EU’s sidste krise?

KOLLAPS. Hvordan skal flygtningene fordeles, hvem har ansvaret for den økonomiske situation i eurozonen, og hvor meget skal EU bestemme over medlemmernes nationale politik? EU’s mange kriser er tæt forbundne og medvirker alle til, at landene bevæger sig væk fra hinanden.

Troen på Unionens fremtid er begyndt at vakle, og i den kommende tid kan dette føre til EU’s næste og i yderste konsekvens sidste krise, hvor landene begynder at forlade Unionen, og samarbejdet i sidste ende kollapser.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er realistisk. Er EU’s forestående sammenbrud ikke blot brændstof for dommedagsprofeter og drama queens (M/K)? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger Mikkel Vedby Rasmussen, der er professor ved Statskundskab på Københavns Universitet.

»Jeg tror faktisk, at det er muligt. Og jeg mener, at vi skal tage den mulighed alvorligt,« siger han til NOTAT.

Den gamle opskrift
Der er mange faktorer i spil, som på kryds og tværs kan afgøre fremtiden for EU-projektet, mener han. Den største fare er dog netop måden, hvorpå EU griber situationen an.

Kommissionen spiller højt spil med formand Juncker i spidsen for en hård retorik i bestræbelsen på at løse EU’s krise. I november beskrev han Schengen som ”delvist i koma” og sagde, at euroen – og med den EU – ville bryde sammen, hvis den frie bevægelighed ikke blev genetableret inden årsskiftet.

Det er en velkendt EU-opskrift, hvor man truer med ragnarok og derefter håber, at der kommer øget integration ud af det, forklarer Mikkel Vedby. En fremgangsmåde, der historisk har været virkningsfuld, men som nu kan vise sig at komme til kort.

»Junckers argumentation kan blive ekstremt farlig, fordi han retorisk skubber folk ud til afgrunden og går ud fra, at de kigger ned og går et skridt tilbage. Men hvad nu hvis de i stedet går et skridt frem? Det er den fare Tyskland og Kommissionen befinder sig i,« siger han.

En ny dagsorden
I marts-udgaven af RÆSON bidrog Mikkel Vedby med en analyse af EU’s kommende sammenbrud med titlen ”Europa efter EU”. I tre fremtidsscenarier er det gennemgående tema netop, at Kommissionen og Tyskland spiller højt spil og i sidste ende må give op.

De tre scenarier spiller henholdsvis på, at flygtningesituationen kører af sporet, euroen bryder sammen, og at briterne forlader EU – med en række andre lande i hælene.

Spørgsmålet for Mikkel Vedby er ikke, om Unionen vil komme yderligere under pres i den kommende tid, men om man vil være i stand til at modstå det. Fremtiden afhænger af, om EU kan løse kriserne ved at sætte en ny dagsorden, eller om det bliver en ny dagsorden, der river Unionen fra hinanden. Med andre ord: Er EU en del af løsningen eller en del af problemet?

Hadeobjekt på begge fløje
Der er mange forklaringer på EU’s krise. For EU-kritikere er den en logisk konsekvens af overdreven integration, mens man i EU-apparatet fortsat mener, at årsagen er for lidt integration. EU-projektets inderste natur deler ligeledes vandene mellem forskellige politiske opfattelser.

Venstrefløjen opfatter EU som et neoliberalistisk projekt, der presser medlemslandene til at føre højreorienteret økonomisk politik. På både den økonomiske og nationalistiske højrefløj er anklagen snarere, at EU minder om et nyt Sovjetunionen. I den ophedede Brexit-debat i Storbritannien sammenlignede den tidligere London-borgmester, Boris Johnson, ligefrem EU med Nazi-Tyskland.

Spørgsmålet er derfor også, hvordan historikerne i fremtiden vil se tilbage på EU, hvis det en dag ophører med at eksistere. Her mener Mikkel Vedby Rasmussen, at eftermælet nok bliver, at EU som organisation blandt andet sikrede en ordentlig afslutning på den kolde krig og genforening af Tyskland.

EU vil fortsat spøge
Hvis EU kollapser, vil det føre til en årelang afvikling af EU-retten i de tidligere medlemsstater. De europæiske lande er præget af vidt forskellige forfatningstraditioner. Mange af dem bundet op på historiske opgør med totalitære regimer på det europæiske kontinent. Lovgivning på nationalt og EU-plan er tæt flettet sammen, særligt i de gamle medlemsstater. Det kan vise sig at blive en stor udfordring, når forpligtelserne over for EU-lovgivningen falder bort.

»Der er ingen justitsminister i noget medlemsland, der ville kunne sætte sig ned på en eftermiddag og lave alle lovene om. I lang tid vil der være EU-ret uden at være EU. Visse dele af EU-lovgivningen vil relativt hurtigt blive erstattet af noget andet i de forskellige parlamenter, men kernen vil stadigvæk eksistere,« siger Mikkel Vedby.

Jurist, Anders Mihle, med speciale i de juridiske følger af Brexit, er enig.

»De lande, som har været med i rigtig mange år, vil få svært ved at finde ud af, hvad der er deres egne regler. Hvad er egentlig EU-ret i dag? Hvis man bare kigger på den danske lovgivning, er det nærmest lettere at sige, hvad der ikke er berørt af EU, fordi det er så få ting«.

En ny medlemsstat som Kroatien vil derimod nok have nemmere ved at vikle sig ud af EU-retten, vurderer han.

Ændret samarbejde
Hvordan EU’s sammenbrud helt konkret kommer til at udspille sig juridisk set, er dog svært at forudse.

»Det eneste, vi har at forholde os til, er artikel 50, som aldrig før har været brugt. Der er ingen, der ved, hvordan det vil foregå, men jeg tror, at alle er enige om, at der vil være behov for en eller anden form for samarbejde bagefter«.

For Mikkel Vedby Rasmussen vil EU’s sammenbrud da heller ikke være den direkte vej til krig og ødelæggelse, som historisk har præget det europæiske kontinent. Landene vil i stedet styrke samarbejdet i andre organisationer, mener han. Blandt andet på det sikkerhedspolitiske område, hvor han vurderer, at Nato kommer til at spille en større rolle.

»Man glemmer tit, at EU og Nato har været en del af det samme projekt. EU var aldrig blevet til noget uden Nato, og Nato var blevet til noget helt andet, hvis EU ikke havde været med på sidelinjen«.

EU’s sammenbrud vil også betyde, at en række lande skal genopfinde deres udenrigspolitik, påpeger han.

»Tyskerne har næppe lyst til at føre sig frem som stormagt på egen hånd, så derfor ville det jo være oplagt fra tysk side at satse på FN og gå efter en plads i sikkerhedsrådet«.

Identitetsopgør
Der kan også komme gode ting ud af Unionens opløsning, mener Mikkel Vedby, som dog understreger, at det ikke er et scenarie, han håber på. Hvis EU bryder sammen vil det genåbne diskussionen om, hvad det vil sige at være europæer, og det vil komme mange til gavn.

Hidtil har en stor del af identitetsprojektet omkring EU handlet om at finde ind til en særlig europæisk kerne. Hos Bruxelles-eliten såvel som blandt intellektuelle som Jürgen Habermas har man længe håbet på at kunne skabe en fælles politisk forståelse ud fra nogle dybereliggende europæiske værdier. Denne tilgang har dog også ekskluderet mange grupper i samfundet, mener Vedby Rasmussen.

»Når man siger, at der er én bestemt europæisk identitet, der bygger på europæisk historie og kultur, så kan der være mange europæiske borgere, der kommer til at føle sig udenfor. Noget af det spændende ved Europa er netop, at man både kan være europæer, muslim og have pakistanske rødder på samme tid. Det har det europæiske projekt ikke været særlig godt til at samle op på«.

Dynamisk situation
Det er bestemt ikke første gang i unionens historie, at en mulig opløsning har været på tale. Denne gang er der dog så mange faktorer i spil, at der ikke levnes meget plads til fejltrin fra de europæiske ledere, mener Mikkel Vedby Rasmussen.

Han står da også langt fra alene med sin bekymring for EU’s fremtid på kortere sigt. Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har ligefrem kaldt 2016 for et skæbneår for EU. Den britiske afstemning kan få stor betydning for denne skæbne, understreger Vedby Rasmussen.

»Det vil virkelig være en dynamisk situation, hvis briterne stemmer nej, og det kan sagtens være småting, der afgør den efterfølgende udvikling,« siger han og fortsætter:

»Det er jo sådan noget, jeg som politolog hader. Vi kan jo bedst lide at tale om klare og faste strukturer, men der er bare rigtig meget i politik, der foregår ved møder i de sene nattetimer. Hvor tingene bliver, som de gør, fordi nogen har forladt lokalet og er gået på toilettet på et afgørende tidspunkt«.