ARTIKLER


Stor usikkerhed om britisk valg

Hvis det konservative parti vinder det britiske valg den 7. maj, vil det holde en folkeafstemning om landets medlemskab af EU


Af Sven Skovmand
27. januar 2015

Men ingen ved, hvordan det vil gå, siger Guardian Weekly den 9. januar.

Under normale omstændigheder ville Labour – som er modstander af en afstemning – have gode mulighed for at vinde. Men partiet
er trængt i Skotland, hvor det står til at tabe mange kredse til det skotske nationalistparti.

De konservative har ikke dette problem. Til gengæld trues de af partiet UKIP, der går ind for udmeldelse af EU. På grund af det britiske valgsystem vil partiet næppe få mere end fem mandater selv. Men det kan trække stemmer fra både Labour og de konservative og dermed gøre valgets udfald usikkert.

En gallup-måling fra december viser i øvrigt, at 51 procent af de britiske vælgere ønsker at forlade EU, oplyser Sunday Times den 21. december i artiklen »Vote today would see Britain exiting EU.«

Avisen oplyser samtidig, at ønsket om at udtræde af EU vinder frem i flere andre EU-lande. Det gælder frem for alt Holland, hvor vælgerne tidligere var blandt de stærkeste tilhængere af EU. Ved målingen erklærede hele 42 procent, at de ønskede at forlade EU.

I Grækenland er andelen, der ønsker udtræden 34 procent, i Frankrig 29 procent, i Tyskland 27 procent og i Italien 25 procent.