HJÆLP! Dansk ligestillingspolitik har brug for pres udefra

KLUMME. Der er langt mellem ligestillingspolitiske reformer af betydning i dansk politik. Indførelsen af barselsfonden for en del år siden er et af få eksempler. Den nuværende regering har været sløv i optrækket, men har dog gennemført nogle ændringer af lov om ligeløn, der betyder, at flere ansatte får adgang til kønsopdelt lønstatistik.

Og så har regeringen indført det, man kalder ”den danske model” for at sikre en bedre kønsbalance i virksomhedsbestyrelser. Det særligt danske er, at det er en meget blød model baseret på, at virksomhederne selv fastsætter deres mål. Andre europæiske lande er gået mere håndfast til opgaven i erkendelse af, at kvoter er et godt redskab til at skabe mærkbare forandringer inden for en overskuelig fremtid.

Vi befinder os i en politisk situation, hvor oppositionen elsker at drille og håne den siddende regering for dens ligestillingspolitiske løftebrud, og det må sørme også være svært ikke at benytte sig af chancen. Men vi ved godt, at den forrige regering heller ikke havde ligestilling øverst på dagsordenen. Skiftende ligestillingsministre – og der har været mange – har haft for vane at markere sig på, hvad de ikke går ind for. 

EU kan stille krav

Så er det jo godt, at vi har EU-lovgivningen – direktiverne – der sætter nogle standarder, som Danmark er nødt til at efterleve.

Hvis det ikke havde været et krav fra EU, at der skal være et uafhængigt organ, der overvåger ligestilling mellem kvinder og mænd, havde vi sandsynligvis ikke haft sådan et. Det fik vi under den borgerlige regering, der med udsigten til en sag mod Danmark valgte at rette ind og placere opgaven hos Institut for Menneskerettigheder.

Bevillingen var ganske vist beskeden, og Kvinderådet var blandt de, der hellere havde set et egentligt ligestillingsombud med noget mere slagkraft. Træerne voksede ikke ind i himlen, men vi fik dog noget.

En positiv rolle

Hvis vi ser på områder som prostitution, trafficking og vold mod kvinder, har EU også spillet en positiv rolle. På grund af det danske retsforbehold er det ikke alle fremskridt, der kommer danske borgere til gode. Men jeg tror, det spiller en rolle for danske standarder alligevel.

På et så konfliktfyldt felt som prostitutionspolitik har det været befriende, at EU-Parlamentet i 2014 med stort flertal vedtog Honeyball-betænkningen om seksuel udnyttelse og prostitution, og konsekvenserne deraf for ligestillingen mellem kønnene.

Den roser kriminalisering af sexkøb (den svenske model) både i forhold til at fremme ligestilling og for at være effektiv i bekæmpelse af menneskehandel.

Europæisk samarbejde

Men EU er ikke et ligestillingspolitisk slaraffenland. Nok er der på EU-plan såvel som i Danmark mange pæne ord og hensigtserklæringer, men der er også økonomiske politikker, som ikke bliver kønsanalyseret og vurderet. Krisestrategier og vækstpolitikker, som ikke fremmer ligestilling.

Derfor arbejder vi i Kvinderådet sammen med kvindeorganisationerne i EU for at fastholde forpligtelsen til at tænke ligestilling ind i alle politikker. Vi samarbejder gennem EWL, den europæiske kvindelobby, om at analysere gennemførelsen af Europa 2020-strategien. EWL er et vigtigt forum for Kvinderådet, blandt andet fordi vi får adgang til viden, som vi ikke har ressourcer til selv at indhente. EWL’s lobbyarbejde i Kommissionen og EU-Parlamentet er guld værd for os, der ikke har kontor i Bruxelles.

Kvinderådet er med i regeringens kontaktudvalg for Europa 2020-strategien, og vi har et konstruktivt samarbejde med en række organisationer, der alle arbejder for en ny strategi for vækst, nemlig en vækstpolitik, der tager social inklusion, fattigdomsbekæmpelse, grøn omstilling og ligestilling alvorligt. Med samme udgangspunkt er vi repræsenteret i ØSU – EU’s økonomiske og sociale udvalg. 

Blå bog: Randi Theil Nielsen er sekretariatsleder i Kvinderådet. Kvinderådet blev oprettet i 1899 med det formål at koordinere kvindepolitiske krav og påvirke den kønspolitiske udvikling. I dag er 43 organisationer medlemmer af Kvinderådet, der sammen repræsenterer 1 million medlemmer, heriblandt fagforbund, politiske partiers kvindeudvalg og humanitære foreninger.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1284 'Kvindernes Europa?', der udkom 1. juni 2015