Reformens hårde fødsel

PATENTREFORM. Et fælles europæisk patentsystem har været et stort ønske blandt virksomheder og mange medlemslande siden begyndelsen af 1970'erne. Flere firmaer eksporterer i dag til flere lande, og har et stigende behov for europæiske patenter - ikke mindst på grund af et voksende indre marked.

Gennem årene er det derfor blevet fortsat dyrere for virksomhederne at få de nødvendige patenter i EU, fordi det system, man kender i dag, kræver talrige oversættelser og administrationsgebyrer. Alene oversættelsesudgifterne kan udgøre op til 40% af de samlede udgifter ved et europæisk patent. Derved er det væsentligt dyrere at udtage et patent i EU, end det er i USA og Japan.

Dette har dog ikke forhindret forhandlingerne i at strande flere gange over de sidste 40 år, og efter et sådant sammenbrud i 2004 udarbejdede Kommissionen rapporten "Forbedring af patentsystemet i Europa" i 2007. Det er forhandlingerne i kølvandet på denne rapport, den danske befolkning skal tage stilling til den 25. maj.

Sprogordningen: den politisk besværlige forhandling
Det stod hurtigt klart i forhandlingerne, at særligt to spørgsmål ville være vanskelige at blive enige om; domstolsløsningen og sprogordningen, hvor især det sidste var stærkt præget af nationale holdninger. Siden begyndelsen af forhandlingerne var der faktisk så stor uenighed om emnet, at man i lange perioder slet ikke talte om det.

I juni 2010 kom dog et nyt forslag til sprogordningen, ledsaget af en konsekvensanalyse, der viste, at en ordning med engelsk, tysk og fransk som arbejdssprog - som også den endelige model - var mere omkostningseffektiv og bød på større retssikkerhed end modeller med flere sprog eller blot engelsk. I det nye forslag ville også blive udarbejdet programmer til maskinoversættelse af patentansøgninger og patentspecifikationer til alle officielle EU-sprog.

Ordningen blev vurderet til at nedsætte oversættelsesomkostningerne ved at tage patent i alle EU-lande 20 gange, men særligt Spanien og Italien var utilfredse. Spanierne mente ikke, at respekten for EU's værdifulde kulturelle og sproglige arv blev tilgodeset. Og de to lande holdt gennem forhandlingerne lange, enslydende indlæg mod sprogordningen - inklusiv citater fra skønlitterære værker på spansk og italiensk.

Spanien og Italiens modstand resulterede i, at de andre medlemslande etablerede et forstærket samarbejde om enhedspatent og sprogordningen - det kun andet eksempel på forstærket samarbejde i EU nogensinde.

Domstolen: den juridisk besværlige forhandling
Den fælles patentdomstol var der fra begyndelsen bredere enighed om. I marts 2009 indledte Kommissionen forhandlinger om en international aftale, der skulle etablere en fælles patentdomstol.

EU-Domstolen afviste dog klart, at den foreslåede model var i overensstemmelse med EU-traktaten. Blandt problemerne var, at man i den foreslåede løsning ønskede at give EU-Domstolen en rolle i patentdomstolen, og at denne domstol omfattede lande, der ikke var medlemmer af EU.

I maj 2011 foreslog Kommissionen derfor, at man etablerede en fælles patentdomstol udelukkende for de lande, der er medlem af EU, og at EU som institution ikke kunne være med i domstolen, hvorfor EU-Domstolen ikke fik en rolle i den fælles patentdomstol.

EU's medlemslande landede et kompromis i efteråret 2011, undtagen ét væsentligt spørgsmål; hvor den fælles patentdomstol skulle have hovedsæde. London, München og Paris var alle i spil som kandidater, men man kunne ikke blive enige.

Opgaven blev i sidste ende overladt til det danske formandskab, og først på sidste topmøde i juni 2012 lykkedes det at finde et kompromis. Paris løb med hovedsædet, men med tematiske underafdelinger i både London og München.

EU-Parlamentet - en uforudset detalje
Det så dermed ud til, at mange års forhandlinger var afsluttet - men ikke helt. Som en del af kompromisset var en række artikler i forordningen om enhedspatentet (dvs. en helt anden tekst) blevet slettet. Problemet var, at denne forordning var forhandlet på plads med EU-Parlamentet, der var rasende over, at statslederne havde handlet uden at konsultere dem.

Hvor EU-Parlamentet ikke havde formel kompetence vedrørende domstolsaftalen, der er en mellemstatslig aftale mellem de deltagende medlemslande, krævede vedtagelse af forordningen om enhedspatentet enighed med EU-Parlamentet, ligesom de skulle høres angående den tilhørende sprogforordning.

EU-Parlamentet havde dog gjort det klart, at man anså patentreformen som en samlet pakke og ville kun stemme forordningen om enhedspatentet igennem, hvis man også var tilfreds med reformens to øvrige elementer.

EU-Parlamentet insisterede på at genåbne forhandlingerne, og en endelig forhandlingsaftale kom først i stand under det cypriotiske formandskab i december 2012.

De største knaster i det lange forhandlingsforløb var om sprog og spørgsmålet om, hvordan man rent juridisk kunne etablere den ønskede fælles patentdomstol. Det er dansk deltagelse i netop denne fælles patentdomstol, den danske befolkning skal tage stilling til den 25. maj - ved den foreløbigt eneste planlagte folkeafstemning om emnet i EU.