ARTIKLER


Dankortet kan være truet af EU forslag

Flere artikler
Gå til forside

Kategorier:

Forslag fra EU truer dankortet

Et forslag fra EU kan true dankortet som vi kender det idag. Forslaget kan føre til flere gebyrer og højere priser.


Af Sven Skovmand
29. oktober 2014

SKOVMANDS NOTATER. Ifølge Berlingske for mandag den 13. oktober 2014 er dankortet truet af EU. Det fremgår af to artikler »Nedtælling til Dankortets død« og »Dankortet i fare for at blive kvalt«.

Dankortet bygger på, at butikkerne betaler bankerne 60 øre for hver gang, deres dankort-automater bliver brugt. Det gælder, hvad enten der købes for 100 kroner eller for 1000. Denne betaling dækker bankernes omkostninger, og da det er billigere for butikkerne at modtage dankort end at modtage penge, er de også tilfredse.

Men EU arbejder ud fra en helt anden model. Den går ud på, at gebyret skal afhænge af beløbets størrelse, og at dette gebyr højst må være 0,2 procent af det beløb, der er købt for. Med dankort skal der altså købes for mindst 300 kroner, før gebyret når op på de 60 øre, der i øjeblikket betales. Og da de fleste betalinger er på lavere beløb, vil bankerne næppe sige ja til at fortsætte ordningen.

Økonom i Forbrugerrådet, Troels Holmberg, er dybt bekymret over, hvad dette kan føre til. Han mener, at det vil føre til flere gebyrer eller højere priser i butikkerne. Derfor må erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen gøre alt, hvad han kan, for at forordningen får en sådan udformning, at dankortet kan bevares.

Markedsdirektør Henrik Hyltoft fra Dansk Erhverv opfordrer til, at man i EU samarbejder med Tyskland, Holland og Frankrig, der er de eneste andre lande, der har et system, der minder om dankortet.

Den nuværende aftale om dankortet udløber først i 2020, og indtil da vil brugen af dankortet kunne fortsætte som hidtil. Men hvad der skal ske derefter, vil afhænge af nye forhandlinger med bankerne.