ARTIKLER


Leder: ingen ønsker ansvar for flygtninge

BÅDFLYGTNINGE. Middelhavet blev døden for 800 flygtninge og illegale migranter eller mere præcist, mennesker fra Nordafrika. Det skete kort efter, at dette temanummer blev skrevet.


Af Rasmus Nørlem Sørensen
4. maj 2015

Ud af de flere hundrede, der faldt over bord fra blot én kæntrende plimsoller, lykkedes det at redde mindre end 40 op af vandet i live. Og det er ikke én båd om måneden eller ugen, der sætter kursen mod Europa. Det er mange både med tusinder af desperate mennesker.

I oktober 1943 lykkedes det beslutsomme danskere at redde omkring 7.000 jødiske landsmænd fra holocaust. Det blev en begivenhed, der definerede Danmark. I marts 2015 er det lykkedes os at se stiltiende til, mens op mod to tusinde mennesker er druknet i Middelhavet. På flugt fra krig, konflikt og nød.

Den politiske reaktion har med udenrigsminister Martin Lidegaard i spidsen været, at det ikke er et problem, Danmark kan gøre noget ved. Det kræver en løsning på EU-plan.

Det er ikke helt rigtigt. Et land, der både har ressourcer og vilje, kan gøre en forskel i en situation som denne. Men det er heller ikke helt forkert. Flygtningeproblemet kalder på en europæisk løsning. Men det  er svært at se, hvordan der skal opstå en enighed om en løsning.

EU’s Dublin-forordning, der på papiret skal fordele asylansøgere mellem medlemslandene, er i praksis sat ud af kraft. Presset på særligt de italienske og græsker kyster er så stort, at landene ofte ikke registrerer de flygtende mennesker, hvilket er forudsætningen for, at aftalen kan fungere. Men hvis aftalen fungerede, ville effekten også blot være, at Italien og Grækenland ville stå med endnu flere illegale migranter og asylansøgere mellem hænderne.

Det føles rart at kunne sige, at EU skal gøre noget. Men hvad er det lige, EU kan gøre?

På NOTAT mener vi, debatten må starte med, hvem der skal tage ansvaret for flygtninge. Det er nødvendigt at sikre en ansvarlig politik, der ikke lader mennesker dø i tusindvis på vores dørtrin. Det kræver igen, at de europæiske lande finder en måde at tage solidarisk ansvar. Vi kan ikke overlade håndteringen af bådflygtninge og tusindvis af asylsager til de sydeuropæiske lande.

Udenrigsministeren har nemlig ret så langt, at de enkelte lande ikke kan løfte opgaven alene. Der er ingen vej uden om, at vi alle løfter en større del af opgaven.

I dette temanummer undersøger vi mulighederne for, at EU-landene kan tage solidarisk ansvar for flygtninge og illegale immigranter. Men henvisningen til, at EU må gøre noget, som vi de seneste uger har hørt fra de europæiske ledere, er ikke en løsning. Der er ingen lande, der kan gemme sig bag, at andre må gøre noget.

Rasmus Nørlem Sørensen, ansvarshavende redaktør

 

Lederen blev først bragt i NOTAT 1283 'Skal EU være solidarisk om flygtninge?', der udkom 1. maj 2015.