Jesper Tynell kaster lys over embedsværket

Der er mange gode ting at sige om Jesper Tynells bog ”Mørkelygten”. For det første har den et godt flow, der holdes i gang af et omfattende og meget overbevisende researcharbejde. For det andet sætter den fokus på nogle alvorlige problemer i det danske demokrati.

Normalt fremstiller vi embedsmændenes arbejde og analyser som neutralt, sagligt og uafhængigt. Men når Jesper Tynell, som mange kender som retspolitisk fagmedarbejder på P1 Orientering, graver i en række af de store politiske sager fra de seneste fem år, tegner der sig et andet billede.

“Mørkelygten: Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta” er en bog, der har sat spørgsmålstegn ved måden, vi har indrettet vores demokrati på. Den grundige gennemgang af sagerne og de unikke interviews har medført en omfattende debat og skabt en lang række avisoverskrifter.

Hvad er en mørkelygte?
Mørkelygten er et udtryk, der bruges blandt embedsmænd. Det dækker over, at man tilsyneladende kaster lys over en sag, overfor pressen eller politikerne, men i virkeligheden sørger omhyggeligt for at udelade de informationer, der kan skade embedsmandens arbejdsgiver: Ministeren.

“Det er en mørkelygte at lave en ekspansiv flot formulering om, at ‘nu har vi redegjort fuldt åbent og ærligt for [et sagsforhold]’ [...] Det er en slags mørkelygte, fordi så lægger du mørke ud over, at du ikke har beskrevet de andre felter,” lyder en af de interviewede embedsmænds forklaring på begrebet.

En anden afgørende del af vilkårene for embedsmændenes arbejde er, at de ofte får en bunden opgave, hvor konklusionen er givet af ministeren, og deres opgave er at ”regne baglæns”. Det vil sige, at fremlægge begrundelser, fakta, tal og jura, der understøtter den ønskede konklusion. Uanset om andre konklusioner rent juridisk eller økonomisk ville være mere oplagte og korrekte.

Bogen viser, hvordan denne og andre typer af praksis skaber en risiko for, at politiske beslutninger og offentlige debatter bliver taget på et ufuldstændigt eller helt falsk grundlag. Der gives en lang række eksempler på, hvordan man vælger, eller bliver pålagt, at manipulere med tal, jura og fakta på tværs af ministerier og politikområder.

Sagerne rulles op gennem fortællinger og citater fra de embedsmænd, som har udarbejdet dokumenterne, lavet handlingsplanerne og ofte svunget mørkelygten. De mange interviews bakkes op materialer fra utallige aktindsigter, der er lavet i de sager, som Jesper Tynell har undersøgt og fulgt igennem flere år.

Fascination og forargelse
Lige så længe som jeg kan huske, har jeg gerne villet være journalist eller på anden måde arbejde med det skrevne ord. Derfor sidder jeg på den ene side tilbage med en vis fascination over, hvad embedsmændene kan med sproget.

På den anden sidder jeg tilbage med en forargelse, når jeg kan konstatere, at journalisterne hverken har tid til eller forudsætninger for at sætte sig ind i, hvad de læser. Man nøjes med indledningen og konklusionen, hvorefter man skriver sin artikel uden at lave kildekritik eller faktatjek.

Jesper Tynell påpeger, at det er et problem, når journalisterne ikke sætter sig ind i de sider, som de f.eks. får udleveret af en kommission, mens embedsmænd kan tillade sig at hovere over at være i stand til at skjule sandheder fra folket, Folketinget og ikke mindst oppositionen i Folketinget.

Pligten først
I løbet af kapitlet “EU-retten som tag selvbord” bliver man præsenteret for to sager; en om børnechecken og en omkring AMBI, der er et arbejdsmarkedsbidrag. I begge tilfælde er der tale om, at embedsmænd og jurister, som er tilknyttet sagerne, påpeger, at det man ønsker at gøre er i direkte strid med EU-retten. Alligevel beslutter Juridisk Specialudvalg at presse på for at få tingene igennem i Folketinget, der ikke informeres om, hvad der egentlig er vurderet, og på hvor svagt et grundlag lovligheden i forslaget er funderet.

Det ender med, at selvom embedsmændene advarer om, at det man har gang i er i strid med forpligtelserne til EU, så er det stadig dem, der skal finde argumenter for det modsatte og forsvare dem, når virkeligheden kolliderer med konsekvenserne.

En embedsmand forklarer:
"Du kan godt tage in extremis: Regeringen vil lave noget, som vi er 100 procent sikre på, er EU-stridigt. Så må man sige til regeringen: 'Vi gør bare opmærksom på, at efter visses opfattelse er det her 100 procent i strid med EU-retten'. Hvis de så laver det alligevel, så må vi gå ned og forsvare det i EU. Det er vores job at fremføre de argumenter, der er."

Detektivroman
Der er mange positive ting at sige om Jesper Tynells bog Mørkelygten. For det første har den et godt flow, der holdes i gang af et enormt researcharbejde. For det andet sætter den fokus på den ulempe, der er ved, at man, som journalist og politiker, er presset til at levere så meget som muligt i stedet for at fordybe sig i de beslutninger, der skal tages.

Man kan sige, at det første punkt klargør hvad det andet punkt mangler. Desuden synes jeg, at det er befriende, at der på intet tidspunkt i Mørkelygten angives navne. Det tætteste man kommer på en navngivning, er, når man omtaler en bestemt minister i en periode; igen ikke ved navn blot ved stillingsbetegnelse.

På mig virker Mørkelygten dog lidt lang. Jeg kunne sagtens have set den delt op i flere kortere bøger, der havde hvert deres tema. Måske ville have givet de enkelte sager mere omtale gjort dem mere debatskabende. Jeg har af denne grund bevidst valgt at fremhæve de dele af bogen, som ikke har fået så meget fokus ude i offentligheden.

Mørkelygten er en page turner. Jeg har flere gange grebet mig selv i at tænke, at den gemmer på en fantastisk detektivroman, som man kan læse mellem linjerne. En historie om forfatterens møder med hemmelige kilder og alle de ting, han graver frem og dokumenterer under bogens tilblivelse.

Jesper Tynell: ”Mørkelygten. Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta.” 360 sider, Samfundslitteratur, 2014.

Alex Lindbjerg studerer filosofi og økonomi (FLØK) på Copenhagen Business School. På bloggen www.lindbjerg.org har han anmeldt en lang række bøger om samfundsforhold. Hans gode arbejde kan fremover følges her på www.notat.dk