – tættest på midten i illustrationen. Foreløbige tal fra 2012 giver en lidt mindre central placering til Storbritannien og Danmark.
Rumænien, Bulgarien, Slovenien og Portugal fremstår som outsiders – dem de andre ikke er særlig interesserede i at samarbejde med. Kroatien, som kom med i 2014, er ikke med i undersøgelsen.

Nord, syd og øst
Sveriges høje placering kunne måske forklares med, at de interviewede har været venligt stemt over for svenske forskere. Men en tredjedel af interviewene er blevet lavet fra Europauniversitet i Firenze og to tredjedele fra Göteborg.

»Det havde ingen effekt på svarene, hvem der interviewede. Faktisk fik Sverige en anelse højere placering, når spørgsmålene blev stillet fra Firenze,« påpeger Daniel Naurin, professor i statskundskab på Göteborgs Universitet.

At være efterspurgt som samarbejdsland er ikke det samme som at have magt.

»Ingen vil kunne sige, at det er Sverige eller Danmark, som kører EU. Det, man kan sige, er, at små lande kan have en central placering i forhandlingerne om de kompromisser, som EU-beslutninger oftest munder ud i. I sidste ende er det interessefællesskab og stemmemagt, som styrer,« siger Daniel Naurin,

På den baggrund er det vigtigt at se, hvem som samarbejder med hvem. Hvis lande, som opgiver hinanden som foretrukne partnere, forbindes med hinanden, viser det sig, at EU bag de lukkede døre består af flere forskellige netværk. Lidt forsimplet forhandler landene i nord med hinanden, ligesom landene i syd, mens østlandene danner en tredje netværksgruppe. De tre store medlemsstater Storbritannien, Tyskland og Frankrig binder de tre grupper sammen.

Som i Melodi Grand Prix
Hvad er forklaringen på de mønstre?

»Det er de fælles interesser, som er afgørende. Landene samarbejder med dem, som de grundlæggende er mest enige med, fra sag til sag. Så har det ingen betydning, at man i andre sammenhænge, som ved brug af euroen, skiller sig ud,« siger Daniel Naurin.

»Selvfølgelig er der også de kulturelle forklaringer. Det er altid nemmere at samarbejde med dem, som ligner én selv mest. Det er lidt det samme mønster, man kan se i afstemningen til Melodi Grand Prix, og når folk mingler i Bruxelles. Så står skandinaverne for sig og sydeuropæerne for sig.«

Men den kulturelle forklaring holder ikke, når det kommer til en populær tese blandt andre forskere; at der i EU’s indre kredse skulle udvikles en særlig klubkultur, hvor man snakker sammen og udvikler en forståelse for det ”europæiske perspektiv”, mener Daniel Naurin.

EU-samarbejdet skal mere forstås som et resultat af kompromisser baseret på interesser og stemmemagt end som følge af en særlig Bruxelles-konsensus blandt diplomater.

»De tre store – Tyskland, Frankrig og Storbritannien – er blevet mindre generøse i takt med, at deres stemmemagt er øget i Ministerrådet, senest ved Lissabon--traktaten.
De tre står stejlere på deres egne interesser, når brugen af flertalsafgørelser forøges. Det er helt rationelt; aktører, som har mindre at vinde på at være generøse i forhandlinger, er også mindre generøse,« siger Daniel Naurin på baggrund af interviews med 231 EU-forhandlere om deres stemmestrategier.

Misvisende fællesskabsværdier
Omvendt viser hans forskning, at lande med lille reel indflydelse er mest ”generøse”, når det gælder om at give afkald på deres egne interesser.

Storbritannien, Frankrig og Tyskland er decideret stivnakkede, mens generøsitetslisten toppes af Bulgarien, Ungarn, og Finland med Danmark som nummer fire. Selv om Daniel Naurin konstaterer, at de tre store lande tydeligvis handler i egen interesse, indebærer det ikke, at de altid får deres vilje:

»Det gør de ikke, fordi de ikke altid er enige eller har de samme interesser. Den gamle fortælling, at det oftest ender med, hvad Tyskland og Frankrig kan blive enige om, og som Storbritannien ikke modsætter sig.«

»EU er stadig en mellemstatslig konstruktion på trods af overnationale træk. De ofte omtalte fællesskabsværdier kan give et misvisende billede af, hvordan EU-samarbejdet fungerer,« siger han. 