Ukraine betaler i dag prisen for Vestens uklare tale

Hvordan skaber man vedvarende fred og løser konflikter, før de bliver voldelige? Fredsforskeren Jan Øberg sidder i sin stol i den svenske by Lund og tænker tanker om netop disse spørgsmål. 

Siden 1986 har han ledet tænketanken Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF), der er et netværk af internationale eksperter. Tanken bag stiftelsen er at bringe konkrete bud til verdens magthavere på, hvordan man nedtrapper voldelige konflikter uden militær magt:

»Vi arbejder med den Gandhianske tanke om, at fred skal skabes med fredelige midler. Det betyder for eksempel, at man kun anvender vold som sidste udvej, når alle civile tiltag har vist sig forgæves. For det andet foreslår vi modeller for en fredelig verden i brændpunkter som det tidligere Jugoslavien, Georgien, Burundi, Irak og Iran,« siger Øberg, der sammenligner forskning i fred med medicinsk videnskab, fordi man arbejder med diagnoser, prognoser og behandling.

Desværre for verden og Øbergs idea-ler står staters udenrigspolitiske dagsordener ofte i vejen for dialogens sejr over militær magt. Her peger han især på de sidste 25 år efter den kolde krig, hvor magtbalancen mellem Vesten og Sovjetunionen brød sammen, og en ny amerikansk domineret verdensorden blev til.

Ukraine udstiller EU’s fredsproblemer
Da NOTAT møder Jan Øberg i Lund, lægger han ikke skjul på, at han er en skarp kritiker af den aktivistiske udenrigspolitik, som han mener, Vesten har ført siden 1990. USA begik ifølge ham hybris med invasionerne af Irak og Afghanistan i 2003 og 2001, og derfor står vi nu med en ukontrolleret flygtningekatastrofe i Mellemøsten og en borgerkrig mellem Shia- og Sunnimuslimer.

Samtidig har vi på hjemmefronten i Europa stødt de kræfter fra os, der ud fra Jan Øbergs vurdering kunne hjælpe med at løse konflikterne i vores nærområde, nemlig Rusland.

Siden 1991 har EU og NATO ifølge Øberg fulgt en strategi, der har ignoreret russiske interesser. Her fremhæver han opdelingen af Balkan i småstater i 1990'erne, udvidelsen af NATO med de østeuropæiske lande og bombningen af Serbien i 1999 uden FN mandat, som de klareste eksempler på negligeringen af Rusland. Det betaler man i dag prisen for med krisen i Ukraine, mener han.

»Jeg synes, det er svært ikke at sige, at Vesten har udnyttet et svagt Rusland maksimalt. Det kommer der ikke noget godt ud af. Der kommer generelt ikke noget ud af at tryne andre, for på et eller andet tidspunkt vil de komme og tage det tabte tilbage igen.«

»Enhver konflikt har mindst to parter. Hvad enten vi synes, det er rimeligt eller ej, så må vi være i stand til at forstå, at russerne ikke nødvendigvis ser på tingene, som for eksempel NATOs Missilskjold, på samme måde som Vesten gør og derfor kan føle sig truet af det.«

Alternativer til NATO
Mener du dermed, at vi, for at tækkes Rusland, skulle have nægtet at optage de baltiske lande i NATO?

»Nej, ikke for at tækkes, men fordi vi kun kan være trygge med de andre og ikke mod dem. Fælles sikkerhed gælder på begge sider. Der findes jo flere måder at gøre det på. De baltiske lande kunne være associeret til NATO på forskellig vis uden at være blevet fuldt medlem med atomvåbenansvar. Men først og fremmest skulle NATO have afstået fra at bygge baser i de nye lande og lade være med at gøre ting, der i Ruslands øjne vil fremstå som truende. NATO kunne også droppe at bygge USA's missilforsvar, som stærkt underminerer den hidtil gældende afskrækkelses-strategi og gør atomkrig mere, ikke mindre, sandsynlig. Så jeg mener godt, man kunne have tilfredsstillet østeuropæiske staters legitime sikkerhedsbehov på andre måde end med NATO’s udvidelse.«

Hvad skulle så have været i stedet?
»Mikhail Gorbatjovs (Sovjetunionens generalsekretær i 1990, red.) forslag om et samlet europæisk hus og en anden sikkerhedsstruktur i Europa, skulle man have lyttet til. Desværre var NATO ikke interesseret i at samarbejde og finde en ny struktur. Man var derimod interesseret i at få fastholdt sin betydning og få delt Jugoslavien, og det smælder tilbage i dag som en boomerang i mine øjne. At udvide med det atombevæbnede NATO op under skørterne på et såret Rusland betragter jeg som historisk idioti.«

EU mangler forståelse for Rusland
Men har Ukrainerne ikke lov til selv at vælge?

»Der er givetvis mange ukrainere, der støtter et EU medlemskab. Men jeg synes, det er fatalt, at man aldrig har spurgt ukrainerne selv, hvad de ville i denne her sag. Hvorfor bruger man ikke folkeafstemningsredskabet noget mere? EU har fumlet rundt med Ukraine i dette tilfælde ved at tilbyde en associeringsaftale til Ukraine og sige ’enten os eller Putins toldunion‘ uden at forudse Ruslands vrede over dette. Udenrigspolitik handler om klare signaler og ikke en formummet tale. Det handler om at kunne forudse fremtiden, når man tager et skridt. Og det har både USA med sin regimeskiftepolitik i Kijev og EU været enormt dårlige til her.«

Skal vi i Vesten så bare acceptere, at Rusland bestemmer Ukraines udenrigspolitik for at undgå væbnet konflikt, sponsoreret af Rusland?

»Man kan jo ikke bombe dem med atomvåben, man er nødt til at snakke med dem. Og så skal man selv opføre sig på en måde, så man ikke bekræfter dem i deres værste fordomme,« siger han, og påpeger, at fredsforskning netop handler om at se fremad, og dermed kunne forudse, at der for et land som Ukraine er store muligheder i at ligge midt i det hele med kontakter til både øst og vest uden nødvendigvis at skulle vælge side.

Men det er vel Rusland, der har denne mentalitet, hvor man enten kan tabe eller vinde Ukraine. Du siger, at vi skal acceptere og tage hensyn til Ruslands bekymringer, men kan man ikke også sige, at Ruslands paranoia er baseret på et verdenssyn, der hører til i det 20. århundrede?

»Der er mindst lige så megen paranoia i Vest. Forskellen er, at Ruslands militære udgifter er 8% af NATO’s. Hvis jeg ser på, hvad de vestlige lande har gjort de sidste 25 år, så ville jeg også være bekymret, hvis jeg sad i Moskva. Gentagne interventioner, massemord på folk i Irak, opdelingen af Jugoslavien og gentagne brud på folkeretten. En politik, der stort set handler om at blive ved med at opruste. Vi er for længst nået det punkt i verden, hvor militærudgifterne i faste priser er større, end de var under den kolde krig. Det er en pervers perpetuum mobile [evighedsmaskine, red.], der har brug for et reality check.«

Behov for fredsmission
Hvad skal ukrainerne så gøre?

»Det er et godt spørgsmål. Det ville være helt på sin plads at have en neutral fredsbevarende og fredsskabende mission under FN. Den nuværende våbenhvile (Minsk 2 aftalen, red.), kan ikke stå alene. Der skal være magtmidler på stedet, der kan banke dem på plads, der bryder en sådan aftale.«

»En trebenet FN mission, med væbnede fredsbevarende styrker, en politistyrke og såkaldte Civil Affairs folk, der hjælper lokale borgere med praktiske ting, er det første. Samtidig – i måske 2-3 år – en reel politisk forhandlingsproces med alle konfliktens parter, internationale såvel som øst- og vestukrainere og især civilsamfundet.«

»At skabe fred handler om at mægle neutralt og sammen med alle parter udvikle nogle fremtidsmodeller som befolkningen, der skal leve med disse løsninger, derpå stemmer om det, så det bliver deres løsninger. Det tager lang tid og er kompliceret – men professionelt. Militarismen med dens ”quick fix” bombninger og drab véd vi nu ikke kan bruges til noget konstruktivt.«

Artiklen blev første gang bragt den 1. juli 2015 i NOTAT 1285 Kan EU skabe fred?