Kvinderne bliver hårdest ramt i krisen

KRISEPOLITIK. Kvinders krav på lige rettigheder bliver behandlet som et luksusproblem, når EU-landene formulerer politik i krisetider. En ting er, at ligestilling er rykket langt ned på den politiske dagsorden. Endnu værre er det at den førte finanspolitik rammer kønnene skævt. Det konkluderer Den Europæiske Kvindelobby, EWL, som i 2012 udgav en rapport om problemstillingen.

»Nedskæringer i det offentlige rammer kvinder hårdest, både fordi flere kvinder end mænd arbejder i det offentlige, og fordi kvinder er mere afhængige af ydelser inden for plejesektoren«, fortæller medforfatter Mary Collins, da NOTAT møder hende på EWL’s kontor i Bruxelles.

Sparekurs det største problem

Professor i arbejdsmarkedssystemer ved Manchester Business School Jill Rubery støtter den konklusion. Rubery er forfatter til bogen Kvinder og sparekursen fra 2013, hvori en lang række bidragsydere istemmer, at det største problem ikke er krisen, men måden, man har håndteret den på. Synderen er den reformpolitik, som landene er blevet opfordret af EU til at føre med henblik på, at få styr på gælden og de offentlige budgetter.

»Selv i lande som Spanien, der var på vej til at opbygge nogle mekanismer for ligestilling på børnepasning og pensionsområdet, ruller man nu de planlagte politikker tilbage. Det ser ikke ud til at bevæge sig fremad for øjeblikket, og det rammer i høj grad kvindernes integration på arbejdsmarkedet,« siger Jill Rubery til NOTAT.

Kvindejobs spares væk

Det er især lønnedgang og fyringer i det offentlige, der rammer kvinderne, og det står ifølge Jill Rubery i skærende kontrast til EU’s egen målsætning om lige løn for lige arbejde:

»I EU arbejder 60 procent af de kvinder, der har en universitetsuddannelse, i det offentlige. For mændene er det 30 procent. Derfor modarbejder det direkte EU’s officielle mål om at mindske lønforskellen mellem kønnene, når man presser på for nedskæringer i offentlige lønninger.«

Ser man på tallene i en rapport om krisepolitikkens konsekvenser for ligestillingen, der er udarbejdet for EU-Kommissionen i 2012, blev mændene ramt hårdest i krisens første år. Særligt inden for byggebranchen, men også i den private sektor som helhed.

Men når det kommer til nedskæringspolitikken, konkluderer rapporten det samme som de forskere og interessegrupper, NOTAT har talt med. Det er først og fremmest kvinderne, der står for skud.

Målet om at få slanket staternes budgetter har i høj grad involveret nedskæringer i ’feminiserede områder’, som det hedder i rapporten, hvilket blandt andet dækker over sociale ydelser og uddannelse. Retten til barsel er svækket, og diskriminationen mod gravide kvinder på arbejdsmarkedet er steget.

I rapporten står der, at den førte finanspolitik ’udgør en risiko for ligestillingen’ og at det ’ikke kan udelukkes, at forskelle i ligestilling bliver forstørrede som en utilsigtet konsekvens af den førte finanspolitik’.

Køn i alle politikker

EU har siden 1996 haft et mål om at tænke ligestilling ind i alle politiske forslag med en strategi for såkaldt ’kønsmainstreaming’, men:

»EU tager overhovedet ikke hånd om det her. I stedet laver man regler for flere kvinder i bestyrelserne. Det er en distraktion fra de problemer, der virkelig underminerer udsigterne til bedre rettigheder for kvinder i alle lag af samfundet. EU har på ingen måde fulgt sin egen strategi om at tænke køn ind i politikken,« mener Jill Rubery.

Anette Borchhorst, der er professor i kønsforskning ved Aalborg Universitet, forklarer det med EU’s grundlæggende dilemma:

»På den ene side er EU en rettighedsgenerator, som med lovgivning arbejder benhårdt imod diskrimination. På den anden side arbejder EU med mål, der handler om at begrænse offentlige udgifter og inflation.«

Gør som Norge og Belgien

Mary Collins fra EWL mener, at en del af løsningen er mere kønstænkning i økonomien, ligesom man gør i visse lande:

»I Belgien eksisterer der allerede lovgivning om, at alle offentlige politikker skal vurderes ud fra, om de faktisk vil gøre noget godt eller skidt for balancen mellem kønnene. På samme måde er den form for kønstænkning i den økonomiske politik allerede blevet en del af norsk politik. Men det er ikke systematisk, og det er ikke EU-lov,« pointerer hun, og understreger, at uden kvinder som en del af drivkraften, kommer Europa ikke ud af krisen.

Selvom det er en officiel EU-strategi, tænkes køn i praksis kun ind i de politiske forslag, hvis de enkelte lande selv håndhæver det.

Professor Anette Borchhorst er enig:

»Hvis man brugte strategien om kønsmainstreaming til at sætte søgelyset på det andet ben af EU’s politik, liberaliseringen og det indre marked, så ville man få øje på, at det har skæve konsekvenser. Men det gør man ikke.«

Det samme påpeger forkvinden for EU-Parlamentets ligestillingsudvalg, Iratxe García Pérez fra den socialdemokratiske gruppe S&D.

»EU bør være mere forsigtige med anbefalingerne til medlemsstaterne. Nogle medlemslande har under finanskrisen reduceret og endda elimineret ligestillingspolitikker og mål, og det har forværret situationen.«

Det er dog ikke alle medlemmer af udvalget, der er enige med forkvinden. Beatrix von Storch mener ikke, at der bør være et særligt fokus på kvinderne i forhold til krisepolitikken. Hun sidder i den konservative EU-kritiske gruppe ECR sammen med Dansk Folkeparti.

 »Nedskæringspolitikken rammer mennesker. Da både mænd og kvinder er mennesker, bliver de påvirket ligeligt,« mener Von Storch, der i Tyskland repræsenterer det EU-skeptiske Alternativ für Deutschland.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1284 'Kvindernes Europa?', der udkom 1. juni 2015