EU tror på ulighed

KLUMME. I skrivende stund opføres endnu en akt i den græske tragedie. Kreditorerne er utilfredse med tempoet for reformerne af den græske økonomi. Der skal spares mere, og reglerne på arbejdsmarkedet skal yderligere vendes på hovedet.

Den græske regering kæmper fra komma til komma for at slække de krav, som følger med de lån, grækerne har taget for at klare afbetalingerne på en astronomisk gæld. På den anden side af bordet sidder kreditorerne – landene i eurozonen, og ”trojkaen”, som udgøres af

Den Europæiske Centralbank, EU-Kommissionen og Den Internationale Valutafond. De er alle enige om, at grækerne skal ”gøre mere for at blive en konkurrencedygtig økonomi,” som den tyske finansminister Schäuble gentog i april.

Grækenland er det mest iøjnefaldende eksempel på, hvad EU's krisepolitik betyder. Den fattigste del af befolkningen betaler den største del af regningen, og uligheden og fattigdommen er stigende. Men den EU-politik, som har ”konkurrencedygtighed” som mål og ”strukturreformer” som middel, er ikke kun et græsk fænomen. Lande som Italien, der ikke er underlagt trojkaen, er i omtrent samme situation.    

En hestekur for mere ulighed
Det er en barsk kur, grækerne har været igennem siden det første låneprogram i 2010. Masseafskedigelser i den offentlige sektor, afvikling af faglige rettigheder, forringelse af pensioner og massive besparelser på offentlige ydelser for at nævne de vigtigste tiltag. Ifølge OECD er fattigdommen i Grækenland steget fra 11 procent i 2007 til omtrent en tredjedel af befolkningen i dag, og da krisen ikke har ramt alle lige meget, er også uligheden steget i samme tidsrum.

Og grækerne har ikke været alene. I grundtræk har kravene til Grækenland, Irland og Portugal været de samme. De offentlige udgifter skal bringes ned, pensionssystemerne reformeres til et lavere niveau, arbejdsmarkedet reformeres, så arbejdskraften bliver mere fleksibel samt bringe lønnen ned for at styrke konkurrencedygtigheden. Under ét kaldet ”strukturreformer”.

Forestillingen om, at hvis arbejdsstyrken presses hårdere med et ringere sikkerhedsnet (sociale ydelser, pension), lavere løn og ringere sikkerhed i ansættelsen, så bliver alt i sidste ende bedre. Det er en hjørnesten i EU's krisepolitik, og det er derfor heller ikke underligt, at uligheden stiger, eller at fattigdommen stiger.  

Ikke undtagelsen
Ingen har betalt mere for krisen end grækerne, og ingen har været under så stram politisk administration fra Bruxelles som Grækenland, Irland, Portugal – og til dels Spanien. Men ”trojkaprogrammerne” er kun en del af historien. Eurokrisen har ført til en vældig oprustning af EU-systemets politiske muskler, når det kommer til medlemslandenes økonomiske politik.  

Men EU's krisepolitik har ikke kun udfoldet sig i de lande, som var nødsaget til – eller som i Irlands tilfælde blev presset til – at tage europæiske lån. En lavine af nye procedurer og regler skal sikre, at EU i almindelighed, og eurozonen i særdeleshed, holder sig på samme spor.

Det vil sige gennemfører strukturreformer og fører en stram økonomisk politik. Det er for eksempel Finanspagten, det europæiske halvår samt otte andre lovinitiativer, der alle på forskellige måder skubber på for en mere stram økonomisk politik.

Italien ingen undtagelse

Derfor er det ikke kun i programlandene, at uligheden er steget. Det gælder for eksempel også Italien, som er ét af de lande, hvor uligheden er steget mest markant. Italien er ellers ikke et af programlandene, men ad andre veje er landet alligevel endt med at gennemføre omtrent samme politik. 

I august 2011 modtog den daværende italienske premierminister Berlusconi et brev fra Den Europæiske Centralbank med en detaljeret liste over hvilken politik, regeringen forventedes at føre i den efterfølgende tid. Det var ikke et venskabeligt råd, da der fulgte en slet skjult trussel med: Hvis ikke Berlusconi rettede ind, ville ECB stoppe opkøb af italienske statsobligationer, og den italienske stat ville få endnu værre problemer.

Det skabte en krise, som efter kort tid tvang Berlusconi til at gå af og vige pladsen for Mario Monti, en tidligere EU-kommissær, som nyder stor tillid i Bruxelles.
Efter to år stemte Italien socialdemokratisk og blev ledet først af Enrico Letta siden af Matteo Renzi, en ung socialdemokrat.

Italien har balanceret på kanten af EU's regler for budgetunderskud siden 2012 og er dermed i risikozonen for at ”komme under administration” og i sidste ende for at få store bøder for brud på reglerne. Så selvom Italien ikke står til at blive besøgt af Trojkaen, er den førte økonomiske politik i grundtræk den samme.

Hele pointen
I Italien er uligheden steget i de senere år, skønt niveauet allerede var højt. Og det ligner en tanke, at andelen af fattige husstande kun steg langsomt i krisens første år, men begyndte at gå hurtigt op i 2011 til næsten det dobbelte af niveauet før krisen, da landets ledere begyndte at følge EU-linjen nøje.

Selvom andre faktorer skal inddrages, peger alt på, at EU's krisepolitik har skabt mere ulighed såvel som mere fattigdom. Påstanden bag denne politik er, at med tiden vil strukturreformerne føre til vækst, arbejdspladser og velstand. Foreløbigt har vi ventet forgæves.