Centralbanken fumler sig frem

Den Europæiske Centralbank (ECB) sidder på mange måder tungt på pengene i EU. Den styrer renten, og beslutter om den vil give milliardlån til store banker eller ej. Det er magt, der vil noget, så der har længe været et pres på ECB for at få indført etiske regler, der matcher institutionens voksende betydning.

I 2015 var ECB’s regler derfor gennem en storvask. Nye regler for adgang til dokumenter, for ansattes adfærd, og for samspillet med den private finanssektor – lobbyister og andre bankrepræsentanter.

Der er reelle fremskridt i pakken. ECB er f.eks. blevet den EU-institution med de skrappeste regler for ”svingdøren”, d.v.s. for hvilke jobs tidligere medarbejdere umiddelbart kan tage efter, de har forladt banken. Men især to episoder viser, at de nye regler måske kun er de første skridt på vejen.

Coeurés fodfejl
Den første udspandt sig omkring et møde i maj, hvor det franske medlem af ECB’s ledelse, Benoît Coeuré, underholdt et lukket møde med akademikere og bankfolk med detaljer om, hvordan ECB havde tænkt sig at fortsætte sine opkøb af statsobligationer. Hovsa.

Det var ikke offentligt kendte oplysninger, så de tilstedeværende banker havde lige nogle timer til at skaffe sig fordele, som de øjensynligt brugte –  ”for eurokursen ændrede sig betragteligt med det samme”, skrev Norbert Häring fra det tyske Handelsblatt. Coeuré erkendte hurtigt sin fodfejl og bedyrede endda i et interview bragt på ECB’s hjemmeside, at han ikke længere vil tale ved begivenheder arrangeret af banker.

Affæren fik hurtigt konsekvenser. Få måneder efter – i oktober – vedtog ECB’s ledelse et sæt regler, der pålægger bankens ledelse at holde mund om forestående beslutninger, og som lægger begrænsninger for, hvilke invitationer ECB’s top kan sige ja til og hvornår.  Så det var jo godt.

Men få uger efter skulle selvsamme spritnye charter om offentlige møder og invitationer blive udfordret. Den britiske avis Financial Times bragte den 2. november en historie om de mange møder med store banker, ECB selv er vært for i bankens egne lokaler i Frankfurt.

Problemet var, at mange møder fandt sted umiddel-bart før vigtige beslutninger, så avisen rejste spørgsmålet, om det egentlig batter noget at lægge begrænsninger på, hvilke møder ECB kan deltage i pr. invitation, hvis banken selv afholder lignende møder som vært. Den kunne banken ikke forklare, så i december blev reglerne justeret igen. Denne gang med et mere generelt forbud mod at omtale forestående store beslutninger, umiddelbart før de tages.

Trichets formandsskaber
Om reformbølgen slutter med dét, er svært at sige. Men der kan argumenteres for, at der er langt igen. F.eks. er bankens formand, Mario Draghi, fortsat medlem af en lobbylignende klub, kaldet G30, der tæller folk fra nogle af de største banker i EU og på Wall Street.

Hidtil uden restriktioner på, hvad Draghi kan foretage sig i dét regi. Og bankens etiske komité skal man nok ikke vente sig meget af i den sammenhæng. Dér hedder formanden Jean-Claude Trichet. Han er tidligere formand for ECB og såmænd nuværende formand for G30. 