Den velsmurte svingdør til Kommissionens gemakker

Der er ikke noget, som hindrer en tidligere finanslobbyist i at blive finanskommissær i EU, og der er ikke noget, som hindrer en person med svære interesser i olieindustrien i at blive klima- og energikommissær.

Sådan lyder nogle af de foreløbige konklusioner på godkendelsen af den nye EU-Kommission. Samtlige kandidater til kommissærposterne har været diskuteret af regeringerne, og de har været en tur gennem en afhøring i EU-Parlamentet. Blandt dem var flere markante eksempler på kandidater med en navlestreng eller en pengepung bundet til industriinteresser.

Det fik nogle EU-parlamentarikere til at spærre øjnene op, men de lukkede dem hurtigt igen. Alle kandidater – bortset fra en helt uerfaren slovener – vandrede uhindret gennem den såkaldte ”svingdør”, som er døren mellem politiske ansvarsposter og erhvervslivet. De kan nu se frem til at bestride nogle af de mest magtfulde positioner i EU, trods nære bånd til forskellige erhvervsgrupper.

En af olieindustriens egne

Det glæder de kredse i erhvervslivet, de nye kommissærer er forbundet med. Således bemærkede chefen for olieselskabet Repsol, Antonio Brufau, at valget af spanieren Miguel Arias Cañete er et plus for ”Spanien såvel som for Europa”, og at den nye kommissær har ”alle de kvaliteter, som skal til for at møde de store, aktuelle udfordringer på energiområdet”.

Brufau må da også betragte den nye kommissær som én af sine egne. Arias Cañete har selv været øverste leder for hele to olieselskaber, og har stadig pæne aktieposter i begge. Han har længe befundet sig i grænselandet mellem erhvervsmand og politiker, og var for eksempel medlem af det spanske parlament i en årrække, mens han endnu var oliechef.

De to selskaber havde oven i købet kontrakter med offentlige myndigheder. Og det er kun en af mange historier om interessekonflikter, der klæber til hans navn.

Hill på bunden

Briten Jonathan Hill vandrede ind i et uvejr, da han første gang optrådte for EU-Parlamentet. Han måtte besvare spørgsmål om sin tid som lobbyist for dele af den britiske finanssektor, og om sine nuværende relationer til banker og investeringsfonde.

Ude i offentligheden var de nære bånd tydelige for alle. Første gang den britiske finanssektor – også kaldet ”the City” – hørte, at der skulle oprettes en særlig kommissærpost for finanssektoren, lød et rædslens skrig fra direktionslokalerne. Chefen for banklobbyen British Bankers Association, Anthony Browne, sagde, at ”Storbritannien risikerer at se sine interesser tilsidesat”, idet han frygtede, at en ny finanskommissær ville opfinde ”sine egne nye, store initiativer og det sidste, vi har brug for er store initiativer.”

Senere på toppen

Tonen blev en helt anden, da Anthony Browne hørte, at manden på posten bliver Jonathan Hill: ”Dette er en god beslutning for Europa,” sagde Browne: ”Vi byder formand Junckers tilgang velkommen. Det er klogt at betro centrale kommissærposter til folk med de rette erfaringer,” pointerede bankmanden, der ser frem til, at Hill vil ”fjerne hindringerne for pengenes frie bevægelighed”.

Både Arias Cañete og Jonathan Hill måtte optræde for EU-parlamentarikerne en ekstra gang. Dermed fik parlamentarikerne signaleret en behørig grundighed. Men i sidste ende fandt langt de fleste ingen grund til at stå i vejen for de to aspiranter.

I sidste ende betyder reglerne for de reelle eller potentielle interessekonflikter, der knytter sig til ”svingdøren”, åbenbart ikke så meget. Valget af kommissærer er et politisk valg, der træffes efter politiske vurderinger. Hvad det konkret vil betyde for fremtidens finans- og klimakriser, er for tidligt at sige med sikkerhed. Men det er næppe de spørgsmål, der lå regeringer og parlamentarikere mest på sinde, da de valgte den nye Kommission.

Artiklen blev første gang bragt i NOTAT nr. 1277 1. november 2014