ARTIKLER


Leder: Det er først nu, det bliver rigtig interessant

Lederen i magasinet NOTAT 1. juli 2014. 


Af IDA ZIDORE
1. juli 2014

Har du hørt om L’Altra Europa con Tsipras? - Det andet Europa med Tsipras? Et italiensk parti, der har hentet både navn og inspiration fra Alexis Tsipras, lederen af det græske socialistparti Syriza.

Tsipras gjorde sig bemærket ved at storme ind i EU-Parlamentet med 26,6 pct. af stemmerne. Men at han ligefrem lagde navn til en bevægelse i et helt andet land, der fik tre mandater, er nok gået de flestes næser forbi. Historien om L’Altra Europa con Tsipras vidner om, at meget ikke blev fortalt i ugerne omkring valget. 

Man husker nok bedre, at franske Front National gik 21 mandater frem, at højrepopulisterne UKIP blev størst i Storbritannien og at en tysk nynazist for første gang fik et mandat.

Men hele Sydeuropa blev tilsyneladende ramt af en rød feber, som fortjener opmærksomhed. Tsipras’ sejr alene svarer lidt til, hvis Folkebevægelsen mod EU med Rina Ronja Kari i spidsen pludselig blev det største parti i Danmark. Men også i Spanien fik et spritnyt parti med rødder i Indignados-bevægelsen fem mandater, mens næsten halvdelen af de portugisiske vælgere stemte på forskellige varianter af socialistpartier.

Med dette nummer af NOTAT forsøger vi at tegne et reelt billede af det nye Parlament – og fortælle nogle af de historier, der ikke kom frem i lyset omkring valget. Vi ser på de mest markante tendenser i medlemslandene og analyserer det nye Parlaments sammensætning. Overblikket er i fokus.

Zoomer man ud, var valget ikke mere dramatisk, end at Parlamentets kristendemokratiske gruppe (EPP) bevarede sit flertal (29 pct.), efterfulgt af den socialdemokratiske gruppe (S&D) med 26 pct. og så de liberale (ALDE) med 10,8 pct. De grupper udgør stadig Parlamentets sikre kerne.

Men i mange medlemslande blev der justeret godt og grundigt på balancerne. Du kan selv gå på opdagelse på side 4-5, hvor vi har beskrevet de mest markante tendenser i de 28 lande. På de omkringliggende sider går vi i dybden med de bedste historier fra nord, syd, øst og vest.

Vi giver også en analyse af, hvilke sæder de nye medlemmer af Parlamentet har planer om at sætte sig på. 54 af de 751 valgte har ved redaktionens afslutning endnu ikke besluttet sig, hvilket i teorien kan være nok til at oprette to nye grupper. Hvis medlemmerne ellers er fra syv forskellige lande.

En måned efter valget er det stadig brandaktuelt at holde øjne og ører åbne. Parlamentet er ved at finde sin form, og topposterne skal besættes (side 10).

Nok er stemmerne afgivet. Men det er først nu, det bliver rigtig interessant.