ARTIKLER


Socialdemokrater splittet om frihandelsaftale

Halvdelen af de socialdemokratiske medlemmer af EU-Parlamentet er mere eller mindre imod den frihandelsaftale med USA – TTIP-aftalen – som EU-Kommissionen i øjeblikket forhandler med USA om.


Af Sven Skovmand
27. marts 2015

Det oplyser det socialdemokratiske medlem af Parlamentet, Christel Schaldemose, til Politiken den 22. februar i artiklen »Amerikanske klorkyllinger gør Europas S-top nervøs.«

Kritikernes alvorligste indvending mod aftalen er, at den vil gøre det muligt for private firmaer at komme med erstatningskrav til lande, der har indført regler, der skader deres muligheder.

Et afskrækkende eksempel er tobaksgiganten Philip Morris, der har krævet en erstatning på 165 millioner kroner fra Uruguay, fordi landet har indfør skærpede regler for de advarsler, der skal være på pakkerne.

Et andet eksempel er det svenske energiselskab Vattenfall, der har krævet 35 milliarder kroner i erstatning fra Tyskland, fordi tyskerne har besluttet at afvikle atomkraften på baggrund af katastrofen i Japan i 2011.

Hvis Parlamentet skal sige ja til TTIP-aftalen, skal både den socialdemokratiske og den konservative gruppe gå ind for den. Derfor søger de socialdemokratiske ledere nu at få modstanderne til at bøje sig.