Du må ikke ligge andre til last

RETSSIKKERHED. Fattige mennesker bevæger sig rundt i Europa, hvilket også er hele idéen med det fleksible arbejdsmarked. Men mens arbejdstagere i mange former har et rimeligt sikret retsgrundlag via EU-reglerne, er det langt mere usikkert, hvordan dit retsgrundlag er, hvis du har en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet.

En person som fru Dano, der er omtalt på s. 4-5, har lovligt ophold i landet, fordi hun ikke ligger nogen til last, da hun forsørges af søsteren. Men hun nægtes samtidig lige adgang til nogle af de sociale rettigheder, som tyskere har. Sager som den kan skabe en juridisk gråzone, der kan udgøre en social bombe, mener Catherine Jacqueson, lektor i EU-ret ved Københavns Universitet.

»Det risikerer at blive en tilstand, hvor mange unionsborgere er uden for rettighedszonerne. Det er nogle mennesker, der nærmest er på tålt ophold, som man kender det fra asylansøgere. Det betyder, at de mennesker, der allerede er på kanten af samfundet, har meget få chancer for at komme tilbage igen. De vil ikke få nogen hjælp, ud over de basale menneskerettigheder om akut lægehjælp,« siger hun til NOTAT.

EU-Domstolen har i flere sager fortolket på, hvad en ”uretmæssig byrde” på et værtslands statskasse er for en størrelse. Det står endnu ikke helt klart, og i de fleste tilfælde fortolker medlemsstaterne det forskelligt, da systemerne langt fra er ens. En herbergsplads i Danmark, der delvist betales af kommunen og staten, er for eksempel noget dyrere end i andre lande, fordi der i serviceloven stilles høje krav til, hvad en sådan plads skal indeholde. Fattige mennesker kan her ende i en ond cirkel, hvor de, hvis de søger hjælp, kan risikere at blive en ”uretmæssig byrde” og dermed miste deres opholdsret. Men hvis de ikke gør det, må de sove på gaden, og det kan føre til en deroute – væk fra arbejdsmarkedet.

Midlertidigt arbejde ingen sikkerhed

Fru Dano havde på intet tidspunkt haft nogen reelle intentioner om at søge arbejde, og det er indtil videre dér, EU-Domstolen har sat foden ned. Men hvad så når du rejser fra dit hjemland, tager en risiko, faktisk søger og får deltidsarbejde, men mister det igen?

Ifølge Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Københavns Universitet og ekspert i social sikkerhed i EU, kan du også her falde igennem. Det kan du, fordi du igen kan miste dit lovlige ophold efter en periode – eksempelvis hvis du ikke kan dokumentere, at du søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat – og samtidig ikke må ligge værtslandet til last.

»Her har du en gruppe mennesker, der kan risikere at falde fuldstændig uden for et socialt sikkerhedsnet. Så har du ingen sociale rettigheder som EU-borger.«

Det gælder eksempelvis sæsonarbejdere, der mister deres arbejde og ikke har mulighed for at finde noget om vinteren. For søger de hjælp på et herberg, ligger de potentielt ”til last”, og så er opholdstilladelsen i fare.

Kapløb mod bunden

Ifølge Dorte Sindbjerg Martinsen er EU's grundlæggende princip om ligebehandling udfordret. De fattige og arbejdsløse, der bevæger sig over grænserne kan ikke regne med samme behandling som de, der har arbejde eller penge til at forsørge sig selv.

»Vi har et ligebehandlingsprincip i EU, der gælder for alle. Om man arbejder, har midler eller ej. Men det gradueres i forhold til velfærd og fri bevægelighed, hvor nogle har ret til ikke at blive diskrimineret i forhold til et lands regler, mens det er anderledes for andre. Så bliver det et spørgsmål om, hvem medlemslandene synes skal benytte sig af den frie bevægelighed. Hvor grænsen går for, om man skal tage socialt ansvar for andre landes borgere,« siger hun til NOTAT.

I skrivende stund er EU-Kommissionens ”mobilitetspakke” netop blevet udskudt, mens Storbritanniens medlemskab af unionen også er til forhandling. Mobilitetspakken er EU’s svar på ”velfærdsturisme” efter pres fra lande som Danmark, Storbritannien, Tyskland og Holland. Landene ønsker flere beføjelser til at begrænse EU-borgeres adgang til ydelser som børnecheck og dagpenge, og den debat er EU-Kommissionen klar til at åbne op for, hvilket er et af kravene fra Storbritannien i medlemskabsforhandlingerne (læs mere s. 8-9). De nyere medlemslande fra Østeurupa er imod de nordvesteuropæiske landes ønsker.

Mobilitetspakken, flygtningesituationen og Storbritanniens usikre medlemsstatus har ifølge Jon Kvist, professor og forsker i velfærdsydelser ved Roskilde Universitet, fået både EU-Domstolen og Kommissionen til at ”træde vande”. Kommissionen har f.eks. udskudt en principiel sag om ret til ydelser, indtil det er afklaret om David Cameron får sin vilje, når han blandt andet vil sende EU-borgere uden arbejdskontrakt hjem.

»Det har EU-Kommissionen indtil videre sagt er ulovligt, men når hver sag skal vurderes individuelt, bliver sagsbehandling svær og langsommelig, for det er ikke nemt at sige, hvad der skal til, før man kan forsørge sig selv,« påpeger han.

Jon Kvist afviser ikke, at der er problemer med det nuværende system, men advarer samtidig imod, at mange typer af nationale stramninger, i form af eksempelvis optjeningsprincipper, vil ramme fattige mennesker – også i Danmark:

»Vi kan risikere at komme ud i et kapløb mod bunden, hvis vi konkurrerer med nabolandene om at have det mindst attraktive system. Så vil man hele tiden få mindre og kortere ydelser og adgangen til den bliver sværere. Vi skal i stedet ”informere om frygten”, så det ikke er en polsk Robert, der kommer til at sætte den velfærdspolitiske dagsorden. Det ville nemt komme til at gøre ondt på dem, der ligger ned i det danske samfund, og som vi har lavet systemet for til at starte med.«

Dorte Sindbjerg Martinsen vurderer, at et kig på reglerne vil vise bekymrede borgere, at EU-systemet er lydhør over for kritikken. »Det, tror jeg, er et vigtigt signal at sende. At reglerne kan reformeres. Men så længe der er fri bevægelighed i EU, vil debatten komme igen. Og det er svært at forestille sig et scenarie, hvor folk begynder at bevæge sig mindre,« vurderer hun.