Leder: Græsk krise – europæisk hovedpine

Historien om den økonomiske krise er også en historie om en demokratisk krise. I januar i år blev det græske venstrefløjsparti Syriza ledende i en regering, der ville gøre radikalt op med EU’s sparekurs. Ved en folke-afstemning i juli afviste de græske vælgere en lånepakke med barske vilkår.

Regeringen med Syrizas Alexis Tsipras i spidsen er endt med at acceptere en endnu mere vidtgående lånepakke, der reelt sætter landet under administration. Trojkaen svinger taktstokken i finanspolitikken og gennemtvinger et omfattende udsalg af offentlige værdier. Alligevel lykkedes det Tsipras at genvinde regeringsmagten ved valget den 20. september. Dermed har grækerne sat deres sidste penge på, at Tsipras vil kunne give hestekuren et socialt og menneskeligt ansigt.

Det demokratiske underskud i EU har været til diskussion i årevis. Men i dag melder der sig et lige så presserende problem. Hvordan fungerer demokratiet i EU’s medlemslande? De græske vælgere har netop været ved stemmeurnerne, men har ikke kunnet vælge en ny kurs i forhold til den altafgørende udfordring: Håndteringen af den økonomiske krise.

Grækenland har siden 2009 været kastet ud i en krise, der både er græsk og europæisk. Græsk fordi det er de skiftende græske regeringer, der har forsømt at føre en holdbar økonomisk politik, fejlet i forhold til at sikre en velfungerende skatteopkrævning, og gennem bankredninger og massivt overforbrug på de offentlige ydelser kørt landet økonomisk i sænk.

Men også en europæisk krise af to grunde. Dels fordi en del af de græske problemer bunder i den finanspolitiske spændetrøje, som eurosamarbejdet og de dertil hørende finanspolitiske aftaler udgør for kriseramte lande. Dels fordi Grækenlands krise har udgjort en krise for eurosamarbejdet.

Grækerne har ved demokratiske valg udpeget regeringer, der skulle bringe dem ud af den økonomiske krise. De har ved en folkeafstemning taget stilling til den krisepakke, som blev fremlagt som den eneste gangbare redningsplanke fra trojkaens side.

Grækerne vil gerne være med i både EU og euroen. Men de vil også en radikalt anden finanspolitik end flertallet af eurolande – og særligt Tyskland. Men de kan ikke få begge dele. Spillet om krisen i landet, der var Europas og demokratiets vugge – har sat både Europa og demokratiet under pres.

Den overordnede demokratiske krise i Europa er, at befolkningen ikke oplever at kunne få indflydelse på hverken EU eller de vigtige beslutninger, der bliver truffet af Europas ledere. I Grækenland er det pludselig meget konkret.

Ved det græske parlamentsvalg den 20. september var valgmulighederne nærmest irrelevante. Politikerne har måttet udelade de helt centrale dele af landets problemer fra valgkampen. Ingen kandidat kan få lov at føre finanspolitik. Det gør Trojkaen for dem.

Spørgsmålet er, hvad de græske vælgere har lært af krisen. Hvilken lektie har det spanske Podemos taget til sig? Spørgsmålet er, om vi kan være tilfredse med, at EU på samme tid kan være et politisk samarbejde og en benhård kreditor, der sætter medlemslande under administration.