10 år efter den store EU-udvidelse

ANALYSE. I år fejrer vi, at det er 25 år siden muren faldt og den kolde krigs verdensorden styrtede i grus. Østeuropæerne vandt deres frihed og selvbestemmelse, og begyndte en lang integrationsproces mod vest og imod et samlet Europa. Men først skulle de igennem en dyb økonomisk og politisk omstilling.

Eventyret endte lykkeligt med et EU-medlemskab, men 10 år efter den store udvidelse i 2004, hvordan er det så gået den ”europæiske drøm”? Er den blevet til virkelighed? Hvordan er det gået med demokratiet i de ”nye” EU-lande? Og hvad med økonomien?

Demokratiets tilstand

Når det gælder demokratiets tilstand, kan man konstatere, at alle landene har haft frie valg, mens det til gengæld kan diskuteres, hvor fair de har været. 

Demokratiet i mange ”gamle” EU-lande har på den anden side heller ikke fungeret perfekt. 

Helt kort kan det siges, at alle landene i øst har bestået den såkaldte ”two turn over test”. Regeringer, der tabte valg trak sig tilbage og overlod magten til oppositionen. Hermed var det demokrati, der var en af betingelserne for optagelsen på plads. Men det, der er foregået imellem valgene, har ikke altid været i demokratiets ånd sidenhen.

Problemet var og er, at EU’s mulig-he-der for at fremme demokratiske rettigheder og minoritetsbeskyttelse i kandidatlandene var stærkest før EU-medlemskabet blev til virkelighed. Nu hvor landene er lukket ind, er EU’s muligheder for at påvirke dem begrænset.

Økonomien som fundament

En rodfæstelse af demokratiet i Østeuropa er stærkt afhængig af økonomisk fremgang. En af begrundelserne for EU-udvidelsen i sin tid var netop forventningen om økonomisk vækst i det tilbagestående Østeuropa. Frem til 2004 var der allerede sket en vis økonomisk udligning mellem øst og vest i Europa, men det et gået meget langsommere end først ventet.

Bedømt efter økonomisk vækst alene, er vinderne Litauen, Letland i Baltikum og Polen og Slovakiet i Centraleuropa.

Slovakiet vandt, Ungarn skuffede

I 1989 var det den udbredte forventning, at Ungarn, som det mest reformvenlige land bag jerntæppet, ville klare sig godt. Men det blev på ingen måde tilfældet. En relativt blodfattig vækst på 9 pct. på 10 år er det blevet til.

Nabolandet Slovakiets bruttonationalprodukt er til gengæld steget med 43 pct. og har bragt landets velstand fra at udgøre 57 pct. af EU-gennemsnittet i 2004 til at udgøre 77 pct. i 2014. En markant stigning, der har overrasket mange. Da Tjekkoslovakiet blev delt i 1993 spåede mange Slovakiet en krank skæbne, som den mindst udviklede del af Tjekkoslovakiet, men landet har igennem lav beskatning og en erhvervsvenlig politik på arbejdsmarkedet evnet at tiltrække mange udenlandske investeringer, ikke mindst inden for bilbranchen.

Fire lande er siden 2004 blevet en del af eurozonen. Slovenien i 2007, Slovakiet i 2009, Estland i 2011 og Letland i 2014. Men økonomisk fremgang eller tilbagegang er efter alt at dømme ikke forbundet med euromedlemskabet.

Slovakiet har klaret sig forholdsvis godt, mens Slovenien, inden for de seneste år har klaret sig rigtig skidt. Litauen og Polen udenfor euroen topper den økonomiske vækst.

Finansboble i Baltikum

De baltiske lande havde i de første år efter medlemskabet i 2004 høje vækstrater, men de var i for høj grad båret oppe af et bygge- og anlægs-”boom”, en ustabil finanssektor og alt for uansvarlig låneoptagelse.

Først nu er tabet fra finanskrisen i 2008 indhentet. EU’s tillid til den økonomiske politik har dog været stor nok til, at Estland og Letland er optaget i ”euroland”, og Litauen ser ud til at følge trop allerede i 2015.

Der er dog lang vej endnu, før målet om at indhente det rige Europa er nået. Også internt i landene er der store økonomiske forskelle. Visse regioner og byer har en købekraft på højde med EU-gennemsnittet, mens andre regioner halter efter. Selv de bedst stillede østeuropæiske lande har stadig et BNP pr. indbygger på under det halve af det tyske. Til gengæld er de rigeste af de nye lande, som Tjekkiet og Slovenien, ved at nå op på siden af de fattigste af de ”gamle” EU-medlemmer som Portugal og Grækenland.

Den fortsatte ulighed har i alle årene siden 2004 givet anledning til stor udvandring ikke blot fra Rumænien, men fra alle de nye EU-lande. De åbne grænser har i sig selv gjort det lettere at vandre, og den økonomiske motivation vil eksistere, så længe løn- og indkomstforskelle mellem syd-øst og nord-øst Europa er så store.

10-året skal fejres, men...

10-året for udvidelsen skal vi markere. Demokratiet har stadig problemer, men det er ikke et fænomen forbeholdt de nye medlemslande i øst. Nationalisme og populisme finder vi, som EU-parlamentsvalget i maj så tydeligt viste, i hele Europa.

Det er en skam, at finanskrisen og eurokrisen i den grad satte en stopper for de økonomiske fremskridt, som udvidelsen skulle have bragt. Havde landene i øst været uden for EU var det formentlig gået værre, men vi ved det af gode grunde ikke.

Sket er sket. Vi har fået den store udvidelse. Under alle omstændigheder er der mange rigtig gode grunde til at diskutere, hvordan vi kan indrette EU bedre og mere fleksibelt. EU er delt i eurolande og ikke-euro-lande og optræder heller ikke enigt i udenrigspolitikken. Det må vi leve med. 

Et økonomisk regelsæt, der passer meget fint på rige homogene lande, men er trukket ned over alle lande i EU, rige som fattige, er heller ikke bæredygtigt. Den nødvendige debat om fleksibilitet og flere hastigheder og ”rum” i EU er begyndt, men langt fra afsluttet.