ARTIKLER


En redaktør med demokratiske visioner

Der er brug for et magasin, som sigter på at skabe et mere demokratisk og socialt Europa. Det mener tidligere redaktør Ole Aabenhus.


Af Josefine H. Esrup
1. oktober 2014

Der mangler visioner. Særligt de elektroniske medier, som præger mediebilledet i dag, har en alt for kortsigtet tilgang til EU.

»Vi har en ramme for Europa, som vi kalder EU. Der har vi som borgere politisk indflydelse, og den kunne vi bruge til at forlange mere demokrati i de konstruktioner, vi er med i på europæisk plan. Derfor må vi have nogle klare visioner for, hvordan vi får udviklet en international demokratisk overbygning oven på det, som vi har i nationalstaten.«

Det mener Ole Aabenhus, som var redaktør for NOTAT i halvandet år fra 2012 til 2013. Tidligere har han været Bruxelles-korrespondent for DR, og i dag er han magasinet RÆSON’s mand på EU-stoffet.

»Der er brug for en langsigtet vision om et mere socialt og demokratisk Europa. Det var det udgangspunkt, jeg arbejdede ud fra på NOTAT.«

Det er et ønske om at komme ud over diskussion, ’ja eller nej til EU’, som ligger bag Ole Aabenhus’ tilgang. Han synes hellere, man skal give plads til at debattere, hvor man vil hen.

»Den gamle ja/nej-diskussion holder jo ikke i dag, fordi vi ikke kommer ud af EU. Vi må ind i en ny fase, hvor det handler om at få forandret Europa.«

Langsigtet, journalistisk kritik

At bringe visionerne ind i det daglige journalistiske arbejde, betyder at stille de kritiske spørgsmål om udviklingen af EU. Det mener Ole Aabenhus fortsat er vigtigt. Det handler om at skabe et klart billede af, hvor man gerne vil have Europa hen.

»Det er vigtigt, at NOTAT er et blad, som holder fast i en langsigtet kritik, i den forstand at man spørger: Hvor fører det her hen? Hvad er tendensen? Når vi de ting, som vi ønsker? Og det, vi ønsker – eller det, jeg står for – er en social og demokratisk vision for Europa. I sammenhæng med det er der brug for en kritik, og gerne en grundig kritik.«

NOTAT’s aftryk

Sideløbende med de store visioner skal der være plads til aktuelle historier, mener Ole Aabenhus.

»Man er jo nødt til at tage de aktuelle problemstillinger op løbende. Men der må man hele tiden kigge på, hvordan vi kan gribe det her an – kan vi kritisere den demokratiske magtanvendelse? Det lange perspektiv er en styrkelse af demokratiet.«

Det er med de langsigtede visioner, at NOTAT har mulighed for at sætte sit aftryk på debatten, og på længere sigt skabe en reel forandring. Og der er bladets størrelse ikke nogen hindring, mener Ole Aabenhus, der citerer antropologen Magaret Mead:

»Hun sagde: ’Man skal ikke være i tvivl om, at en lille gruppe af engagerede borgere kan forandre verden. Faktisk er det altid sådan, store forandringer opstår’«. 

Blå bog Ole Aabenhus

Født 1941.

BA i politisk videnskab (1968) og kinesisk sprog og kultur (1978).

Korrespondent for DR i Bruxelles 205-2007.

Redaktør for Sjælland EU Nyt i Bruxelles 2007-2011.

Redaktør for NOTAT 2012-2013.

EU-redaktør for RÆSON fra 2013.

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1276 som udkom 1. oktober 2014.