Humanitære hjælpearbejdere skal kunne straffes

DE UVILLIGE. Ministerrådets hollandske formandskab vil udviske de juridiske forskelle mellem hjælp til ulovlig indvandring og trafficking, så begge definitioner fremover betragtes som menneskesmugling med henblik på at udnytte de indsmuglede personer.
Humanitær hjælp til flygtninge skal dermed kunne retsforfølges. Sådan beskriver Steve Peers, professor i EU-ret ved universitetet i Essex, arbejdet med en kommende EU-lov om ”smugling af migranter”, som han har fået indsigt i.

»Forslaget  tager ikke hensyn til den centrale rolle, som lokale grækere og andre frivillige har spillet ved modtagelsen af flygtninge. EU-lov må ikke kunne bruges til at
straffe humanitære hjælpere,« siger Peers.

Samtidigt arbejder Grækenland på, at nødhjælpsarbejdere i landet skal registreres af politiet for at få lov til at arbejde.

»Forslaget vil kriminalisere ngo’er, lokale indbyggere og frivillige, som arbejder heroisk med at hjælpe flygtninge, mens EU’s institutionerne ikke gjorde noget som helst,« siger Tony Bunyan fra dokumentationscentret Statewatch, der arbejder med at gøre de to forslag kendte.

”Skruet brutalt op”
De to initiativer kan ses som et eksempel på et mere udtalt politisk ønske om at ”skrue brutalt op” ved EU’s ydre grænser, som den radikale Sofie Carsten Nielsen også har givet udtryk for, og som er en følge af de hurtigt voksende revner i den fælles asyl- og indvandringspolitik – en politik baseret på to grundpiller:

• Indrejsende registreres ved unionens ydre grænser, mens der er fri bevægelse mellem medlemslandene.
• Indenfor de ydre grænser er der fælles regler for asylansøgere, migranter, turister, forretningsrejsende, og hvem der ellers bliver lukket ind.

Problemet er, at på asylområdet har de fælles regler aldrig rigtigt virket. Det har advokater, migranter, asylansøgere og menneskesmuglere vidst siden den 21. januar 2011. Den dag erklærede Europa-rådets Menneskerettighedsdomstol (EMD), at

Grækenlands ”nedværdigende” behandling af asylansøgere var et brud mod den Europæiske Menneskeretskonvention. Belgien måtte derfor ikke sende afghaneren M.S.S. tilbage til Grækenland, hvor han først var kommet til.

Dublin i opløsning
Et år senere afsagde EMD en lignende dom over Italien i en sag om en flygtende familie; som ikke kunne sendes tilbage fra Schengenlandet Schweiz uden at komme i strid med Menneskeretskonventionen.

»Med de to domme gik Dublin i opløsning,« konstaterer Anette Christoffersen Integrationschef i Dansk Flygtningehjælp.

I praksis har Italien og Grækenland kun registreret eller asylbehandlet et fåtal af dem, der kom over havet. Det var aldrig en statshemmelighed, men heller ikke noget, som virkelig optog sindene længere nordpå. Først med den øgede trafik fra Nordafrika til Italien, senere fra Tyrkiet til Grækenland, blev konsekvenserne for alvor tydelige.

Det todelte svar fra EU-systemets side består nu af et forsøg på at genetablere den grænsekontrol, som hidtil ikke har virket i den græske ø-verden, kombineret med betaling til Tyrkiet for at holde asylansøgere og migranter tilbage på tyrkisk jord. Den anden del af krisehåndteringen er Kommissionens forsøg på at gennemtrumfe en ny Dublin-forordning. Her skal medlemslandene forpligte sig eller tvinges til at fordele asylansøgere mellem hinanden. En proces der forsigtigt sagt, går trægt.

14 lande imod
Lige nu har 14 af de 28 medlemslande – alle de tidligere østlande plus Belgien, Frankrig, Spanien og Portugal – et ”generelt forbehold for substansen” i det nye forslag om fordeling af asylansøgere i krisesituationer. Det fremgår af et referat fra ministerrådets generalsekretariat, som Statewatch har gjort tilgængeligt.

Kun Tyskland, Østrig og Sverige fremstår som fortalere for et fordelingssystem. Sveriges justits- og migrationsminister, Morgan Johansson, henviser til beslutningen i efteråret 2015 om at fordele 160.000 asylansøgere, som befinder sig i Grækenland og Italien, for at vise at det vanskelige alligevel er muligt.

»Vi fik den midlertidige omfordeling igennem med kvalificeret flertal. Så må vi bygge videre med støtte fra de lande, som gik med på det,« siger han.
Men det er jo ikke gennemført – færre end 500 af de 160.000 er kommet videre?

»Nej, men der var en accept af selve tanken, og der var mange, som mente, at det ikke engang ville være muligt. Men jeg må sige, at det ser mørkere ud end i efteråret, fordi Polen siden har skiftet regering.«

Kan man omvendt forestille sig en effektiv grænsekontrol uden et omfordelingssystem?
»De to ting hænger sammen. Asylansøgere skal ikke kunne vælge det land, som de vil til, og landene skal ikke kunne vælge, om man vil modtage ansøgere eller ej. Hvis man ikke finder en løsning hele vejen, så ender det med den skæve fordeling, som vi har nu. Sådan er det jo,« siger Morgan Johansson.

”Så ses vi i retten”
Stillet overfor spørgsmålet om ikke grænsekontrol og en ny Dublin-forordning hænger sammen, svarer den danske EU-kommissær Margrethe Vestager.

»Jeg ved ikke, om man kan etablere et 1:1-forhold mellem de ydre grænser og Dublin. En ny Dublin-forordning er højt prioriteret af det hollandske formanskab, men det er vitterligt et åbent spørgsmål, hvad der vil ske. Der er brug for fællesskab i langt højere grad, både for at beskytte flygtninge og for at sende de afviste tilbage.«

Men ikke engang den fordelingsordning, man er blevet enig om, bliver gennemført?
»Det er en helt klassisk situation. Vi fører nogle robuste diskussioner, og hvis det ikke virker, ses vi i retten,« siger Margrethe Vestager.

Mini-Schengen
Den oprindelige politik – og på papiret mest logiske løsning – som dækker over kontrol og bunden fordeling, fortoner sig efterhånden i horisonten. Imens ruller medlemslandene pigtråd ud, indfører transportøransvar og I

D-kontroller, og lovgiver om beslaglæggelse af asylansøgeres værdigenstande.
Fra EU-systemets side indebærer det en anden og større udfordring end flygtningenes skæbne: Truslen mod fri bevægelighed. Kommissionen fik i december til opgave at forberede en midlertidig suspension af Schengenreglerne i op til to år (NOTAT nr. 1291) – en slags accept af tingenes tilstand.

»Når medlemslandene søger at finde nationale løsninger bliver vi i Kommissionen optaget af, at Schengen kan fortsætte i en eller anden form, for hvad er alternativet?,« kommenterer Margrethe Vestager.

Et alternativ kan vel blive et mini-Schengen mellem de oprindelige medlemslande, (Belgien, Holland, Luxembourg, Tyskland og Frankrig)?

»Ja, den diskussion er kommet tilbage, og den bliver meget kontant,« siger Margrethe Vestager.

Dokumentet er tilgengængeligt hos Statewatch.org