ARTIKLER


Hvad er Europol?

Europol er den enhed, der varetager det fælles politisamarbejde i EU, og som med lidt god vilje svarer til FBI i USA. Da EU ikke er en føderalstat, har Europol dog ikke helt samme kompetence som FBI, men fungerer snarere som en støtte for medlemslandenes politimyndigheder.


Af Ida Zidore
7. september 2015

Europol er den enhed, der varetager det fælles politisamarbejde i EU, og som med lidt god vilje svarer til FBI i USA. Da EU ikke er en føderalstat, har Europol dog ikke helt samme kompetence som FBI, men fungerer snarere som en støtte for medlemslandenes politimyndigheder.

Europols erklærede mål er at ”støtte og styrke handlinger foretaget af medlemslandenes politimyndigheder og deres fælles samarbejde omkring at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet, terrorisme og andre former for kriminalitet, der påvirker to eller flere medlemslande.”

Politisamarbejdets hovedkontor ligger i Haag i Holland, hvor den britiske direktør Rob Wainwright har sin daglige gang. I 2014 var der 912 ansatte i Europol.

Da Europol blev etableret i 1995, var det ikke på politiets opfordring, men en politisk idé, som især den tidligere tyske kansler Helmut Kohl var stærk tilhænger af, når han talte om et ”europæisk FBI”. Det blev til virkelighed, da Europol-konventionen endelig trådte i kraft i 1998, og man påbegyndte de første fælles operationer i 1999.

Europols kompetence dækker, som beskrevet i Europol-afgørelsen fra 2009, over alt fra narkohandel, menneskesmugling, våbenhandel og organhandel til svindel og bedrageri, hvidvaskning af penge, korruption, computerkriminalitet og kriminalitet forbundet med kernekraft og radioaktive substanser.

Europols primære opgaver er at:

• Indsamle, analysere og udveksle informationer og viden.

• Oplyse landenes myndigheder om mulige sammenhænge mellem kriminelle gerninger.

• Bistå de nationale politimyndigheders efterforskninger med relevante oplysninger.

• Bede medlemslandenes myndigheder om at indlede fælles efterforskninger, når det viser sig relevant.

• Levere viden og analyser til medlemslande i forbindelse med store, internationale begivenheder.

• Forberede trusselsvurderinger, strategiske analyser og generelle situationsrapporter relateret til Europols overordnede mål.

Europol kommunikerer ikke direkte med de nationale politimyndigheder, men via kontaktpersoner på Europols landekontorer. I Europol-afgørelsen står der, at ethvert medlemsland er forpligtet til at etablere en national enhed med tjenestemænd og en landechef.

Kilde: European Police Office (Europol): Past, Present and Future af Libor Klimek i Czech Yearbook of International Law 2014

Artiklen blev bragt i NOTAT 1287 Hvad er EU’s retspolitik? der udkom 1. september 2015.