NOTAT er lukket som medie. Alle aktiviteter er flyttet over i Demokrati i Europa Oplysningsforbundet (DEO), hvor vi viderefører arbejdet med kritisk folkeoplysning og journalistik om EU, demokrati og Europa.
I EU's østlige region er demokratiet blevet den eneste vej til magten. Men lav valgdeltagelse og politikerlede vidner om, at borgerne ikke har tillid til deres politiske repræsentanter.
Ti år efter EU's store udvidelse er det umuligt at forestille sig en politisk leder blandt EU's nye medlemmer, der ikke er valgt ved frie og demokratiske valg. Den klare opdeling mellem øst og vest i Europa, der prægede tiden efter 1989, er udvisket af problemer, der går på tværs af rustpletterne fra jerntæppet.
Alt er dog ikke vel. Tilliden til politikerne er lav, de unge gider ikke stemme og krisen har givet medvind til populisme og nationalisme. Den slags svaghedstegn ved demokratiet er ikke problemer forbeholdt østeuropæerne, men tendenserne har været særligt tydelige i EU's nye medlemsstater.
EU’s reformkrav virkede stærkest før 2004
EU's muligheder for at hjælpe demokratiet på vej i de nye lande er paradoksalt blevet mindre efter 2004. Under optagelsesforhandlingerne var det helt afgørende for kandidatlandene at opfylde ”Københavnerkriterierne”. Disse kriterier stillede krav til retspleje, demokrati, inklusion af mindretal og et frit marked og var en forudsætning for optagelse. Efter 2004 har EU ikke på samme måde haft pisk eller gulerod ved hånden, når demokratiske problemer har meldt sig.
Et godt eksempel er Ungarn, hvor premierminister Viktor Orban og hans nationalkonservative parti Fidesz siden 2010 har øget statens magt over medierne og domstolene, samt skrevet partiets holdninger til ungarsk kultur, religion og moral ind i forfatningen. EU har kritiseret Ungarn, men ikke kunnet sanktionere landet for de demokratiske tilbageskridt.
Apatiske vælgerkorps
EU's borgere mod øst har ikke benyttet muligheden for at deltage aktivt i det europæiske demokrati. Samtidig med at finanskrisen ramte deres økonomier hårdt og gav masser af grunde til social protest, er deltagelsen ved europæiske valg kun faldet.
I Slovakiet var valgdeltagelsen i maj på 13 procent. Den blev lige akkurat slået af uimponerende 19,5 procents deltagelse i Tjekkiet og 22,7 procent i Polen. I top-10’en over laveste valgdeltagelse ved EU-parlamentsvalget er de ni lande østeuropæiske. Kun Portugal sniger sig ind på en niendeplads fra Vesteuropa. Den lave valgdeltagelse skyldes en oplevelse af manglende indflydelse og manglende muligheder for at ændre på noget ved at deltage. Kort sagt et apatisk vælgerkorps. Disse findes også i Vesteuropa, men det er slående at Østeuropa så hurtigt efter optagelsen i 2004 synes at have fået nok af EU. Reaktionerne på social nød, arbejdsløshed og manglende tillid til de regerende politikere har været nogle andre. I stedet for at blive og stemme, stemmes der med fødderne.
De unge østeuropæere udvandrer og søger arbejde og en lysere fremtid i andre EU-lande. Over en halv million polakker er de sidste ti år rejst til Storbritannien, hvor polsk nu er det næstmest talte sprog efter engelsk. Udvandringen har mange årsager, men den fungerer helt sikkert som en ventil for social utilfredshed.
Efter ti år i EU skiller de tidligere østlande sig stadig ud med en høj ulighed, stor udvandring og lav demokratisk deltagelse. Den før så skarpe opdeling mellem øst og vest i EU er dog udvisket og stadig mindre relevant. De baltiske lande, Polen, Tjekkiet og Slovakiet er stadig fattigere end vesten, men de er del af det solvente Nordeuropa med orden i økonomien i modsætning til Frankrig, Spanien og Italien, der kæmper med stor gæld og budgetunderskud.