Bevidst uklare grænser for privatisering

Handlen med tjenesteydelser er et økonomisk vigtigt og politisk kontroversielt område i frihandelsaftalen TTIP.

Tjenesteydelser udgør alle arbejdsopgaver, som kan handles, og omfatter så forskellige grupper som advokater, revisorer, læger, sygeplejersker, sundhedsassistenter, rengøringspersonale, lærere – og alle deres kunder eller brugere.

Området er genstand for forhandlinger i både TTIP og den mindre kendte TiSA (Trade in Services Agreement) mellem EU, USA og 21 andre lande.

Formålet er, ifølge et notat fra Erhvervs- og Vækstministeriet, at ”opnå en så høj grad af binding af det nuværende liberaliseringsniveau som muligt” og at ”skabe mulighed for ny markedsadgang”.

Det ser dele af erhvervslivet som et løfte for fremtiden.

»Vi håber på en ambitiøs aftale, hvor man åbner så meget som muligt op for private udbyderes adgang til offentlige services,« siger Kasper Ernest, chef for den internationale afdeling i brancheorganisationen Dansk Erhverv.

Omvendt er faglige organisationer bange for, at forhandlingerne sniger privatiseringer af offentlige ydelser ind ad bagvejen og begrænser politiske beslutninger.

Tvang er ikke hensigten
»Kommissionen har sagt, at der ikke er nogen grund til bekymring, men der er nogle vage formuleringer, som vi har svært ved at vurdere,« siger Louise Høj Larsen fra lærernes europæiske faglige organisation ETUCE i Bruxelles.

Et såkaldt skraldenøgleprincip (”ratchet clause”) i de to aftaler skal sikre, at folkevalgte politikere ikke kan fortryde privatiseringer indenfor bestemte områder. De kan ikke føre opgaver tilbage i statsligt eller kommunalt regi, hvis området først er privatiseret.
Et afgørende spørgsmål er derfor, hvilke tjenesteydelser, der skal omfattes af den mekanisme.

Kommissionen forsikrer, at offentligt finansierede serviceydelser ikke er omfattet af skraldenøgleprincippet, og at de enkelte lande til enhver tid skal kunne lovgive helt, som de selv ønsker det indenfor tre områder. Det gælder social- og sundhedsområdet, undervisning og vanddistribution (forsyning og rensning af spildevand).

Men hvad nu, hvis en ydelse er delvist finansieret via brugerbetaling eller private forsikringer?

Bred margin
NOTAT har spurgt Kommissionen, hvordan begrebet offentligt finansierede serviceydelser skal forstås, og hvor man trækker grænsen for, hvad der skal med i aftalen.

»Det er fuldt ud legitimt at spørge til, hvordan vi definerer det. Sandheden er, at det har vi bevidst undladt at gøre i de seneste 20 år. På den måde beholder vi en bred margin til fortolkning og dermed muligheden for at holde offentlig service udenfor aftalen.

I forbindelse med TTIP har vores modpart i øvrigt samme forsigtige tilgang,« siger Kommissionens chefforhandler i TTIP, Ignacio Garcia Bencero, til NOTAT.

»Vores erfaringer fra tidligere forhandlinger – og det har fungeret fint i mange år – er, at hvis man går i gang med at definere, så får man let en masse juridiske fortolkninger, som indsnævrer ens egen forståelse af, hvad der er offentlig service. Desuden risikerer vi bare den samme diskussion, hvis vi skulle definere ord som ”offentlig” og ”serviceydelser”«, tilføjer han.

Nødt til at vente
Hvordan skal tilhængere og modstandere af privatiseringer så forstå konsekvenserne af en aftale? Bliver de nødt til at vente, til forhandlingerne er afsluttede?

»Svaret kan findes i EU’s historie – EU har udelukket offentlig service fra alle tidligere frihandelsaftaler. Sådan vil det også være i fremtiden. Interesserede bør se på det mandat, vi har fået af Ministerrådet, og se på Traktaten, som har en klar rettesnor ved protokollen om serviceydelser af almen interesse. Vi kan garantere, at Kommissionen ikke har til hensigt at afvige fra den rettesnor, eller at overskride vores forhandlingsmandat. Men for at forstå detaljerne, bliver interessenter nødt til at vente til forhandlingerne er overståede. Jeg kan dog forsikre dig om, at ingen medlemsstat vil blive tvunget til at liberalisere eller privatisere den offentlige service‚« svarer Ignacio Garcia Bencero.

Skal med i aftalen
Dansk Erhverv ser ikke den manglende definition som et problem.

»Det er en forhandling, og i en forhandling er det nu engang ofte nødvendigt, at have den her slags manøvrerum,« siger Kasper Ernest.

I lærernes faglige organisation ETUCE er Louise Høj Larsen til gengæld bekymret:

»Hvis man ikke klart ekskluderer uddannelse, så medfører det store risici for offentlige uddannelser i form af kommercialisering og privatisering. Hvis EU ikke klart definerer aftalens begrænsning, er der fare for, at andre vil gøre det, for eksempel voldgiftsmænd via ISDS (virksomheders mulighed for at modsætte sig politiske beslutninger for at beskytte deres investeringer, red).«

Lærerne er heller ikke trygge ved Kommissionens henvisninger til traktatens ord om at sikre ”serviceydelser af almen interesse”:

»Det er klart, at Kommissionen bliver nødt til at respektere traktaten, men de forpligtelser bliver man også nødt til at reflektere i politikken udadtil, såsom i en frihandelsaftale,« siger Louise Høj Larsen.