"Vidtgående forsøg på censur af nettet"

Bodil Lindqvist, en svensk kirkeassistent, blev i 1998 dømt for at have omtalt en kollegas forstuvede fod på en hjemmeside for konfirmander i menigheden Alseda i Småland.

Internettet var forholdsvis nyt, og det samme var EU’s datadirektiv, som sætter rammerne for, hvordan man må behandle personlige oplysninger. Direktivet fra 1995 ligger til grund for den gældende danske persondatalov.

Sagen om den forstuvede fod vandrede videre op til EU-Domstolen, som fandt, at Lindqvist havde spredt en personfølsom oplysning uden den omtaltes samtykke.

Det skulle hun ikke have gjort.

Bodil Lindqvist slap selv for straf, fordi den svenske ret fandt, at hendes forbrydelse var en bagatel, og fordi medlemslandene selv skal håndhæve og har en margen til at fortolke det gældende direktiv.

Men Lindqvist-dommen blev lagt til grund for forståelsen af, hvor skellet går i forhold til ”rent personlige eller familiemæssige aktiviteter”, også kaldet husstandsundtagelsen. At skrive på en åben hjemmeside på nettet, som Bodil Lindqvist gjorde, er i henhold til dommen ikke omfattet af husstandsundtagelsen. Det er en krænkelse af privatlivet.

Samme forståelse af husstandsundtagelsens afgrænsning ligger til grund for artikel 2.2d i det nye forslag til en reform af EU’s datalov, meddelte den daværende ansvarlige kommissær Vivian Reding den 4. januar 2013 EU-Parlamentet. 

Nej, nej, nej, nej, nej, det må vi ikke

Må jeg så blogge, tweete eller opdatere på Facebook om navngivne personer uden deres tilladelse?

Svaret er sandsynligvis nej.

Jeg må i hvert fald ikke omtale personers ”race, etniske baggrund, politiske, religiøse eller filosofiske overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold, helbred, genetiske data, seksuelle forhold eller straffedomme” (artikel 9.1. i forslaget til den nye forordning). Det er som udgangspunkt forbudt, hvis jeg ikke har de omtaltes samtykke, eller hvis de omtalte ikke selv udtrykkeligt har offentliggjort oplysningerne.

Advokat Christian Wiese Svanberg, der i 2012 var ansvarlig for forhandlingerne om EU’s datalov i Justitsministeriet og tidligere har været ansat i Datatilsynet, siger til spørgsmålet om, hvorvidt Lindqvist-dommen vil give problemer for de sociale medier:

»Ja, det er fuldstændigt rigtigt. Spørgsmålet er, om husstandsundtagelsen overhovedet er egnet til den nye virkelighed, vi har fået siden starten af 1990’erne, for eksempel med Facebook.  Er det, vi foretager os på Facebook rent privat? Hvis man vedtager det, Kommissionen foreslår, så mener jeg ikke, at vi kommer nærmere et svar herpå. Det er stadigvæk usikkert, hvordan det skal forstås.« 

Forenes med frihed

På den anden side vil det muligvis blive tilladt at sprede personoplysninger, hvis det har et ”journalistisk, litterært eller kunstnerisk” formål.

Der forhandles netop nu om, hvordan databeskyttelse skal kunne ”forenes” med ytringsfrihed – med Kommissionen i en nøglerolle som fortolker.

Kommissionen foreslår, at den selv får beføjelser til at udstede ”delegerede retsakter”. Det betyder, at Kommissionen skal bestemme, hvordan de to grundlæggende rettigheder, beskyttelse af personoplysninger og ytringsfrihed, skal forenes i praksis. Kommissionen og i sidste ende EU-Domstolen vil således få det sidste ord at skulle have sagt om, hvad vi må sprede og publicere. Selvom ytringsfrihed egentlig ikke er reguleret af EU-lovgivning.

Den problemstilling lader ikke til at være kendt blandt politikere, der ellers har interesseret sig for dataloven.

»Det er ikke noget, vi har diskuteret eller spurgt til,« siger Jakob Ellemann-Jensen (V), der er medlem af Folketingets Europaudvalg. Husstandsundtagelsen er også ukendt for Enhedslistens Pernille Skipper og Christel Schaldemose (S).

Google-dommen

Med Google-dommen i maj 2014 fik et nyt aspekt af databeskyttelse og ytringsfrihed opmærksomhed, nemlig retten til at blive glemt.

En spansk husejer ville have fjernet Google-links til en avis, hvori han var omtalt i forbindelse med en tvangsaktion. EU-Domstolen besluttede, at Google skulle fjerne linket, fordi søgemaskiners behandling af data også er omfattet af den gældende datalovgivning.

Den oprindelige avisartikel skulle derimod ikke fjernes fra nettet. Det ville være et anliggende for de spanske myndigheder.

Men hvis den nye datalov bliver udformet som en forordning, som alt peger på, kan det blive Kommissionen, der kommer til at beslutte, hvad der skal ske med de artikler, som Google linker til. Google havde i oktober i år modtaget 143.000 ansøgninger om at fjerne 491.000 links.

Jimmy Wales, grundlægger af det internetbaserede opslagsværk Wikipedia, har kaldt Google-dommen for "det hidtil mest vidtgående forsøg på at censurere nettet".



Jimmy Wales, grundlægger af det internetbaserede opslagsværk Wikipedia, er stærk kritiker af den foreslåede forordning. 

Privatlivets forrang

Forbrugerrådet Tænk har sammen med Dansk Industri opfordret til, at forordningen bliver vedtaget i den form, som Kommissionen har foreslået, og hilser dermed Google-dommen velkommen:

»Ytringsfrihed har vi ikke rigtig været inde over, men vi synes, det er en rigtig dom. Den betyder jo ikke, at Google er forpligtet til at fjerne et link, hver eneste gang nogen beder om det, for det er ikke en generel afgørelse. Men den betyder, at man kan gå til en domstol og få prøvet Googles afgørelse,« siger seniorjurist Anette Høyrup.

Det er advokaten Christian Wiese Svanberg ikke enig i:

»Helt nøgternt set, så er problemet med Google-dommen, at den formoder, at retten til at kræve oplysninger slettet har forrang for ytringsfrihed. Mange sagde efter dommen, at nu handler det bare om at finde et balancepunkt. Men ved seneste rådsmøde (9. til 10. oktober, red.) påpegede Rådets juridiske tjeneste, at det handler om mere end en enkelt sag. Dommen knæsætter en ny afvejning mellem databeskyttelse og ytringsfrihed, og giver beskyttelse af privatlivet forrang. Det er et stort problem for mange lande, hvor ytringsfriheden har forrang og har en stærkere forfatningsmæssig stilling end i Danmark.«

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1278 1. december 2014