Politisk lingeri fra Palæstina

Charles Shamas startede i 1980 en palæstinensisk produktionsvirksomhed, der som den første nogensinde udfordrede Israels monopol på direkte eksport til EU fra området. Nøgleordet var social ansvarlighed. I dag har forretningen udviklet sig til et menneskerettighedsbaseret foretagende, der overvåger internationale handelsaftaler.

Af
1. januar 2015

Et anonymt etagebyggeri fra 1980’erne tårner op i centrum af Ramallah, de besatte palæstinensiske områders uofficielle hovedstad. Bygningen er badet i regn og tæt tåge. På tredje sal bliver et vindue åbnet, og en mand råber ud med anvisninger til indgangen.

»Jeg kunne se gennem tågen, at det var dig dernede på gaden. Der går ikke så mange rundt med lyst hår«, siger han indenfor i tørvejret på tredje sal.

Manden er Charles Shamas, grundlægger af Palæstinas første virksomhed, der eksporterede direkte til EU, lingeri-fabrikanten MATTIN Group. Bygningen huser ikke længere fabrikken, men Charles Shamas opererer stadig herfra.

Han åbner døren til sit kontor, hvor neonlamper kaster lys over borde med stakke af akademiske tidsskrifter, aviser, noter og et par askebægre.
Det var her, det hele startede.

Overskud til arbejderne
Charles Shamas blev født og voksede op i Brooklyn, New York i en syrisk-libanesisk familie. I 1960’erne studerede han på Yale og blev involveret i bevægelsen mod Vietnam-krigen. Han blev ’politiseret’, siger han. Det var på det tidspunkt, at hans interesse for Mellemøsten for alvor blev vakt, og den medførte, at han flyttede til Ramallah i 1976.

På det tidspunkt befandt palæstinensiske arbejdere sig i den ufordelagtige situation, at al produktion var kontrolleret af Israel. Sammen med et par kammerater bryggede Charles Shamas på forskellige idéer til, hvordan man kunne gøre op med det. De besluttede at grundlægge en fremstillingsvirksomhed som et udviklingsprojekt.

»Vi kaldte det faktisk et laboratorie, fordi formålet var at skabe social værdi. Vi sagde: Vores ansvar er at fremstille produktet og sælge det til en pris, som er yderst indbringende for arbejderne. Alle arbejderne vidste alt om overskuddet og salget, ingenting var skjult«, forklarer han.

Undertøj af ypperste kvalitet
De første år blev brugt på at analysere markedet og udvikle en produktionsstrategi.
En italiensk designer blev hyret i opstartsfasen for at introducere de nødvendige metoder. Målet var at producere lingeri af ypperste kvalitet. I løbet af 1980’erne begyndte MATTIN Group at eksportere til det europæiske marked, hvor deres varer blev solgt for mellem 200 og 400 euro pr. del.

»Men det var ikke let. Israel forsøgte at obstruere palæstinensisk adgang til udenlandske markeder, så alt skulle gå gennem dem.«

Før 1986 havde alle lande i regionen undtagen de besatte palæstinensiske områder, Gaza og Vestbredden, landet handelsaftaler med EU om fri markedsadgang, eller også var de i gang med det. Samtidig nød produkter fra israelske bosættelser godt af Israels handelsaftaler med EU.

Derfor var det en sejr for MATTIN Group, da EU med en forordning i 1986 anerkendte, at udelukkelsen af palæstinensiske producenter var i strid med international ret. EU var tvunget til at implementere lovgivning, der også gav palæstinenserne fri markedsadgang.

»Forordningen gav os en historisk mulighed for at eksportere direkte. Men den israelske regering ønskede stadig at fastholde israelske eksportørers monopol og israelsk kontrol med palæstinensisk handel. Så der var en kamp«, husker Charles Shamas.

Israel forsøgte at obstruere transport af palæstinensiske varer gennem dets område, som udgør den eneste realistiske rute til det europæiske marked.

Fra fabrik til partnerskab
Under den første intifada sidst i 1980’erne og i starten af 1990’erne voksede Israels modstand mod palæstinensisk økonomisk aktivitet kraftigt. De israelske myndigheder lukkede en lang række palæstinensiske virksomheder og indførte forbud.

Hvad skete der med lingeri-fabrikken?

Charles Shamas tænder en cigaret.

»De lukkede den i 1991. Fjernede vores virksomhedsregistrering, beslaglagde vores midler og ruinerede os i bund og grund. Og de var stolte af det!«

Hvor efterlod det jer? Du sidder her jo stadig i dag...

»Vi driver ikke fabrik længere, men vi er stadig "hands-on"«.

På hvilken måde? Fungerer I som en slags NGO?

»Nej. Vi kalder os selv et frivilligt partnerskab. Vi repræsenterer ikke nogen. Vores formål er at få andre til at handle. Vi analyserer, hvordan vi kan få dem til at bruge deres ressourcer til at respektere internationalt accepterede normer og rettigheder.«
MATTIN Group er registreret i Bruxelles, men opererer stadig fra den oprindelige fabriksbygning i Ramallah.

Ny kamp om oprindelsesland
En ny konfrontation blev fremprovokeret i 1995, da EU valgte at favorisere Israels markedsadgang yderligere gennem en associeringsaftale. Samtidig begyndte flere og flere ulovlige israelske bosættelser at skyde frem i de palæstinensiske områder.

»Israelerne anvendte aftalen på produkter fra bosættelser, selvom den slags aftaler er reserveret til suverænstater. Det var et brud på international lov«, siger Charles Shamas.
EU var klar over problemet, og forsøgte at løse det ved også at lande en associeringsaftale med den palæstinensiske befrielsesorganisation, PLO. Men det endte med at komplicere tingene yderligere.

En lemfældig formulering i associeringsaftalen med Israel viste sig nemlig alligevel at tillade israelerne at anvende aftalen på produkter fra bosættelser, og det gav israelerne det belæg, de manglede, for at nægte at anerkende EU-PLO aftalen.

Israel begyndte igen at obstruere direkte handel mellem EU og Palæstina. EU var fanget.
»Men så kom reglerne om oprindelsesland op til overfladen. At Israel eksporterede varer fra besatte områder, havde gjort det umuligt for EU’s medlemslande at indkræve told på korrekt vis. I 2012, efter en 14 år lang kamp for at løse problemet, konkluderede EU endelig, at man ikke kunne fortsætte med at lave den slags eftergivende aftaler med Israel, hvis man ville have styr på sin egen lovgivning«.

På trods af adskillige europæiske forsøg på at bremse den israelske praksis og at blokere forstyrrelserne af EU’s egne handelspolitikker og retssikkerhed, eksisterer mange af problemerne stadig den i dag.

I 2012 udgav 22 NGO’er, som opererer i de besatte områder, en fælles rapport, Trading Away Peace, som konkluderede, at EU’s import fra bosættelser er 15 gange højere end fra palæstinensiske virksomheder. For hver bosætter importerer EU således 100 gange mere end fra hver palæstinenser.

Som et stykke musik
I dag fortsætter MATTIN Group sit arbejde med at analysere og belyse brister i EU’s samarbejde med Israel og Palæstina. 

»Det, vi gør, er at påpege problemer med mangelfuld implementering. Vi tager ikke til Bruxelles for at sige: Nu skal I vedtage den politik, vi vil have. Det er vi ikke stærke nok til. Vi vil hellere sige, at I har forpligtet jer selv til de her positioner angående de besatte områders status i henhold til international lov, og så er I også nødt til at implementere dem. Det kaldes sammenhængsprincippet.«

Charles Shamas rejser sig fra sin stol og går ud i gangen, hvor der hænger en opslagstavle med gamle billeder. Et af dem viser fire medarbejdere fra MATTIN Group på Place Luxembourg i Bruxelles, og ved siden af det hænger et avisudklip fra den venstreorienterede israelske avis Ha’aretz fra september 2000 med rubrikken: ”The ’Made in Israel’ label is not as simple as it seems”. Et tydeligt eksempel på, at det kan lade sig gøre at starte en debat.

Men det er ikke altid let at blive hørt.

Hvem lytter til jer i EU-systemet?
»Det er forskelligt. Det kan være medlemslandene, eller det kan være Kommissionen eller Rådet. Det er derfor, en del af vores metode er at analysere modtagelighed. Reaktionerne er altid meget komplekse, så man er nødt til at starte med de lavthængende frugter«.
Det vigtigste er at producere gennemarbejdede analyser, der ikke kan ignoreres. At have styr på fakta og referere til loven. Det er ligesom musik, siger Charles Shamas, der også har en fortid som komponist.

»Du er nødt til at tænke på lytteren. Det handler om at komponere noget, der er så godt, at lytteren ikke har andet valg end af høre efter.«

Født 1949 i Brooklyn, New York.
Født ind i en libanesisk / syrisk familie.
Studerede immigrationsøkonomi,
filosofi og epistemologi
på Yale University i USA.
Bosat i Ramallah siden 1976.
Medstifter af menneskerettigheds-
organisation i 1979.
Seniorpartner i MATTIN Group,
et menneskerettighedsbaseret frivilligt partnerskab.