Frihandelsaftale: NOTAT stiller skarpt på EU-chefforhandler

Der har været en stor debat omkring hvordan og hvor meget civilsamfundet har været involveret i forhandlingsmandatet og debatterne om frihandelsaftalen - hvordan har I oplevet det?

»Vi ved, at det er et følsomt emne, men vi har faktisk aldrig før haft forhandlinger, hvor vi i så høj grad har inkluderet civilsamfundet. Vi har gjort meget ud af at involvere interesserede parter så meget som muligt. Efter hver forhandlingsrunde har vi haft dialog med hundredvis af interessenter. Men der er nødt til at være en vis grad af fortrolighed i forhandlingerne, eftersom vi ikke forhandler med USA ude på et åbent gadehjørne. Hvis de kommer med et tilbud til os, så må vi se om vi kan acceptere det eller se, om vi kan slå en handel af, og disse handler er enormt svære at lave, hvis alt foregår helt åbent.«

Nogle parlamentarikere har givet udtryk for, at det har været meget vanskeligt for dem at skaffe information om eller blive inkluderet i debatten om både mandatet og de igangværende forhandlinger. Er det ikke oplagt, at de kan følge med i forhandlingerne?

»Jo, naturligvis. Vi ved jo at de i sidste ende skal godkende aftalen, og derfor skal de selvfølgelig involveres. Vi er ved at lave en ordning med nogle værelser, hvor medlemslandene og relevante medlemmer af EU-Parlamentet kan læse de fortrolige dokumenter. Problemet er, at disse papirer ofte bliver lækkede til medierne, hvorfor papirerne ikke må fjernes fra lokalerne, da vi så ellers nemt kommer til at stå med ryggen mod væggen, og det vil blive meget svært at nå nogen form for aftale. Men vi har ikke tænkt os at forhandle en aftale, som vil blive skudt ned af Rådet og Parlamentet.«

Nogle medlemslande har i fortrolige dokumenter udtrykt bekymring for, at der skulle være en 'problematisk debat' i deres hjemlande om især investeringsaftalen. Hvad er din opfattelse af en 'problematisk debat'?

»Det er sjovt at alle lande, inklusiv Danmark, har masser af bilaterale investeringsaftaler med mange forskellige lande verden over. De har eksisteret i årtier og ingen har løftet en finger, og først nu stiller folk spørgsmål til det. Det er et problem, og jeg forstår ikke hvorfor det pludselig er et problem med denne aftale. Hvorfor var det ikke et problem i vores aftale med Myanmar? Altså vi har en investeringsaftale med Kina. Så vi er lidt overraskede over, at befolkningen pludselig er overraskede over investeringsaftalen. Vi har ikke tænkt os, at EU skal give køb på den frie ret til at regulere efter behov. Hvis et land vil lave en lovgivning, så skal man ikke kunne sagsøge dem, hvis det bliver gjort på en fair måde, som også tilgodeser amerikanske og andre udenlandske virksomheder.«

Men mange af aftalerne er jo med en stærk stat på den ene side og en svagere stat på den anden. Det er vel en anderledes situation med to ledende økonomiske magter?

»Jeg er ret sikker på at Danmark har de fleste af deres investeringsaftaler med lande som Canada, Australien, Mexico og Brasilien. Det er jo ikke ligefrem lande, som er blandt de mindst udviklede. I EU er vi faktisk blandt de mest ivrige brugere af investeringsaftaler i hele verden. Ni af EU's medlemslande har allerede investeringsaftaler med USA.«

Hvem skal dømme i disse sager?
»Det skal en voldgiftsret. Hvis man ser på de ni sager, der tidligere har været foran sådan en domstol, som har involveret USA og et EU-land, så har EU-landet vundet i syv af sagerne, og kun i én sag, som var meget teknisk, skulle selskabet kompenseres finansielt. Domstolen giver kun finansiel kompensation, den beder aldrig landet om at omstøde lovgivningen. Man vil altså altid have ret til at regulere efter behov, selv når domstolen dømmer til selskabets fordel.«

De fleste formelle handelsbarrierer er efterhånden fjernet for handelen mellem EU og USA, så hvad er det at frihandelsaftalen skal være fri for?

»Det er et relevant spørgsmål. Frihandelsforhandlingerne handler ikke om deregulering. Amerikanerne er naturligvis heller ikke interesserede i at opgive deres ret til at regulere. Men der er mange områder, hvor vi gerne vil det samme, men hvor det har udmøntet sig i forskellige resultater. Biler er et godt eksempel her. De fleste europæere, der lejer en amerikansk bil, mener jo at det er et sikkert køretøj. Det samme gælder jo for amerikanere, der lejer europæiske biler. Men der er mange tekniske forskelle såsom højden på sikkerhedsbæltet eller placeringen af vinduesviskerne. Her burde det altså være muligt at etablere et system af gensidig anerkendelse. Det er sådan noget vi arbejder på. Vi går ikke på kompromis med folkets sikkerhed«.

Marc Vanheuken var i Danmark i forbindelse med et informationsmøde om EU-USA frihandelsforhandlingerne på Copenhagen Business School. Mødet var faciliteret af EU-ekspert og tidligere chef for tænketanken European Policy Centre, Hans Martens, der efter eget udsagn vil have danskerne involveret i debatten om frihandelsaftalen. Også Thomas Bustrup fra Dansk Industri deltog på mødet, som er det første i en række.