Krisen i EU spøger blandt europæiske studerende

UDVEKSLING. En million Erasmus-babyer. Så mange børn er blevet sat i verden af forældre af forskellige nationaliteter, der siden 1987 har mødt hinanden gennem EU’s udvekslingsprogram. Det var i hvert fald Kommissionens bud i 2014, hvor man evaluerede Erasmus-programmet og kunne konstatere, at der i dag er over 16 millioner ægteskaber på tværs af EU-landenes grænser.

Hvert år rejser en kvart million europæere til et andet europæisk land for at studere, forbedre sprogevnerne og ikke mindst feste med andre unge studerende. Erasmus-programmet er et af Kommissionens hjertebørn, som skal styrke den europæiske identitetsfølelse, sammenholdet i Europa og åbne op for lyst og vilje til at bo og arbejde på andre dele af kontinentet. Som

NOTAT’s udsendte reporter er jeg taget til Prag, hvor jeg selv var på udveksling i foråret 2011. Det var en tid præget af finanskrise og stigende arbejdsløshed i Europa, men her var også en grad af optimisme og tegn på fremgang på visse områder. Folk talte dengang håbefuldt om det arabiske forår, som skulle gøre op med Mellemøstens diktatorer og bringe demokrati til regionen.

Et krav til forandring, som vel at mærke så ud til at komme fra folket selv i de pågældende lande frem for gennem vestlig militærindblanding. Ikke mange havde dog blik for konsekvenserne af de udbrudte borgerkrige, den humanitære katastrofe og den efterfølgende masseflugt mod Europa. At EU’s grænser få år senere skulle trues af lukning, og lande være på vej til at melde sig ud af Unionen, lå ikke ligefor. EU’s mulige kollaps var aldrig et seriøst samtaleemne over eftermiddagsøllet på de tjekkiske beværtninger.

Brexit vækker bekymring
I dag er det anderledes, forklarer to nuværende Erasmus-studerende, som jeg møder på det humanistiske fakultet på Karls-universitetet i Prag. Ikke mindst i forhold til den kommende Brexit-afstemning.

»Alle her er opmærksomme på det og en smule bekymrede,« siger 20-årige William Chamberlain, der hjemme i det østlige England studerer historie ved Essex-universitet.

»Vi er sandsynligvis alle enige om, at Storbritannien bliver nødt til at blive i EU. Ellers ved vi ikke rigtigt, hvad der kommer til at ske,« siger han.

Hans medstuderende fra historiestudiet, Abbie Burnett, er enig.

»Det er ikke fordi, at jeg bare vil bevare status quo. Men jeg er nervøs for, hvad der kommer til at ske, hvis vi forlader EU. Det er aldrig godt for et land at isolere sig selv«.

De to englændere stemmer således begge for at blive i EU. Dermed hører de til størstedelen af britiske unge, som ifølge meningsmålinger er markant mere tilbøjelige til at stemme ja til aftalen end de ældre generationer. De to englændere har forsøgt at sætte sig ind i begge lejre og har forståelse for en del af argumenterne fra Brexit-tilhængerne.

I sidste ende er der dog flere fordele end ulemper ved at blive i Unionen, vurderer William Chamberlain. Han håber, at afstemningen kan hjælpe med at få sparket gang i nogle reformer af EU, som kan forhindre yderligere skridt på vej mod en opløsning af Unionen.

Mere tolerant
William Chamberlain overvejede oprindeligt at tage på udveksling i USA. Han tænkte, at det kunne gøre det vanskeligt at studere i Europa, at han kun taler engelsk. Muligheden for at få et Erasmus-legat fik ham dog til at se efter en europæisk udvekslingsdestination, og valget faldt på Karls Universitet i Prag. Efter to semestre i byen er begge studerende snart på vej tilbage til England.

»At møde så mange forskellige mennesker har lært mig utroligt meget,« siger Abbie Burnett om udbyttet af sit ophold i den populære Erasmus-destination. 

»Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var tolerant før, men jeg er nok blevet mere tolerant af et være her. Jeg har fået en masse nye perspektiver på tingene,« uddyber hun. De nye perspektiver er også noget, William Chamberlain lægger vægt på.

»Opholdet har givet mig og mine venner her en masse forskellige syn på begivenheder i verden. Ikke mindst med hensyn til fortidens europæiske konflikter. Det er altid gavnligt at vide, hvordan folk fra andre lande tænker om forskellige emner,« siger han.

Disse opfattelser er i tråd med Kommissionens evaluering af Erasmus-programmet, hvor man undersøgte holdningerne blandt 75.000 studerende i EU. Over 80 procent af dem, der havde deltaget i Erasmus-udvekslingen, gav udtryk for, at de efterfølgende følte sig mere europæiske og bedre kunne se problemer fra andre landes perspektiver.

Forhindringer for udveksling
Kommissionens undersøgelse viser dog også, at økonomiske årsager er den hyppigste begrundelse for ikke at tage på udveksling blandt de europæiske studerende. Dette er særligt udtalt i Syd- og Østeuropa.

Netop her har EU fejlet, lyder kritikken fra Marie Czuray, der fra universitetet i Wien har forsket i Erasmus-programmet med fokus på venskaber mellem udvekslingsstuderende. Hun mener, at det er et problem, at det primært er studerende fra den økonomiske middel- og overklasse, der tager på udveksling. 

»Selvom der er legater, kræver det stadigvæk en bedre økonomisk baggrund at tage afsted. Erasmus-programmet burde gå efter folk, som ikke engang har overvejet at tage på udveksling, fordi de bor i lande, hvor der ikke er tilstrækkelig med finansieringsmuligheder«.

Hun stiller samtidigt spørgsmålstegn ved, hvor meget programmet i virkeligheden ændrer ved den samlede identitetsfølelse og solidaritet blandt unge europæere på tværs af kontinentet, når det primært er folk fra samme sociale klasser, der rejser ud. Ikke mindst fordi det i første omgang er disse mennesker, der studerer på de videregående uddannelser i det meste af Europa.

Hverken William Chamberlain eller Abbie Burnett kommer fra familier med akademiske forældre. Dermed udgør de et klart mindretal blandt deres medstuderende. William Chamberlain erkender dog, at mange af hans medstuderende minder om ham selv politisk set.

»De fleste af dem, jeg har mødt her, har sandsynligvis allerede været mere åbne over for omverden og tilhængere af et tættere Europa,« siger han.

Han mener dog, at det under alle omstændigheder ville være sundt for EU-skeptikere, ikke mindst britiske Brexit-
tilhængere, at opleve et udvekslingsophold under Erasmus.

»Jeg er sikker på, at det i det mindste ville give dem ét godt eksempel på, hvad Europa er i stand til«.

Usikker fremtid
Erasmus-programmet blev i 2014 udvidet til også at inkludere andre områder end uddannelse såsom sport og jobpraktik. Udover EU’s medlemslande deltager lande som Norge, Island og Tyrkiet også i aftalen.

Indtil for nylig var Schweiz også en del af Erasmus, men efter vedtagelsen af en anti-immigrationslov, der satte et maksimum for antallet af nytilkomne, måtte landet forlade programmet i 2014. De seneste år har der desuden været tale om, at Grækenland muligvis må forlade udvekslingsprogrammet på grund af landets finansielle situation.

Erasmus er således et af de områder, der er på spil i usikkerheden om EU’s fremtid. Ifølge Ivana Herglova fra det europæiske kontor på Karls-universitetet ville de fleste udvekslingsaftaler sandsynligvis fortsætte, selv hvis programmet i sidste ende blev nedlagt. Koordineringen ville dog blive mere besværlig og finansieringen ville afhænge af de enkelte lande og universiteter.

Det ville også kunne betyde, at udvekslingen i sidste ende blev opdelt i mindre europæiske regioner, så folk i eksempelvis øst og vest ikke længere kom til at studere sammen. Så langt håber man ikke, at det kommer til at gå på Karls Universitet.

»Ingen kan sige, hvad der kommer til at ske med det europæiske projekt i de kommende år. Men vi er bestemt imod en svækkelse af Erasmus,« siger Ivana Herglova.

De to engelske studerende mener også, at det ville være ærgerligt, hvis Erasmus-programmet forsvandt som en konsekvens af politiske uenigheder i EU.

»Jeg kender mange her, som ikke ville have mulighed for at studere i udlandet uden Erasmus-bevillingerne,« siger William Chamberlain. Abbie Burnett er enig. Hun mener, at der ville gå noget tabt, hvis studerende stoppede med at tage på udveksling i udlandet.

»Hvis man ikke blander sig med andre kulturer, kommer man kun til at se verden fra ét perspektiv.«