Ja-partierne vil ikke give danskere bedre retssikkerhed

Ja-partierne har fravalgt, at vi skal stemme om flere retsakter på det strafferetlige område, som kunne give danskere bedre retssikkerhed i Danmark. Det mener Advokatrådet. 

Af Lise Møller Schilder
1. december 2015

At anklagede mennesker kan få en fair rettergang er en af grundstenene i et moderne retssamfund. Strafferetten er også en del af de retsakter, som vi stemmer om vedrørende retsforbeholdet. Men nogle retsakter på dette område er valgt fra.

Det viser sig nemlig, at ja-partierne har valgt fire retsakter på det strafferetlige område fra, som danskerne ellers kunne have haft gavn af. Det er eksempelvis retsakter, der giver ofre flere rettigheder, retsakter der sikrer anklagede tolkebistand og retsakter, der sikrer information i strafferetssager.

Begrundelsen har været, at retsakterne enten er for dyre at implementere, eller at indholdet allerede er skrevet ind i dansk lov. Det er dog langt alle rettigheder, der er skrevet ind i dansk lov.

Det forklarer Sysette Vinding Kruse, der er formand for Advokatrådets strafferetsudvalg.

1) Ret til pålidelige tolke

En af retsakterne, som er valgt fra, er tolkedirektivet, der har det mundrette navn: ’Direktiv om ret til tolke- og oversættelsesbistand i straffesager’. Det vurderes af Justitsministeriet, at den giver en ekstra udgift på 20 millioner kroner om året.

»Det står i Menneskerettighedskonventionen artikel 6, at når man bliver sigtet, så skal man have det at vide, på et sprog man forstår. Så har man i EU konstateret, at der stadig er en hel del af medlemsstaterne, der får domme ved Menneskerettighedsdomstolen på det her område. Så derfor har man valgt at lave det her direktiv, så man er helt sikker på, at standarden er ens i alle medlemsstaterne,« siger Sysette Vinding Kruse.

Hun forklarer, at der i Danmark er et stort problem forbundet med at få tolke til at oversætte korrekt i retssager, og derfor ville direktivet kunne sikre en lang række borgere bedre retssikkerhed.

»Det er et problem, at vi i Danmark ikke er sikre på, at tolkene er gode nok både til dansk og til det sprog de mener, de kan tolke. Det er ofte usikkert om væsentlige forhold bliver oversat korrekt i retssystemet. Vi har haft en regel om, at translatører så vidt muligt skulle anvendes i retten. Men fra første januar 2016 har regeringen ophævet retten til at kalde sig translatør,« forklarer hun og fortsætter:

»Direktivet siger, at medlemsstaterne skal garantere, at der er en eller anden form for kvalitetskontrol. Man skal sikre, at tolkningen foregår på et kvalificeret niveau. Og det gør vi ikke i Danmark.

De translatører, vi allerede har, er selvfølgelig fremragende, men vi har ikke så mange af dem i de sprog, som er de mest dominerende. Fremadrettet bliver der så heller ikke stillet krav til kvalifikationer. Så vil det være nok, at man har forklaret rigspolitiet, at man både taler dansk og eksempelvis kurdisk.«

Udover at direktivet kræver kvalitetskontrol af tolke, lægger det også op til, at mistænkte skal have at vide, hvad de undersøges for eller er anklaget for. Og det skal ske på skrift på det sprog, de taler, hvilket ikke sker i Danmark. Hvis den anklagede bliver dømt, får han/hun normalt heller ikke dommen oversat på skrift, som direktivet foreskriver. De får den kun mundtligt.

Fravalget af direktivet går derfor ud over danskere, som ikke taler sproget, indvandrere som arbejder midlertidigt i landet, studerende på udveksling, og folk som er blevet udleveret til Danmark fra et andet EU-land. De har ikke de samme rettigheder, som de ville få i resten af EU-landene.

»I værste fald, kan du jo blive dømt for noget, du ikke har gjort, fordi du ikke kan forklare dig,« siger Sysette Vinding Kruse.

2) Hemmelige dokumenter kan være katastrofale

Som regel er det en fordel at få at vide, præcis hvad man er dømt for, og det kan være svært at huske, hvis oversættelsen kun er mundtlig. En anden grund til at det er en god idé at vide, hvad man er dømt for er, at den anklagede person ikke altid har ret til at se alt bevismaterialet, som fremstilles af anklageren.

»I Danmark har vi det, der hedder tys tys advokater eller hemmelige advokater. Hvis anklageren og dommeren er enige om, at der er noget, som forsvareren ikke skal have at vide af forskellige grunde, så er det helt hemmeligholdt, og man får aldrig at vide, hvad de har fjernet med mindre det senere bliver oplyst, fordi det kan være væsentligt for sagen,” forklarer Sysette Vinding Kruse.

Her kommer vi så ind på det andet fravalgte direktiv. Det hedder ’direktiv om ret til information under straffesager’. Direktivet ville formentlig betyde, at danske anklagere kun ville kunne bruge denne ret til hemmelig information i mere begrænset omfang, end man gør i dag. Det vurderes af Justitsministeriet, at direktivet vil have mindre økonomiske konsekvenser.

»Tidligere kunne man kun bruge den bestemmelse rent undtagelsesvist, hvis det var nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed og tilsvarende alvorlige grunde. Nu er der kommet meget mere elastiske bestemmelser i Danmark.

For eksempel kan man af hensyn til sagens efterforskning holde information hemmelig, og det kan jo være ganske katastrofalt, at forsvareren og den sigtede ikke ved, hvad politiet og dommeren ved. Det kan sagtens føre til urigtig domfældelse,« siger Sysette Vinding Kruse.

Det fravalgte direktiv indeholder nogle lignende, men knapt så restriktive undtagelser og ville derfor kunne minimere brugen af hemmelige advokater. Men det sikrer også, at hvis anklageren holder information hemmelig, så får forsvareren og den anklagede at vide, at noget er holdt hemmeligt. Sådan er det ikke i Danmark i dag.

»Der er nogle personer i Danmark , som i 2012 fik en dom på mange års fængsel, hvor man så opdagede, at det materiale, der havde været tilbageholdt, rent faktisk kunne have frifundet dem. Så det kan have afgørende betydning at vide, at noget er blevet holdt hemmeligt. I det her tilfælde blev dommen ophævet af landsretten og sagen sendt tilbage til byretten.«

Rettighederne på dette område, som direktivet foreskriver, er altså rettigheder som danskere, der anklages i andre EU-lande, får. Til gengæld får udlændinge og danskere i Danmark ikke de rettigheder, netop fordi direktivet er valgt fra.

3) Ret til en advokat, der kender loven

Danmark er allerede en del af den EU-lov der hedder den fælles europæiske arrestordre. Den lov betyder, at Danmark udleverer sine borgere til andre EU-lande til retsforfølgelse. Det kan have store konsekvenser for den person, der bliver udleveret.

Derfor har man i EU ønsket at give den anklagede bedre retssikkerhed, således at den anklagede får en advokat, i både det land personen skal udleveres fra, og i det land som personen skal udleveres til.

Den retsakt, der giver denne rettighed, hedder ’Direktiv om ret til adgang til advokatbistand i straffesager og i sager angående europæiske arrestordrer og om ret til at få en tredjemand underrettet ved frihedsberøvelse og til at kommunikere med tredjemand og med konsulære myndigheder under frihedsberøvelsen’.

Forskellen mellem dansk ret og denne retsakt er, at danskere som udleveres til retsforfølgelse i andre EU-lande ikke får en advokat i det andet land, som kan hjælpe med at forstå og forsvare sagen, sålænge personen er i Danmark. Her vurderer Justitsministeriet, at direktivet ikke vil have økonomiske konsekvenser af betydning.

»Hvis du eksempelvis udleveres til Rumænien på baggrund af en arrestordre, så får du udpeget en dansk advokat. Men den danske advokat har slet ikke mulighed for at bedømme den rumænske dom eller begæring.

Nogle gange har vi så fået fat i en rumænsk advokat, der kunne hjælpe os til forklare, hvad det drejer sig om, men det kan ikke altid lade sig gøre. Så det ville være en stor forbedring, at man kunne få en advokat i begge lande,« forklarer Sysette Vinding Kruse.

Hun understreger, at det i sidste ende også ville spare staten for en masse udgifter, da der ofte er tale om mindre sager, som folk ønskes udleveret for. Det er nemlig langt nemmere at overtale folk til at tage af sted, hvis de har en advokat, der venter på dem, og samtidig ved at sagen ikke er så alvorlig.

»Man kan få afklaret nogle ting, som man er usikre på. Som udgangspunkt vil en dansk advokat protestere, hvis advokaten ikke ved, hvad sagen handler om. Hvis man er usikker på, om ens klient bliver sendt ned til et eller andet væmmeligt, som man ikke kan overskue, så må man sige, at det er for usikkert, og at der ikke er mistankegrundlag nok.

På den måde kan personen komme til at sidde i fængsel i længere tid, fordi man protesterer og prøver alt muligt, fordi man simpelthen er usikker på, hvad personen er anklaget for. Og det kan jo vise sig at være småting.«

Lige nu er det sådan, at en dansker, som en anden stat anmoder om at få udleveret, ikke har en advokat fra det andet EU-land, før personen tager ned til landet. Og det er netop derfor, mange er tilbageholdne med at tage afsted, fordi det er uklart, hvad der skal ske. Hvis direktivet blev indført, ville det problem være løst, understreger Sysette Vinding Kruse.

I det hele taget ser hun gerne som formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg, at alle fire retsakter blev valgt til.

4) Flere rettigheder til ofre

Denne artikel når ikke at gå i dybden med de ekstra rettigheder, som ofre ville få med offerdirektivet. Det skal dog nævnes, at både Socialdemokraterne, SF og Radikale Venstre har meldt ud, at de ønsker at tilføre de ekstra rettigheder, som direktivet giver ofre, til dansk lov – dog uden at indføre direktivet.

De tre partier har dog ikke flertal i Folketinget, så det er langt fra sikkert, at de kan få det til at ske. Men hvis det sker ville følgende rettigheder være sikret skriver Advokatrådet i deres høringssvar.

»Direktivet giver på en række punkter en bedre retsstilling for ofret end de gældende danske regler. For eksempel skal offeret have en skriftlig kvittering for en politianmeldelse og have en sådan oversat, hvis offeret er udlænding. Herudover skal offeret have informationer om sagens gang i videre omfang end i dag og have oplysninger om gerningsmanden, hvis han flygter eller løslades. Advokatrådet finder, at et tilvalg af direktivet vil indebære en styrkelse af ofres retssikkerhed.«

Justitsministeriet vurderer, at direktivet vil koste mellem
ni og 16 millioner kroner om året.