Europol har bevist sit værd

30 rumænske børn blev i 2014 reddet fra fangenskab og udsigten til slavehandel. 1.027 personer blev anholdt og 599 kilo kokain beslaglagt i den fælles-europæiske aktion, der blev kendt som operation Archimedes. Rob Wainwright, direktør for Europol, der stod bag operationen, kaldte den en milepæl i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet.

Netop det eksempel trækker tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen frem i en samtale om det Europol, han kender indefra, og som han mindes at savne i tiden før det eksisterede. I de 20 år, Bonnichsen var ansat i Rejseholdet, var det besværligt at skaffe viden fra udlandet. Først skulle man overbevise en dommer om mistankegrundlaget, derefter skulle det godkendes af Justitsministeriet, og så skulle det via et ministerium tilbage til den lokale politimand.

»Hvis det nogensinde kom så langt, var det for det meste for sent. Det var uudholdeligt. Dengang bestod Danmarks mest effektive politiafdeling af to mand nede i det sønderjyske, som havde personlige kontakter til nogle gode folk på den anden side af grænsen i Flensburg politi. Ad den vej kunne man spørge tysk politi, om en person eller et køretøj var eftersøgt eller stjålet. Dengang var det en drøm for os at kunne operere på den måde.«

I dag kalder Hans Jørgen Bonnichsen Europol for en ’politimæssig velsignelse’, men i begyndelsen var begejstringen flankeret af bange anelser.

»Selvfølgelig var det forbundet med en vis skepsis. Også for mig selv som gammel sønderjyde. Man var hundeangst for, at man pludselig ville se tysk politi på trappeopgangen i Haderslev banke på med en ransagningskendelse i hånden. Men det har jo vist sig slet ikke at holde stik. Man fik oprettet en moderne politi-enhed, der er i stand til både at uddanne og udvikle politikorps på tværs af grænserne i Europa. Det foregår i samarbejdets ånd, og det er ikke blevet et spørgsmål om at trampe rundt med de respektive politistøvler i hinandens små bede,« konstaterer han over for NOTAT.

Hellere fornuft end frygt

Hvad enten snakken falder på Europol, terrorpakker eller masseovervågning, så gælder det samme mantra for den tidligere PET-chef: Det øjeblik frygten sætter ind, mister vi fornuften.

Selv frygter han mest politikerne. I bogen Frygt og Fornuft har han argumenteret for, at statens optagethed af terrorisme er ude af proportioner, og at politik styret af frygt påfører den enkelte borger mere skade, end den bekæmper terrorisme. For den kritik er han blevet kaldt meget, herunder naiv. Så hvad siger han til angrebet på Krudttønden og Charlie Hebdo – er det på tide at tage de naive briller af?

»Hvis det er naivt at have den holdning, at hver gang man går ind og foretager et nyt initiativ i forhold til terrorbekæmpelse, så vil det altid være på bekostning af personlig frihed, så er jeg stadig naiv. Jeg anerkender selvfølgelig, at statens eksistensgrundlag er at beskytte borgerne. Men jeg forventer så også, at man bruger fornuftige midler, der ikke involverer alvorlige indskrænkninger af din og min frihed.«

Han understreger, at kritikken hverken gælder politi eller efterretningstjenester, men derimod af det, han kalder politikernes symbolpolitik i deres bestræbelser på at tækkes følelser og holdninger i samfundet. Alt for ofte lader de sig styre af alt andet end fornuft og faglighed.

»Vi skal altid være bange for vores politikere. Og håbe på, de bevarer fornuften.« 

Grænsebomme, masseovervågning og –registrering, den enorme kontrol i lufthavne og inddragelse af pas af frygt for radikalisering af unge er alle eksempler på politiske tiltag, der i værste fald forværrer problemerne, mener Bonnichsen.

Politisamarbejdet er en togmetafor

I et indlæg i Politiken kalder den tidligere efterforsker i Rejseholdet Europol for ’et frembrusende højhastighedstog, som det er svært at springe af’, og han lægger ikke skjul på, at han mener, Danmark skal gå fuldt ind i samarbejdet.

Men hvis det er et frembrusende højhastighedstog, tør vi så stole på, at vi får værnet om vores retssikkerhed i farten?

»De to ting behøver ikke hænge sammen. Europol udfører politikernes lovgivning, så det med retssikkerheden er på politikernes bord. Og der er det klart, at hvis Europol skal tildeles flere udførende rettigheder, så går jeg som en absolut selvfølge i et højtudviklet demokrati ud fra, at det er ensbetydende med udvidet demokratisk kontrol. Og det vil man netop få mulighed for, ved at deltage som et fuldgyldigt medlem, for nu at bruge et rockerudtryk. For hvis du bare læner dig op ad det her højhastighedstog og prøver på at finde nogle andre tilknytningsmuligheder, som for eksempel Norge, jamen så bliver du placeret bagerst i vognen og kan ikke selv bestemme, hvilke stationer du skal af på, eller hvilken retning toget skal køre. Det er problemet med retsforbeholdet.«

Den europæiske tillid vokser

Hans Jørgen Bonnichsen er kritisk over for politikernes handlingsmønstre, men positiv over for udviklingen af det europæiske samarbejde. Det nuværende EU-Parlament ser ud til at kæmpe for den samme retssikkerhed, som han selv.

»Selvfølgelig har EU-Kommissionen nogle nye sikkerhedsdagsordener oven på de seneste hændelser i Danmark og Frankrig. Men her ser jeg heldigvis, at Europa-Parlamentet er begyndt virkelig at forholde sig kritisk til den slags ting. Netop af hensyn til borgernes rettigheder.«

Overordnet mener han, at den europæiske tillid vokser. Men når det handler om forsøg på vidensudveksling mellem efterretningstjenester, er der stadig begrænsninger:
»Du får altså ikke nogen efterretningstjeneste til at levere informationer til en europæisk agent- og kildedatabase, som Europol ellers har talt for. Det er svært nok mellem to lande. Men på politibasis er der opstået en meget større respekt for det her samarbejde,« vurderer han.

Derfor er det også vigtigt, at Danmark er med, fremfor at hytte sig i smug:
»Vi er nødt til at anerkende, at kriminalitetsbekæmpelsen ligger under for gensidig afhængighed, selvom nogle måske må slå knuder på sig selv. Alt andet er en selvtilstrækkelighed, hvor vi står provinsielt forankrede ved landsbyens gadekær, overbeviste om vores egen ufejlbarlighed og om, at grænsebomme er løsningen på problemerne. Det er det ikke.