Månedens interview: EU i opgør med velfærden

Halvdelen af alle portugisere arbejdede i 2008 på overenskomst, mens det i dag kun er seks procent. 40 procent af de græske hospitaler er lukket siden finanskrisen, og hver fjerde græker har ikke længere råd til den nødvendige sundhedsforsikring.

I sine film dokumenterer journalist Harald Schumann, hvordan EU’s krisepolitik efter finanskrisen har nedbrudt velfærdsstaterne i Europas hårdest ramte lande.

Det er særligt Trojkaen – der består af Den Europæiske Centralbank, Den Internationale Valutafond og Europa-Kommissionen og blev sammensat for at forhandle og overvåge hjælpepakker til de kriseramte lande efter finanskrisen i 2008 – han giver skylden. Til gengæld for hjælpepakkerne fulgte nemlig et krav om stram sparepolitik.

»Hele Trojka-regimet bygger på en forkert antagelse: at man kan stabilisere statsgæld i en recession. Det har aldrig virket nogen steder. Det er umuligt, at alle dele af en økonomi kan spare på samme tid. At spare betyder, at man bruger mindre, end man tjener, og hvis alle gør det, vil landets økonomi blive ved at skrumpe. Det er det, der er sket i eurozonens kriselande,« forklarer Harald Schumann til NOTAT.

Overså den sociale katastrofe

Ved siden af sin redaktørpost på den tyske avis Der Tagesspiegel, har han de seneste år produceret to kritiske dokumentarer om EU’s sparepolitik sammen med filmmanden Arpad Bondy.

Den seneste, Unchecked Power: ”The Troika”, havde premiere i begyndelsen af 2015. Der rejser de to rundt til de lande i Europa, Grækenland, Irland, Cypern og Portugal, der blev hårdest ramt af finanskrisen og tilsammen har fået lån på 400 millarder euro. Filmen viser, hvordan sparepolitikkerne underminerer de nationale økonomier, og dens hovedkritik er, at trojkaen fuldstændig ignorerede den økonomiske og sociale katastrofe, som ville følge af de strikse besparelser.

»Og det ligner ikke en fejl, men noget man gjorde med vilje,« mener Harald Schumann. I filmen citerer han en fortrolig rapport fra 2010 fra IMF’s repræsentanter i Athen, der blev sendt til centralbankens europæiske ledelse. Den fastslog dengang, at sparepolitikken ville føre til recession og have store sociale konsekvenser.

»Men sparepolitikken fortsatte. Det lader til, at der er dele af EU’s top, som følger en særlig ideologi fri fra empiriske fakta og gerne vil af med de europæiske velfærdsstater og den europæiske sociale model,« siger han.

»Ideologien er, at velfærdsstaten er i vejen for markedsøkonomien, og lader vi bare markedskræfterne arbejde, skal Europas økonomier nok komme på ret køl. Men tallene viser, at det er de ansatte i servicefagene, de offentligt ansatte og mennesker med simple, faglærte job, som sparepolitikken rammer. Det er ikke en del af den europæiske idé.«

Ud med ECB og IMF

Harald Schumann beskriver sig selv som pro-europæer. Han tror på, at løsningerne, også på økonomiske kriser, skal findes fælles i EU. Ifølge ham er eurozonens krisepolitik bare langt fra demokratisk nok.

»Det, vi virkelig har brug for på den lange bane, er en reform af eurozonen og den fælles valuta i en mere demokratisk retning, så de skader, vi har set, ikke sker igen,« mener Harald Schumann.

Første skridt er at smide Den Internationale Valutafond ud. Europa er rigt nok til at finansiere sine egne hjælpepakker fremover, mener han. Det næste er at smide Den Europæiske Centralbank ud af Trojkaen. Det er en økonomisk myndighed, og den har intet at gøre med at formulere politik i eurozonens lande.

»Vi er nødt til at lave hele ikke-institutionen, som Trojkaen er, til en rigtig EU-institution. Den Europæiske Stabilitetsmekanisme, som blev indført efter krisen, er fra et økonomisk perspektiv de facto en europæisk valutafond, men den bygger på en mellemstatslig aftale og har intet at gøre med de andre institutioner. Vi er nødt til at lave den om til en rigtig europæisk valutafond, som kan kontrolleres af Parlamentet.«

Harald Schumann peger på USA som et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Her er også økonomisk svage stater, og Californien var på et tidspunkt konkursramt og brugte i en periode en parallel valuta.

»Men det betød jo ikke, at den amerikanske valuta, dollaren, brød sammen. Slet ikke. For i det amerikanske system er der en indbygget stabilitetsmekanisme, som garanterede, at Californiens statsobligationer ville blive betalt i sidste ende. Det var den type garanti, Den Europæiske Centralbank ikke stillede for Grækenland efter finanskrisen, og så flygtede investorerne,« uddyber Harald Schumann.

Ingen forandring uden vælgerne

En sådan demokratisk reform af EU vil betyde mere kreditkontrol og mere gennemsigtighed i EU’s krisepolitik, men den vil også kræve mere suverænitetsafgivelse til EU fra eurozonens lande. Men der har EU et problem i krisehåndteringen med EU-skeptiske befolkninger, der stadig tror på, at det er en mulighed at gå tilbage til separate nationalstater i Europa.

»Hvis vi skulle rulle 30 års økonomisk integration tilbage, ville alle lande selvfølgelig miste produktivitet og økonomisk styrke. Resultatet ville blive den værste økonomiske krise i Europas historie siden 2. Verdenskrig, og det er den udvikling, de fleste ikke tænker på.«

Han køber ikke argumentet om, at hvis der bare var mere information, ville flere kunne se, at de bedste løsninger på krisen findes på europæisk niveau.

»Informationen er der, man skal bare ville sætte sig ind i det. Vi er nødt til at indse, at vi er europæiske borgere, og at det også delvist er vores skyld, at vi ikke tog bedre hånd om kriselandene noget før. De fleste mennesker i Europas lande går ikke op i EU, før der går noget galt, og så brokker de sig.«

Harald Schumann mener derfor heller ikke, at problemet kun er demokratisk underskud i EU, men også at for mange ikke gør brug af deres demokratiske rettigheder.

»Der er mange, der brokker sig over det udemokratiske i EU lige nu. Vil de forandre noget, må de protestere, og de må gå mere op i de europæiske valg,« siger han.

»Det går den vej rundt. Skal vi skabe den nødvendige reform, skal kravet komme fra de europæiske befolkninger. Det er os, der skal stille krav til vores nationale politikere og vælge de rigtige medlemmer af parlamentet, så de kan få sagt til trojkaen: ”Hey, det er os, der er de folkevalgte, så giv os vores magt tilbage og smut!”. Det forstår jeg ikke, de ikke har gjort noget før, og det er kun vælgerne, der kan sørge for at vælge dem ind, der tør gøre det.« 

Blå bog:

Harald Schumann er født 1957 i Kassel, Tyskland.

Uddannet ingeniør, men siden 1984 journalist på bl.a. Tageszeitung og Der Morgen. I dag redaktør på dagbladet Der Tagesspiegel, der har hovedsæde og hoveddelen af sine læsere i Berlin.

Har ved siden af journalistgerningen udgivet flere dokumentarer og fagbøger, blandt andet Der globale Countdown, for hvilken han modtog prisen Den Politiske Bog i 2009.

Modtog i 2013 den Deutschen Fernsehpreis for do-kumentaren State Secrets: Bank Bailout sammen med Arpad Bondy.