"Ophuggeren" fra Firenze

Den 12. marts i år præsenterede Italiens nye blot 39-årige premierminister Matteo Renzi fra det store centrum-venstre-parti Partito Democratico sit reformprogram for landet. Det blev gjort med snesevis af farverige diagrammer på storskærm. Ny mand, ny stil.

Få dage forinden havde han sikret sig en væsentlig sejr ved at skaffe flertal for en omstridt ændring af den italienske valglov. Den væsentligste ændring består i at give den koalition, der bliver størst ved valget, en tillægspræmie i form af ekstra mandater. Hvis koalitionen når op på 37 procent af stemmerne, er den sikret 340 ud af de 630 pladser. Hermed bliver det lettere at opnå et regeringsflertal, hvilket betyder et mere stabilt politisk system end i de seneste turbulente år.

Reformprogrammet, som Renzi fremlagde midt i marts, er omfattende, men ikke specielt detaljeret. Til gengæld nævner det tidsfrister for implementeringen.

Renzi vil blandt andet reformere den offentlige forvaltning og skabe færre lokale enheder, bekæmpe korruption og afskaffe det italienske overhus. Men også en strømlining af lovgivningsprocessen, salg af dyre ministerbiler, lavere selskabsskat for små virksomheder og betaling af det offentliges gæld på 68 milliarder euro til private virksomheder er nævnt i reformprogrammet.

Styr på finanserne

Renzi's reformer er ikke gratis. Effektiviseringer og besparelser skal ifølge reformprogrammet bringe budgettet et stykke ad vejen, men uden en bedre beskæftigelse hænger det ikke sammen for Renzi.

Han erkender, at det forventede offentlige budgetunderskud risikerer at stige fra de forudsete 2,5 procent til 3 procent og dermed øge Italiens i forvejen alt for store offentlige gæld.

Den politiske dimension

Ved at sikre sig flertal for den nye valglov, har Renzi bevist sit politiske talent. Men afstemningen afslørede samtidig de farer, der lurer. Han har ingen faste koalitionspartnere, og der mangler en del stemmer fra hans eget parti's venstrefløj.

I øjeblikket samarbejder Renzi hen over midten med Mario Monti's borgerliste og et mindre centrum-højre parti, der er udskilt af Berlusconi's tidligere parti, ”Casa della Libertà”. Beppe Grillo's 5-stjernede protestbevægelse har man ikke kunnet bygge et flertal på. Det er usikker sejlads, og valget til EU-Parlamentet den 25. maj imødeses med spænding som en strømpil for, hvor sikkert Renzi sidder i sadlen.

Håb for fremtiden

Renzi's politik betyder et brud med hans tre forgængere på posten: Silvio Berlusconi, hvis hovedformål var at sikre sine egne interesser i enhver henseende, Mario Monti, der især sigtede efter at bevare Italien i euroen gennem en streng sparekurs, og Enrico Letta, der nok mildnede Monti's kurs, men meget forsigtigt balancerede mellem besparelser og budgetudvidelser.

Renzi's program sigter imod radikale, kvalitative ændringer af det nedslidte land og rokker ved ondets rod, politik og forvaltning. Ikke uden grund bærer han tilnavnet ”Ophuggeren”.

Der er således håb om fremdrift, men spørgsmålet er om politikerne, der bestemmer landets vilkår, er klar til og i stand til at lave om på deres egne. u

Asger Blom er ekspert i italienske forhold. Han har arbejdet 12 år som oversætter af blandt andet italiensk i EU’s Ministerråd.