ARTIKLER


Ingen indflydelse til succesfulde borgerinitiativer

Det Europæiske Borgerinitiativ skulle gøre EU mere demokratisk, men har endnu ikke rystet et eneste lovforslag af sig. Kommissionen mangler vilje til at gennemføre borgerinitiativer, lyder kritikken.


Af Amalie Mersh & Ditte Lunde
7. april 2016

FRUSTRATION. For at styrke EU's demokratiske legitimitet vedtog medlemslandene i 2012 Det Europæiske Borgerinitiativ i forbindelse med Lissabon-traktaten. Folket skulle med en million underskrifter have muligheden for at stille lovforslag.

Som Borgerinitiativet ser ud nu, kan Kommissionen dog selv bestemme, om de vil handle på succesfulde initiativer. Det har de indtil videre ikke gjort, selvom tre initiativer er nået op på over en million underskrifter.

”Kommissionen mangler politiske nosser”
I 2013 afleverede bevægelsen Right2Water 1.884.790 underskrifter til Kommissionen.
Right2Water kæmper for, at adgang til vand skal være en menneskeret. Derfor vil de have EU til at lovgive imod privatisering af vandværker. Bag sig har de en række store fagforbund fra hele Europa.

De har nu sammen med EU-Parlamentet prøvet at få Kommissionen til at handle og fremsætte et lovforslag. Indtil videre uden held.

»Kommissionen mangler politiske nosser og politisk vilje til at handle,« siger Jan Willem Goudriaan som er næstformand i Right2Water.

»Det er meget let at drukne Det Europæiske Borgerinitiativ i bureaukrati. Hvis Kommissionen vil handle, så handler de. Og hvis de ikke vil, så gør de det ikke,« lyder hans konklusion.

Initiativer skal gøres bindende
For andre succesfulde borgerinitiativer er der heller ikke sket noget fra Kommissionens side. Det drejer sig blandt andet om Vivisection, der ønsker at udfase brugen af dyreforsøg, samt OneOfUs, der ser menneskelivet som ukrænkeligt og derfor vil forbyde forskning i stamceller.

ECI Campaign, der arbejder for borgernes demokratiske indflydelse, har udarbejdet en rapport i forbindelse med Borgerinitiativet. Her peger flere initiativtagere på, at hvis Borgerinitiativet skal have en fremtid, skal det gøres bindende for Kommissionen at handle på succesfulde initiativer.

György Schöpflin, der er medlem af EU-Parlamentet for det ungarske parti Fidesz, ser også gerne, at Kommissionen tvinges til at handle på succesfulde initiativer. Han er hovedforhandler for en nyligt vedtaget resolution om Borgerinitiativet og er især bekymret for konsekvenserne af Kommissionens tilbageholdenhed.

»Hvis du afviser et initiativ, som faktisk har fået en million underskrifter, så skaber du en million euroskeptikere,« siger han.

Resolution uden krav
Den socialdemokratiske gruppe S&D ville dog ikke stemme for resolutionen, hvis den skulle tvinge Kommissionen til at fremsætte lovforslag i parlamentet. György Schöpflin gik på kompromis, og EU-Parlamentet vedtog i stedet en resolution om Borgerinitiativet, der ikke indeholder specifikke krav til Kommissionen.

I stedet opfordrer den blandt andet til at forbedre kendskabet til Det Europæiske Borgerinitiativ ved at finde penge i budgettet til reklamer i TV og radio.
Generalsekretær for ECI Campaign, Carsten Berg, kalder resolutionen ”tandløs”.

»Borgerinitiativet er i en afgørende tid, for hvis der ikke bliver gjort noget for at forbedre det, vil færre gøre brug af det,« siger han og peger på, at der kun er fem nye initiativer, som er blevet registreret i 2015.

Dårlig undskyldning
Lektor og EU-forsker ved CBS, Sine Nørholm Just, mener, at Borgerinitiativet kunne være en god måde for Kommissionen at gå i dialog med borgerne på.

»Når de afviser det hele, er borgerinitiativet i bedste fald ligegyldigt og i værste fald et irritationsmoment,« siger hun med henvisning til den frustration, som manglende handling kan lede til. Hvis Kommissionen fortsætter med at ignorere succesfulde initiativer, vil de få endnu et problem, tilføjer Sine Nørholm Just.

»Det begynder at blive rigtig problematisk for dem at retfærdiggøre, at de holder fast i det her initiativ, og det ikke er andet end en dårlig undskyldning for manglende demokrati,« siger hun.

Sine Nørholm Just er spændt på, hvordan initiativet vil blive kommunikeret uden nogen rigtige succeshistorier. Hun mener dog alligevel, at Det Europæiske Borgerinitiativ er for ungt til, at man kan tale om en generel politisk uvilje i Kommissionen.

Afviste kæmper stadig
Flere initiativer bliver afvist ved selve registreringen, fordi Kommissionen vurderer, at forslaget ligger uden for rammerne af dens beføjelser. Det er flere initiativer dog ikke enige i. Fem af dem har derfor lagt sag an mod Kommissionen.

En af dem er Stop TTIP, som vil bremse forhandlingerne mellem USA og EU om den transatlantiske frihandelsaftale. De besluttede sig derfor for at køre et selvorganiseret borgerinitiativ. Et år senere afleverede de 3,2 millioner underskrifter til Kommissionen, og det er derfor det initiativ, der har samlet flest underskrifter.

»Vi fandt ud af, at Domstolen er kronisk overbelastet med sager, og det tager meget lang tid for dem at komme frem til en beslutning. Især for borgerinitiativer,« siger Michael Efler, som er koordinator for Stop TTIP.

Folkene bag Stop TTIP blev overraskede over, at de ikke kunne bryde ind i forhandlinger. De fik at vide, at et borgerinitiativ skal være et forslag til ny lovgivning. Det må altså ikke ændre i eksisterende lovgivning.

»Et af de borgerinitiativer, der blev registreret, hedder ”Ophævelse af traktaten mellem EU og Schweiz”.  Men vi må ikke stoppe de igangværende forhandlinger om TTIP,« siger Michael Efler om baggrunden for sagsanlægget.

Fremtidens Borgerinitiativ
György Schöpflin mener, at Kommissionen selv er klar over, at Borgerinitiativet ikke er en bragende succes. Det er dog ikke noget, som Kommissionen selv vil anerkende.

»Det faktum, at flere initiativer allerede har nået en million underskrifter og modtaget politisk respons, viser, at Det Europæiske Borgerinitiativ virker. Det er et nyt værktøj, men det er allerede fuldt ud funktionelt,« siger Natasha Bertaud, som er talsperson i Europa Kommissionen. Hun vil dog ikke svare på yderligere spørgsmål.

Michael Efler fra Stop TTIP synes, at Det Europæiske Borgerinitiativ er meget tæt på at være en fiasko. Han efterspørger en reform af projektet.

»For at være ærlig, så tror jeg ikke på, at det vil udvikle sig til et instrument, hvor man kan ændre noget politisk,« siger han.

György Schöpflin tror til gengæld, at der er nye tider på vej for Det Europæiske Borgerinitiativ.

»Man bliver nødt til at være optimistisk i den her branche,« siger han.
Den 20. april i år afholder Kommissionen en konference, hvor Det Europæiske Borgerinitiativ er på dagsordenen