Eventyret om Alexis og Pablo

BAGSIDEN. Da der var dyrtid i landet, vidste faderen Mariano Rajoy og hans ægtepartner Antonis Samaras slet ikke, hvordan de skulle skaffe det daglige brød. De besluttede at skille sig af med børnene ved at føre dem ud i den store skov af arbejdsløshed.

»Her får I lidt kontanthjælp. Kan I nu købe noget brænde for pengene og lave et bål, lille børn. Når vi har fri fra arbejde, kommer vi igen og henter jer,« sagde Mariano.

Da mørket faldt på og bålet var brændt ud, var der stadig intet spor af forældrene. Alexis og Pablo begyndte at gå for at holde sig varme, og de fik selskab af flere andre børn, så det efterhånden lignede en march. Ved morgengry kom Alexis og Pablo til et hus, hvis facade var bygget op af mønter og tag belagt med eurosedler. Sikke dumt at passivisere likviditet på den måde, tænkte de.

»Kom, Pablo, tag du et stykke af vinduet, så tager jeg noget af taget« sagde Alexis. Men før de havde nået at afmontere en eneste mønt, hørte de en stemme:

»Hvem er det, som splitter mit eurohus ad? Jeg har spinket og sparet for at kunne bygge det.«

Døren gik op, og en kortklippet kvinde i rød spadseredragt kom ud. Hun præsenterede sig som Angela og havde en stærk, tysk accent.

»Kom med mig, jeg skal ikke gøre jer fortræd« sagde hun. Inde i huset fik de dejlig mad, mælk og pandekager. Alexis lagde nogle af pandekagerne til side, for han ville dele dem ud til de andre børn i skoven. Men det kunne der ikke være tale om, sagde Angela.

Da drengene vågnede næste morgen, tog Angela fat i Alexis med sine tørre hænder, bar ham ud i stalden og lukkede ham inde bag en gældsmur. Derpå vækkede hun Pablo, og sagde:

»Stå op, din drivert. Nu har du spist mine pandekager og sovet i min seng. Det kan du rigtignok få lov at betale for!«

Som fange i eurohuset måtte Pablo gøre, hvad Angela forlangte. Han brugte alle sine vågne timer på at arbejde for en løn, man umuligt kan leve af, mens Alexis ikke engang havde mulighed for at arbejde af på gælden.

Hver morgen gik Angela ud i stalden og råbte: »Stik din finger ud, så jeg kan mærke, om du er blevet tynd nok til, at jeg kan lave smykker af dine knogler!«

En skønne dag sagde hun til Pablo, at Alexis var klar til at få kogt det sidste kød af knoglerne. Hun fyrede op under ovnen og rodede rundt i det glødende kul. Da gav Pablo hende et puf, så hun røg ind i flammerne, og han smækkede jerndøren i og satte slåen for.

Pablo løb lige ud og nedbrød gældsmuren, og sammen løb drengene tilbage til eurohuset, hvor de fyldte lommerne med mønter og polstrede det slidte overtøj med sedler. Så fór de ud i skoven til de sultne børn, hvor de fordelte pengene som en slags akut borgerløn.

Over de næste måneder blev eurohuset revet ned og pengene investeret i grønne arbejdspladser og en bedre infrastruktur i skoven. Der var endda råd og tilgivelse nok til, at selv Antonis og Mariano kunne få en værdig pension.

Sydeuropæerne levede lykkeligt til næste valg.

Artiklen blev først bragt i NOTAT 1281 Kampen for frihandel, der udkom 1. marts 2015.